You are currently browsing the tag archive for the 'demokrati' tag.
Rigtigt mange vælgere var i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds til Europaparlamentsvalget. Det er godt for politikerne, for så er der vælgere at kæmpe om. Men i et fragmenteret mediebillede er det aldrig rigtigt til at sige, hvor vælgerne skal jages. Og tilsyneladende har de forskellige kampagner helt overset den niche, der hedder søgemaskiner.
Stiller du dig selv det spørgsmål? Det er der tilsyneladende mange andre danskere, der også gør. Men det behøver ikke være så svært. Stem på dem, du stoler mest på.
Jeg fandt et interessant udsagn i en bog jeg har liggende. Prøv at gætte, hvornår det er fra.
“Beneath the rhetoric and fanfare of the [xxxx] presidential campaign lies an important message about the future of democracy. The message is the media.
This is an old message with a new twist. In [xxxx] the media continue to play a central role – according to some the central role – in presidential selection. But for the first time, a dazzling array of new communication technologies [...] have moved off the showroom shelves and onto the campaign trail. Traditional broadcast media and newspapers continue to dominate political communication, but candidates have learned that they ignore the new media arsenal only at their peril.“
Jeg synes, det er et udsagn, som minder utroligt meget om udsagn, vi hører den dag i dag, men prøv at gætte, hvornår det er fra. Svaret findes her.
Hvad er betingelserne for demokrati og menneskerettigheder i den digitale tidsalder? Dette spørgsmål grublede jeg lidt over i mit sidste indlæg uden på nogen måde at komme i dybden med spørgsmålet.
Terrorisme og internetovervågning
I mellemtiden er jeg faldet over et interessant paper – “Terrorism and the Proportionality of Internet Surveillance” – som er forfattet af Ian Brown fra Oxford Internet Institute og Douwe Korff fra London Metropolitan University. De to forfattere har en interessant pointe, idet de påpeger, hvordan den europæiske indsats mod terrorisme grundlæggende er præget af et modsætningsforhold.
Paperet tager udgangspunkt i, at terrorister og terrororganisationer i stigende omfang anvender Internettet til kommunikative og organisatoriske formål, og at dette problem har ledt til at politi og efterretningstjenester har opbygget nye overvågningskapaciteter, og er blevet tildelt nye beføjelser.
Denne udvikling er fundet sted på grundlag af sikkerhedshensyn, som ikke blot er udtryk for populisme og frygt, men derimod hensyntagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som længe har kodificeret sikkerhed som en menneskeret.
Men samtidig lægger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vægt på databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred med udgangspunkt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Falsk sikkerhed, mindre frihed
Regeringer og domstole skal altså balancere to modstridende menneskerettigheder, og ifølge paperets forfattere går det ikke alt for godt:
“We are giving up freedom without gaining security. In the process, all of us are increasingly placed under general, suspicion-less mass surveillance, with comprehensive data being captured on our activities.” (s. 9)
En ting er at opgive frihed for at føle sig mere sikker, men at opgive personlig frihed, fordi det internationale retssystem er inkonsistent og modsætningsfyldt, er noget ganske andet.
Og overvågning er jo altså ikke for sjov. Uskyldige mennesker bliver overvåget, anholdt, fængslet og ja, dræbt. Jean Charles de Menezes blev henrettet af britisk politi i 2005 uden grund, og betjentene bag drabet er aldrig blevet sigtet. Det er ikke kønt, når staten hiver voldsmonopolet frem, og det gør ondt, hvis man står i vejen!
I starten af denne uge cyklede jeg gennem regn og blæst ud på Christianshavn for at deltage i seminaret Digital Media in Repressive Regimes hos Institut for Menneskerettigheder.
Seminaret bestod af 15 korte oplæg af internationale forskere og aktivister, og havde fokus på den digitale kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i særligt Iran og Kina. Et vanvittigt spændende emne, hvis man som jeg interesserer sig for koblingen mellem Internettet og politik.
Kamp om den digitale offentlighed
I både Iran og Kina får flere og flere mennesker adgang til Internettet og mobiltelefoner, og det skaber nye betingelser for politisk kommunikation. Adgangen til at ytre sig offentligt bliver mere fri, men samtidig bliver mulighederne for at undertrykke befolkningerne også større.
Oppositionen i landene anvender blogs til at ytre sig om politiske emner til et bredt publikum, som de ellers ikke ville have haft adgang til, og der er tendenser i retning af, at nye medier kan medvirke til skabelsen af større oppositionsbevægelser, fordi Internettet er en mulighed for at omgå forbud mod større forsamlinger.
Men samtidig med, at nye medier er gode redskaber for folkelig opposition i landene, er de i lige så høj grad fantastiske redskaber for regeringerne. Nye medier anvendes til propaganda og til overvågning, ligesom der opbygges sofistikerede filter- og censur-systemer. I Kina og Iran kan du ryge i fængsel for at være for kritisk på din blog!
Jeg fandt dette billede på Flickr, og jeg synes, det har en interessant pointe. Hvis udbredelsen af nye medieteknologier medfører, at tilfældige kinesere skal udsættes for Berlusconi, så er det måske ikke en større demokratisk revolution, man skal forvente.
Kontrast til Danmark
I Danmark er der meget snak om anvendelse af digitale medier til politisk kommunikation, og oftest kommer snakken fra en af to lejre.
Den første hævder, at politisk anvendelse af Internettet vil revolutionere politisk kommunikation, og at de som først forstår at udnytte potentialet, kan høste store gevinster i form af gode valgresultater. Den anden hævder, at Internettet blot er gammel vin på nye flasker – at det politiske landskab grundlæggende er uændret.
Jeg mener, at begge fløje på hver deres vis har ret, men de misser den grundlæggende pointe at de digitale medier – deres udbredelse og deres anvendelse – i sig selv rummer store politiske spørgsmål. Når man ser på digitale medier i forbindelse med undertrykkende regimer som Iran og Kina får man blik for netop det.
Digitale medier stikker til spørgsmål om ytringsfrihed, privat ejendomsret, personlig sikkerhed og social sammenhængskraft, men i Danmark er interessen begrænset.
E-democracy eller Big Brother?
Men hvad betyder så digitale medier i et samfund som det danske? Blogosfæren giver alle og enhver mulighed for at ytre sig om hvad som helst, og det er selvfølgelig en frihed. Men at ytre sig er ikke det samme som at blive hørt, og i et demokrati er det vel en lige så vigtig del af ytringsfriheden?
WordPress-domænet, som jeg selv bruger som platform, er eksempelvis i Danmark domineret af mere eller mindre udtalt racistiske blogs. En minoritet i samfundet, der har sat sig på debatten. Er det mindretalsbeskyttelse, eller er det bare fremmedfjendsk populisme?
Samtidig udsætter du dig selv for overvågning hver eneste gang du ytrer dig på Internettet. Den mest simple form er den, der kan findes på Google. Den mere avancerede form er den, der foretages af politi og efterretningstjenester. Er det et vilkår, vi må leve med, eller rummer det spørgsmål om gennemsigtighed og retsikkerhed?
Og hvad med rettigheder til data, som du selv producerer? Rettigheder til dine fotos, tekster og personlige oplysninger. Hvem tilhører de, når de først er landet i et digitalt, globalt netværk?
Nye digitale medier har politisk betydning, og hvis vi vil fortsætte vores demokratiske tradition, er vi nødt til at diskutere dem!
