Vidste du, at mere end 87.000 civile irakere er døde af voldelige årsager siden invasionen i 2003? Jeg var klar over, at tallet var højt, men ikke, at det var så højt, før jeg besøgte Iraqbodycount.org. Det er en anset hjemmeside (BBC anvender den), der løbende opgør antallet af civile dræbte i Irak.
Og selvom tallet er højt, så er det ikke medregnet de mange irakiske soldater, som døde under selve invasionen eller de civile, som er døde af andre krigsrelaterede årsager som sygdom og sult. Og illegale kombatanter er selvfølgelig slet ikke medregnet. Alt i alt er det samlede antal irakere, der har måttet lade livet i forbindelse med krigen altså væsentligt højere end de 87.000. Men lad os alligevel holde os til det tal, fordi det er et tal, der er dokumenteret.
87.000 er ca. en civil dræbt for hver 333 indbyggere i Irak. Omregnet til danske forhold ville det svare til ca. 15.000 civile dødsfald eller ca. 900.000, hvis tallet omregnes til amerikanske forhold. Vi ville sandsynligvis tale om en national tragedie – mon ikke også irakerne gør det?
Ikke desto mindre, er det den pris, vi har tvunget irakerne til at betale, men i stedet diskuterer vi hele tiden om beslutningsgrundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen var det ene eller andet (*). Hvorfor diskuteres det aldrig, hvilke konsekvenser beslutningen reelt havde? Hvorfor må de 87.000 og deres millioner af pårørende, som beslutningen på den mest brutale vis har berørt, ikke have nogen stemme, når vi evaluerer vores egne handlinger? Hvorfor gælder der ikke et proportionalitetsprincip i udenrigs- og sikkerhedspolitik? Uanset om det var det ene eller det andet beslutningsgrundlag, var det så 87.000 civile dræbte værd? Proportionerne er jo faktisk sammenlignelige med antallet af civile dræbte i Nagasaki efter amerikanerne smed en atombombe der i slutningen af 2. verdenskrig. Og det har da været debatteret heftigt siden da.
Jeg håber, det er, fordi tanken, om at danske politikere måske er medansvarlige for denne enorme gruppe uskyldige menneskers uhyrlige lidelser, er ubærlig.
(*) Politiken: Pind: Rohde må trække citaterne tilbage; Politiken: Forfatter bag Irak-bog: Rohde korrekt citeret; Politiken: Per Stig: Hele verden troede Saddam havde masseødelæggelsesvåben; Politiken: Jens Rohde gennemhuller regeringens Irak-forklaring; Berlingske: Pind: Rohde skal æde alt i sig; Berlingske: Rohde sår tvivl om grundlag for Irak-krig; etc.
2 comments
Comments feed for this article
29. september 2008 at 15:23
Jonathan
De døde sladrer ikke, og har derfor svært ved at give deres sag det rette spin. I modsætning til parterne som har beordret krigsindsatsen. Jeg kommer helt til at tvivle på, om partierne bag krigsbeslutningen egentlig har tænkt særligt meget over, hvad krig er for en størrelse. Det er i hvert fald forbavsende, at der, hver gang en dansk soldat dør, bliver givet udtryk for, at soldaternes uddannelse må revideres (http://politiken.dk/politik/article558039.ece) eller at det er en helt ufattelig tragedie (http://politiken.dk/indland/article557992.ece). Folk dør i krig – det kan næppe komme bag på nogen – lige gyldigt hvor godt uddannede de er. Og når man kaster bomber fra stor højde rammer man civile – det kræver ikke et geni at regne det ud. Men det er sjældent man hører politikere kalde civile tab for tragiske og endnu sjældnere at de råber op om soldaternes træning eller brug af våbentyper, når civile må lade livet pga. vildfarne eksplosioner.
30. september 2008 at 10:35
jonaserck
God pointe, Jonathan. Selvom jeg nu ikke er så forundret over, at de danske soldater får mere opmærksomhed end de irakiske civile. Det er jo mennesker vi kender og omgås med, mens irakerne blot er anonyme ansigter på tv eller endnu mere anonyme tal som i ovennævte opgørelse.
Men det, synes jeg nu også, er, som det skal være, for det ville være trist at leve i et samfund, hvor vi ikke var opmærksomme på vores nærmeste, og ikke havde nogen familiære relationer eller noget noget naboskab. Måske kortere sagt: Ikke havde nogen social sammenhængskraft.
Det, jeg forarges over, er, at man ikke regner med, at det samme gør sig gældende i Irak. Irakerne har selvfølgelig de samme menneskelige følelser for deres familie, venner og kolleger, som vi har, og derfor har det en effekt i et samfund, når 87.000 civile bliver dræbt.
Hvis man ser på selve beslutningsgrundlaget (som findes her: http://www.ft.dk/doc.aspx?/Samling/20021/beslutningsforslag_oversigtsformat/B118.htm), så står der, at:
“Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at regeringen fandt, at et dansk militært bidrag til en indsats i Irak ville medvirke til at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen.”
Det som så er min pointe, er, at hvis man foretager en handling, som resulterer i 87.000 civile dødsfald, så er det næppe en handling, som fremmer fred og stabilitet. Hverken på kort eller lang sigt.
Derfor er jeg ligeglad med, hvad beslutningsgrundlaget var. Jeg mener ikke, regeringen er ond. Jeg er sikker på, de havde de bedste intentioner, og opvejede for og imod, før beslutningen blev truffet. Men det ændrer bare ikke ved, at det var en beslutning, som ikke var i stand til at leve op til sit formål. Til gengæld har det været dyrt.
Der er dem, der siger, at Danmark styres som en virksomhed, og der er dem, der mener, at sådan bør det også være. Jeg siger, at hvis man mener det, så må man også fyre ledelsen, når den træffer dumme beslutninger.