Digital undergravning af partierne?

Stadigt flere politikere får personlige platforme  på nettet, hvorfra de profilerer sig selv, og kommunikerer direkte med vælgere. Men samtidig virker det som om, partierne er  resignerende, når det kommer til anvendelse af nye medieteknologier. Hører partierne til en gammel medievirkelighed, og tilhører fremtiden driftige politikere med forstand på moderne medier?

I søndagens udgave af Politiken kan man læse en analyse, der beskriver Facebook som politikernes nye ølkasse. Analysen virker intuitivt interessant, men jeg synes den fortjener at blive sat lidt i perspektiv. Det følgende er derfor min egen udlægning af de centrale pointer.

Personorienteret politisk kommunikation

Mere end halvdelen af Folketingets politikere er på Facebook, og selvom mange af dem ikke ved, hvad de laver dér, er der tilsyneladende en tendens til en ny form for politisk kommunikation. I denne nye politiske kommunikation kommunikerer politikerne mere personligt og mere intimt med deres publikum ved at fremvise sider af dem selv, som ikke levnes plads i traditionelle medier.

Via denne form for kommunikation kan politikerne ifølge forfatterne opbygge nye former for relationer til vælgere, der minder om venskabelige relationer. Eller de kan opbygge små netværk af personlige ambassadører. Det er i sig selv en interessant hypotese, men den peger også på en mere generel tendens.

Nye medier vs. traditionel partipolitik

Titlen på analysen i Politiken mindede mig om en akademisk artikel, jeg er stødt på tidligere, 21st Century Soap Boxes? MPs and their Blogs. Artiklen handler generelt om, hvorvidt blogs medvirker til at forandre kommunikationen mellem britiske og canadiske parlamentsmedlemmer og den bredere offentlighed.

En del af pointerne minder om analysen i Politiken, men den peger samtidig i retning af nogle mere generelle udviklingstræk indenfor politisk kommunikation. Et af disse træk er en tilsyneladende konflikt mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier.

Forfatterne peger på, at nogle politiske bloggere forsøger at underminere traditionel partipolitik. Og samtidig peger forfatterne på, at partierne arbejder hårdt for at holde en stram disciplin omkring kommunikationen på politikerblogs.

Der ser altså ud til at være et modsætningsforhold mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier, og artiklen ender med at konkludere:

“[...] the realities of institutionalised collective party politics limit [the blogs'] potential and vitality for political representatives.” (s. 16)

Det ville være interessant at se en mere kritisk og mindre beskrivende eller instrumentel tilgang til nye medier og politisk kommunikation i en dansk kontekst.

.

Videre læsning

.

“Politik på Facebook” – Benny Engelbrecht (MF)

“Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?” – Anna Ebbesen

“Politik & Twitter & Anders Samuelsens forhold til Facebook” – Kasper Bergholt

“Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter” – Mikkel Marius Winther (Wemind) (Kommentartråden er mere spændende end selve indlægget.)

“Politisk levebrød” – Peter Kurrild-Klitgaard (klumme i Berlingske, som ikke drejer sig om nye medier, men som alligevel bidrager med et interessant perspektiv)

Digital overvågning: Sælger vi vores frihedsrettigheder for falsk sikkerhed?

Hvad er betingelserne for demokrati og menneskerettigheder i den digitale tidsalder? Dette spørgsmål grublede jeg lidt over i mit sidste indlæg uden på nogen måde at komme i dybden med spørgsmålet.

Terrorisme og internetovervågning

I mellemtiden er jeg faldet over et interessant paper – “Terrorism and the Proportionality of Internet Surveillance” – som er forfattet af Ian Brown fra Oxford Internet Institute og Douwe Korff fra London Metropolitan University. De to forfattere har en interessant pointe, idet de påpeger, hvordan den europæiske indsats mod terrorisme grundlæggende er præget af et modsætningsforhold.

Paperet tager udgangspunkt i, at terrorister og terrororganisationer i stigende omfang anvender Internettet til kommunikative og organisatoriske formål, og at dette problem har ledt til at politi og efterretningstjenester har opbygget nye overvågningskapaciteter, og er blevet tildelt nye beføjelser.

