You are currently browsing the tag archive for the 'Medier' tag.
Rigtigt mange vælgere var i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds til Europaparlamentsvalget. Det er godt for politikerne, for så er der vælgere at kæmpe om. Men i et fragmenteret mediebillede er det aldrig rigtigt til at sige, hvor vælgerne skal jages. Og tilsyneladende har de forskellige kampagner helt overset den niche, der hedder søgemaskiner.
Jeg fandt et interessant udsagn i en bog jeg har liggende. Prøv at gætte, hvornår det er fra.
“Beneath the rhetoric and fanfare of the [xxxx] presidential campaign lies an important message about the future of democracy. The message is the media.
This is an old message with a new twist. In [xxxx] the media continue to play a central role – according to some the central role – in presidential selection. But for the first time, a dazzling array of new communication technologies [...] have moved off the showroom shelves and onto the campaign trail. Traditional broadcast media and newspapers continue to dominate political communication, but candidates have learned that they ignore the new media arsenal only at their peril.“
Jeg synes, det er et udsagn, som minder utroligt meget om udsagn, vi hører den dag i dag, men prøv at gætte, hvornår det er fra. Svaret findes her.
Stadigt flere politikere får personlige platforme på nettet, hvorfra de profilerer sig selv, og kommunikerer direkte med vælgere. Men samtidig virker det som om, partierne er resignerende, når det kommer til anvendelse af nye medieteknologier. Hører partierne til en gammel medievirkelighed, og tilhører fremtiden driftige politikere med forstand på moderne medier?
I søndagens udgave af Politiken kan man læse en analyse, der beskriver Facebook som politikernes nye ølkasse. Analysen virker intuitivt interessant, men jeg synes den fortjener at blive sat lidt i perspektiv. Det følgende er derfor min egen udlægning af de centrale pointer.
Personorienteret politisk kommunikation
Mere end halvdelen af Folketingets politikere er på Facebook, og selvom mange af dem ikke ved, hvad de laver dér, er der tilsyneladende en tendens til en ny form for politisk kommunikation. I denne nye politiske kommunikation kommunikerer politikerne mere personligt og mere intimt med deres publikum ved at fremvise sider af dem selv, som ikke levnes plads i traditionelle medier.
Via denne form for kommunikation kan politikerne ifølge forfatterne opbygge nye former for relationer til vælgere, der minder om venskabelige relationer. Eller de kan opbygge små netværk af personlige ambassadører. Det er i sig selv en interessant hypotese, men den peger også på en mere generel tendens.
Nye medier vs. traditionel partipolitik
Titlen på analysen i Politiken mindede mig om en akademisk artikel, jeg er stødt på tidligere, 21st Century Soap Boxes? MPs and their Blogs. Artiklen handler generelt om, hvorvidt blogs medvirker til at forandre kommunikationen mellem britiske og canadiske parlamentsmedlemmer og den bredere offentlighed.
En del af pointerne minder om analysen i Politiken, men den peger samtidig i retning af nogle mere generelle udviklingstræk indenfor politisk kommunikation. Et af disse træk er en tilsyneladende konflikt mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier.
Forfatterne peger på, at nogle politiske bloggere forsøger at underminere traditionel partipolitik. Og samtidig peger forfatterne på, at partierne arbejder hårdt for at holde en stram disciplin omkring kommunikationen på politikerblogs.
Der ser altså ud til at være et modsætningsforhold mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier, og artiklen ender med at konkludere:
“[...] the realities of institutionalised collective party politics limit [the blogs'] potential and vitality for political representatives.” (s. 16)
Det ville være interessant at se en mere kritisk og mindre beskrivende eller instrumentel tilgang til nye medier og politisk kommunikation i en dansk kontekst.
.
Videre læsning
.
“Politik på Facebook” – Benny Engelbrecht (MF)
“Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?” – Anna Ebbesen
“Politik & Twitter & Anders Samuelsens forhold til Facebook” – Kasper Bergholt
“Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter” – Mikkel Marius Winther (Wemind) (Kommentartråden er mere spændende end selve indlægget.)
“Politisk levebrød” – Peter Kurrild-Klitgaard (klumme i Berlingske, som ikke drejer sig om nye medier, men som alligevel bidrager med et interessant perspektiv)
Nogen gange skal der blot en lille lyd til for at markere en rungende stilhed. Et tikkende bornholmerur, en dryppende vandhane, et indlæg på en blog, der sjældent opdateres eller en udadvendt person i et S-tog.
Normalitet og S-tog
En søvnig lørdag eftermiddag skete der det forunderlige, at en person henvendte sig til mig i S-toget. Ikke af praktiske årsager og ikke for at brokke sig, men blot med sætningen, “Ha’ en god dag!”. Jeg satte mig på sædet over for ham, og allerede da havde vi brudt flere sociale konventioner.
