Stadigt flere politikere får personlige platforme  på nettet, hvorfra de profilerer sig selv, og kommunikerer direkte med vælgere. Men samtidig virker det som om, partierne er  resignerende, når det kommer til anvendelse af nye medieteknologier. Hører partierne til en gammel medievirkelighed, og tilhører fremtiden driftige politikere med forstand på moderne medier?

I søndagens udgave af Politiken kan man læse en analyse, der beskriver Facebook som politikernes nye ølkasse. Analysen virker intuitivt interessant, men jeg synes den fortjener at blive sat lidt i perspektiv. Det følgende er derfor min egen udlægning af de centrale pointer.

Personorienteret politisk kommunikation

Mere end halvdelen af Folketingets politikere er på Facebook, og selvom mange af dem ikke ved, hvad de laver dér, er der tilsyneladende en tendens til en ny form for politisk kommunikation. I denne nye politiske kommunikation kommunikerer politikerne mere personligt og mere intimt med deres publikum ved at fremvise sider af dem selv, som ikke levnes plads i traditionelle medier.

Via denne form for kommunikation kan politikerne ifølge forfatterne opbygge nye former for relationer til vælgere, der minder om venskabelige relationer. Eller de kan opbygge små netværk af personlige ambassadører. Det er i sig selv en interessant hypotese, men den peger også på en mere generel tendens.

Nye medier vs. traditionel partipolitik

Titlen på analysen i Politiken mindede mig om en akademisk artikel, jeg er stødt på tidligere, 21st Century Soap Boxes? MPs and their Blogs. Artiklen handler generelt om, hvorvidt blogs medvirker til at forandre kommunikationen mellem britiske og canadiske parlamentsmedlemmer og den bredere offentlighed.

En del af pointerne minder om analysen i Politiken, men den peger samtidig i retning af nogle mere generelle udviklingstræk indenfor politisk kommunikation. Et af disse træk er en tilsyneladende konflikt mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier.

Forfatterne peger på, at nogle politiske bloggere forsøger at underminere traditionel partipolitik. Og samtidig peger forfatterne på, at partierne arbejder hårdt for at holde en stram disciplin omkring kommunikationen på politikerblogs.

Der ser altså ud til at være et modsætningsforhold mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier, og artiklen ender med at konkludere:

“[...] the realities of institutionalised collective party politics limit [the blogs'] potential and vitality for political representatives.” (s. 16)

Det ville være interessant at se en mere kritisk og mindre beskrivende eller instrumentel tilgang til nye medier og politisk kommunikation i en dansk kontekst.

.

Videre læsning

.

“Politik på Facebook” – Benny Engelbrecht (MF)

“Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?” – Anna Ebbesen

“Politik & Twitter & Anders Samuelsens forhold til Facebook” – Kasper Bergholt

“Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter” – Mikkel Marius Winther (Wemind) (Kommentartråden er mere spændende end selve indlægget.)

“Politisk levebrød” – Peter Kurrild-Klitgaard (klumme i Berlingske, som ikke drejer sig om nye medier, men som alligevel bidrager med et interessant perspektiv)