Denne udvikling er fundet sted på grundlag af sikkerhedshensyn, som ikke blot er udtryk for populisme og frygt, men derimod hensyntagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som længe har kodificeret sikkerhed som en menneskeret.

Men samtidig lægger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vægt på databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred med udgangspunkt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Falsk sikkerhed, mindre frihed

Regeringer og domstole skal altså balancere to modstridende menneskerettigheder, og ifølge paperets forfattere går det ikke alt for godt:

“We are giving up freedom without gaining security. In the process, all of us are increasingly placed under  general, suspicion-less mass surveillance, with comprehensive data being captured on our activities.” (s. 9)

En ting er at opgive frihed for at føle sig mere sikker, men at opgive personlig frihed, fordi det internationale retssystem er inkonsistent og modsætningsfyldt, er noget ganske andet.

Og overvågning er jo altså ikke for sjov. Uskyldige mennesker bliver overvåget, anholdt, fængslet og ja, dræbt. Jean Charles de Menezes blev henrettet af britisk politi i 2005 uden grund, og betjentene bag drabet er aldrig blevet sigtet. Det er ikke kønt, når staten hiver voldsmonopolet frem, og det gør ondt, hvis man står i vejen!

Frihed under undertrykkelse?

I starten af denne uge cyklede jeg gennem regn og blæst ud på Christianshavn for at deltage i seminaret Digital Media in Repressive Regimes hos Institut for Menneskerettigheder.

Seminaret bestod af 15 korte oplæg af internationale forskere og aktivister, og havde fokus på den digitale kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i særligt Iran og Kina. Et vanvittigt spændende emne, hvis man som jeg interesserer sig for koblingen mellem Internettet og politik.

Kamp om den digitale offentlighed

I både Iran og Kina får flere og flere mennesker adgang til Internettet og mobiltelefoner, og det skaber nye betingelser for politisk kommunikation. Adgangen til at ytre sig offentligt bliver mere fri, men samtidig bliver mulighederne for at undertrykke befolkningerne også større.

Oppositionen i landene anvender blogs til at ytre sig om politiske emner til et bredt publikum, som de ellers ikke ville have haft adgang til, og der er tendenser i retning af, at nye medier kan medvirke til skabelsen af større oppositionsbevægelser, fordi Internettet er en mulighed for at omgå forbud mod større forsamlinger.

Men samtidig med, at nye medier er gode redskaber for folkelig opposition i landene, er de i lige så høj grad fantastiske redskaber for regeringerne. Nye medier anvendes til propaganda og til overvågning, ligesom der opbygges sofistikerede filter- og censur-systemer. I Kina og Iran kan du ryge i fængsel for at være for kritisk på din blog!

Jeg fandt dette billede på Flickr, og jeg synes, det har en interessant pointe. Hvis udbredelsen af nye medieteknologier medfører, at tilfældige kinesere skal udsættes for Berlusconi, så er det måske ikke en større demokratisk revolution, man skal forvente.

Kontrast til Danmark

I Danmark er der meget snak om anvendelse af digitale medier til politisk kommunikation, og oftest kommer snakken fra en af to lejre.

Den første hævder, at politisk anvendelse af Internettet vil revolutionere politisk kommunikation, og at de som først forstår at udnytte potentialet, kan høste store gevinster i form af gode valgresultater. Den anden hævder, at Internettet blot er gammel vin på nye flasker – at det politiske landskab grundlæggende er uændret.

Jeg mener, at begge fløje på hver deres vis har ret, men de misser den grundlæggende pointe at de digitale medier – deres udbredelse og deres anvendelse – i sig selv rummer store politiske spørgsmål. Når man ser på digitale medier i forbindelse med undertrykkende regimer som Iran og Kina får man blik for netop det.

Digitale medier stikker til spørgsmål om ytringsfrihed, privat ejendomsret, personlig sikkerhed og social sammenhængskraft, men i Danmark er interessen begrænset.