Man taler ikke med fremmede, og man indleder ikke en samtale med en afskedshilsen. Men hvis man er en lille smule anderledes, må man godt. Og manden, jeg sad over for, passede tydeligvis ikke ind i kataloget af normale S-togs stereotyper.
Hans øjne havde en sjov placering i hans lettere overdimensionerede ansigt, og hans stemme var høj med et barnligt strejf. Han var tydeligvis en af “dem der”, og du ved, hvem jeg taler om. Harmløse selvfølgelig, men man ved aldrig helt, hvad man kan forvente.
Så da vi nåede Hillerød, havde han ønsket det meste af togvognen en god dag. Han havde spillet høj musik på sin mobiltelefon, og jeg havde spist en af hans vindruer. Jeg fik den i bytte for en kanelgiffel. Og de andre passagerer havde skulet til os hele vejen. Høflige, men tavse.
Rungende tavshed i et snakkesamfund
Jeg bed mærke i tavsheden, for det var ikke første gang, jeg havde bemærket den. Selvom der er masser af mennesker, der snakker i S-tog, er de fleste mennesker tavse, ligeså snart der er noget på spil. Vi havde givetvis generet en god del af de andre passagerer, men ikke én henvendte sig til os. Og det kunne de jo bare have gjort.
Det er påfaldende, synes jeg. I et samfund, hvor vi hele tiden får stillet nye kommunikationsredskaber til rådighed, og hvor medierne er fyldte med snak, har vi svært ved at åbne munden for at henvende os til et fremmed menneske i et tog.
Jeg vil ikke selv spille hellig, for den lørdag på vej mod Hillerød var atypisk. Jeg kommunikerer med flere mennesker gennem min computer, end jeg gør gennem min mund. Og jeg får aldrig hilst på mine lokale Netto-medarbejdere, selvom vi genkender hinanden, og jeg har lyst.
Det sjove var blot, at da jeg talte med denne fremmede mand, blev jeg opmærksom på, hvor sjældent det sker. Og det, synes jeg egentlig, er synd.
Onsdag i sidste uge sad jeg hele formiddagen i et trangt grupperum på Københavns Universitet og diskuterede Internet og partier med min medstuderende Sara. Vi skulle holde oplæg om eftermiddagen i et kursus om Internet og politik, og ud af det kom blandt andet et spændende perspektiv på partiers kommunikation på Facebook.
På Facebook skal du have et fjæs
Der har været meget debat om mulighederne for at føre politiske kampagner via nye sociale medier, og indtil videre har det ikke set ud til, at medieudviklingen har været til fordel for partiernes medlemsorganisationer, men snarere for partiernes toppolitikere. Facebook er for personer med ansigter – det ligger i navnet – ikke for upersonlige partiorganisationer.
Min medstuderende, Sara, gjorde mig eksempelvis opmærksom på, at mens Anders Fogh Rasmussen har mere end 25.000 supporters på Facebook, så har partiet Venstre mindre end 200 fans: 1- 0 til personorienteret politik.
Det gjorde mig nysgerrig, så jeg undersøgte, hvordan forholdene er i USA. Her har Obama mere end 2.300.000 supporters, mens det demokratiske parti kun har lidt mere end 3.000 fans: 2 – 0 til personorienteret politik.
En god sag hjælper ikke
Nu er jeg, som så mange andre, medlem af flere grupper på Facebook, og en del af dem er politiske. Man kunne tro, det ville hjælpe partiorganisationerne på Facebook, fordi deres kerneydelse netop er politiske holdninger, men det gør det bare ikke. Hvis vi holder fast i partiet Venstre, så er mærkesager som skattestop eller stram udlændingepolitik stort set ikke at finde på Facebook.
Heller ikke Obama’s floskler om change eller Yes we can! er særligt stærkt repræsenteret på Facebook.
Man kommer altså ikke udenom, at partierne er afhængige af ansigter, hvis de vil gøre sig på Facebook.
Facebook giver partierne nye ansigter
Men det, som er rigtigt interessant, er, at partiernes ansigter på Facebook ikke behøver at være toppolitikernes. Jeg har eksempelvis flere Facebook-venner, der er medlemmer af Radikal Ungdom, og de bringer medlemsorganisationen direkte ind i min news feed.
De skriver status updates om aktuelle, interne forhold i partiorganisationen, og de uploader billeder fra sociale arrangementer, så det er muligt at få et indblik i den uformelle, personlige del af partiets aktiviteter. På den måde får jeg et helt andet billede af Det Radikale Venstre, end jeg ville gøre ved at besøge Margrethe Vestagers profil.
På den ene side bliver partierne altså mindre synlige, fordi toppolitikerne overtager billedet, men på den anden side bliver partierne mere synlige, fordi almindelige partimedlemmer gør sider af partierne synlige, som ikke tidligere har været det. Måske er det ikke partierne som sådan, der må vige for personerne, men derimod deres programmer, der forsvinder i det blå?