E-democracy eller Big Brother?

Men hvad betyder så digitale medier i et samfund som det danske? Blogosfæren giver alle og enhver mulighed for at ytre sig om hvad som helst, og det er selvfølgelig en frihed. Men at ytre sig er ikke det samme som at blive hørt, og i et demokrati er det vel en lige så vigtig del af ytringsfriheden?

WordPress-domænet, som jeg selv bruger som platform, er eksempelvis i Danmark domineret af mere eller mindre udtalt racistiske blogs. En minoritet i samfundet, der har sat sig på debatten. Er det mindretalsbeskyttelse, eller er det bare fremmedfjendsk populisme?

Samtidig udsætter du dig selv for overvågning hver eneste gang du ytrer dig på Internettet. Den mest simple form er den, der kan findes på Google. Den mere avancerede form er den, der foretages af politi og efterretningstjenester. Er det et vilkår, vi må leve med, eller rummer det spørgsmål om gennemsigtighed og retsikkerhed?

Og hvad med rettigheder til data, som du selv producerer? Rettigheder til dine fotos, tekster og personlige oplysninger. Hvem tilhører de, når de først er landet i et digitalt, globalt netværk?

Nye digitale medier har politisk betydning, og hvis vi vil fortsætte vores demokratiske tradition, er vi nødt til at diskutere dem!

Min generation er på flugt

Onsdag morgen satte jeg mig ved mit skrivebord, tændte min computer, åbnede min indboks. Det var ren  vane at tænde computeren, og jeg forventede ikke det store kick. Én mail ramte mig.

Du er kedelig!

Mailen var ikke tiltænkt mig. Den skulle aldrig have have nået min indboks. Ikke desto mindre handlede den om mig. Der stod, at jeg er kedelig.

Det kom bag på mig. Først blev jeg ked af det og såret. Derefter vred, og jeg tænkte, nej, fandme nej, jeg er ikke en skid kedelig. Og til sidst,  jo, måske er jeg kedelig, men hvad fanden rager det andre!?

Er det en borgerpligt at være underholdende? Er det et socialt ansvar at bidrage med spænding til andre menneskers hverdag? Er vi nået til et “underhold din næste” ethos?

Entertainment and excitement

Mens jeg spekulerede over det – og forsøgte at koncentrere mig om det arbejde, jeg var i gang med – kom jeg i tanke om et par sangtekster, som satte tingene lidt i perspektiv. For, ja, måske er jeg del af en generation, hvor man ikke har lov til at være kedelig, og hvor vi hele tiden kræver underholdning.

“With the lights out its less dangerous | Here we are now | Entertain us | I feel stupid and contagious | Here we are now | Entertain us | A mulatto | An albino | A mosquito | My libido | Yea” (Nirvana: Smells like teen spirit)

Den sang er kampråbet fra mine teenageår. Det interessante er, at vi ifølge Nirvana kræver konstant underholdning, fordi vi feel stupid and contagious. Vores krav til omverdenen kommer fra vores eget lave selvværd. Mike Skinner fra The Streets skærer det endnu mere ud i pap:

“Geezers need excitement | If their lives don’t provide them this they incite violence | Common sense | Simple common sense” (The Streets: Geezers need excitement)

Vi er ikke i stand til at underholde os selv, og hvis der ikke er andre, der gør det for os, går vi amok. Voldeligt amok. Nu er København langt fra at være en engelsk betonforstad, og jeg forventer ikke at få en knytnæve i fjæset, fordi jeg er kedelig, men rammer manden ikke alligevel vores generation på sømmet?

Aggresionen er i luften

Gå igennem Københavns gader en lørdag nat (ædru) og læg mærke til aggressionen i luften. Folk, der skriger hæmningsløst efter fisse. Fulde mennesker på stjålne cykler, der med dødsforagt kører om kap med taxaerne. Flasker, der bliver smadret mod mursten. Mænd i svedige skjorter og løsnede slips, der skubber til hinanden. Teenagedrenge i tøj, der er betalt af mor, forsøger at komme forbi en overdimensioneret dørmand ind i natklubbens forjættede land.

Det er ikke en generation i harmoni med sig selv, man møder kl. 3 lørdag nat på Sankt Hans Torv. Det er ikke en generation, der bliver underholdt. Det er en frustreret generation. En generation, der keder sig. En generation, der ikke har nok i det skæg, den selv sidder på. Og det er en generation, der bliver vred på alle dem, der ikke deler frustrationen – det er det interessante.

Kedsomhedens paradoks

Grunden til, at jeg i første omgang følte mig såret over at blive kaldt kedelig, var jo, at mailen havde ramt et ømt punkt hos mig. Den havde ramt nogle af de grundlæggende normer og værdier, som deles i min generation. Du skal kede dig, og du skal jage spændingen. Du skal være i tvivl om, hvad du vil med dit liv. Du skal drikke din øl op. Du skal være ligesom os andre, ellers kan vi ikke stole på dig. Du skal kede dig.

Så det er min generations paradoks: Flugt fra kedsomhed og jagt på spænding, samtidig med en udbredt intolerance overfor mennesker, der ikke deler kedsomheden. Og hvem er egentlig de mest kedelige? Dem der keder sig, og derfor jager spændingen, eller dem der ikke deler kedsomheden, og derfor bare gør, hvad de nu gør?

87.000 civile dræbt i Irak

Vidste du, at mere end 87.000 civile irakere er døde af voldelige årsager siden invasionen i 2003? Jeg var klar over, at tallet var højt, men ikke, at det var så højt, før jeg besøgte Iraqbodycount.org. Det er en anset hjemmeside (BBC anvender den), der løbende opgør antallet af civile dræbte i Irak.

Og selvom tallet er højt, så er det ikke medregnet de mange irakiske soldater, som døde under selve invasionen eller de civile, som er døde af andre krigsrelaterede årsager som sygdom og sult. Og illegale kombatanter er selvfølgelig slet ikke medregnet. Alt i alt er det samlede antal irakere, der har måttet lade livet i forbindelse med krigen altså væsentligt højere end de 87.000. Men lad os alligevel holde os til det tal, fordi det er et tal, der er dokumenteret.

87.000 er ca. en civil dræbt for hver 333 indbyggere i Irak. Omregnet til danske forhold ville det svare til ca. 15.000 civile dødsfald eller ca. 900.000, hvis tallet omregnes til amerikanske forhold. Vi ville sandsynligvis tale om en national tragedie – mon ikke også irakerne gør det?

Ikke desto mindre, er det den pris, vi har tvunget irakerne til at betale, men i stedet diskuterer vi hele tiden om beslutningsgrundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen var det ene eller andet (*). Hvorfor diskuteres det aldrig, hvilke konsekvenser beslutningen reelt havde? Hvorfor må de 87.000 og deres millioner af pårørende, som beslutningen på den mest brutale vis har berørt, ikke have nogen stemme, når vi evaluerer vores egne handlinger? Hvorfor gælder der ikke et proportionalitetsprincip i udenrigs- og sikkerhedspolitik? Uanset om det var det ene eller det andet beslutningsgrundlag, var det så 87.000 civile dræbte værd? Proportionerne er jo faktisk sammenlignelige med antallet af civile dræbte i Nagasaki efter amerikanerne smed en atombombe der i slutningen af 2. verdenskrig. Og det har da været debatteret heftigt siden da.

Jeg håber, det er, fordi tanken, om at danske politikere måske er medansvarlige for denne enorme gruppe uskyldige menneskers uhyrlige lidelser, er ubærlig.

(*) Politiken: Pind: Rohde må trække citaterne tilbage; Politiken: Forfatter bag Irak-bog: Rohde korrekt citeret; Politiken: Per Stig: Hele verden troede Saddam havde masseødelæggelsesvåben; Politiken: Jens Rohde gennemhuller regeringens Irak-forklaring; Berlingske: Pind: Rohde skal æde alt i sig; Berlingske: Rohde sår tvivl om grundlag for Irak-krig; etc.