Det radikale net

Efter Obamas succes med anvendelse af interaktive, digitale medier i sin valgkampagne, har der været meget hype om, hvornår og hvordan denne udvikling ville slå igennem i Danmark. Radikale.net er det eneste danske sted på Internettet, som jeg kender til, der bygger på en konsekvent strategi for digital interaktion. Men strategien er ikke problemfri.

Brugerne i centrum

Radikale.net blev lanceret af Det Radikale Venstre i september 2007 to måneder før folketingsvalget d. 13. november. Partiet havde indtil da sin centrale tilstedeværelse på internettet på domænet Radikale.dk.

Radikale.dk fortsatte som kanal for partiets officielle politik, mens Radikale.net af Margrethe Vestager blev beskrevet som et sted, hvor alting er til debat, og hvor det er muligt at lave events. Partiet havde således på det tidspunkt to platforme på internettet, som blev drevet parallelt med forskellige formål. I begyndelsen af 2009 er det stadig tilfældet.

Grundpillen i Radikale.net er, at brugerne af siden har mulighed for at oprette profiler, fordi det er brugere med profiler, der skaber alt indhold og aktivitet på siden. Med en brugerprofil kan man skabe relationer til andre brugere, skrive debatindlæg, samt oprette events og grupper.

Der er dog en vis redaktionel linje, idet indlæg fra særligt folketingspolitikere bliver fremhævet på forsiden, men det er alligevel primært det brugerskabte indhold, som er i fokus. På forsiden fremhæves resuméer fra de seneste indlæg fra brugerne nemlig ved siden af det redaktionelt udvalgte indhold.

Eksemplet er taget fra Radikale.net d. 7. april 2007. Billedet er lettere modereret.

Changing the world of internet and politics

I September 2008 blev Det Radikale Venstres hjemmeside Radikale.net nomineret til ”Top 10 Who are Changing the World of Internet and Politics” af internetmagasinet Politics Online.

De danske partier havde generelt haft en tilstedeværelse på Internettet siden midten af 1990′erne, og Det Radikale Venstre havde haft en hjemmeside siden december 1996 (Löfgren 2001: 18). Men i 2008 var det første gang, at et dansk parti oprettede et åbent og offentligt tilgængeligt netværk, hvor både partimedlemmer og andre interesserede kunne deltage.

Politics Online lagde i deres nominering vægt på, at Radikale.net gør det nemmere for partimedlemmer at deltage i partiaktiviteter og at Radikale.net åbner partidebatter og kampagneaktiviteter for alle, der måtte være interesserede uafhængigt af partitilhørsforhold.

Særegent i en dansk sammenhæng

Radikale.net er særegent i en dansk sammenhæng, fordi det er det første danske eksempel på, at et parti anvender interaktive, digitale medier til at åbne partiets interne kommunikation for offentligheden. Radikale.net er dog ikke det første eksempel på generel politisk anvendelse af interaktive, digitale medier i en dansk sammenhæng.

Men strategien bag og implementeringen af Radikale.net adskiller sig fra den måde, politikere og partier tidligere har anvendt interaktive, digitale medier som weblogs og sociale netværkstjenester ved at sætte partiet i centrum frem for politikere, ved åbne partiet for deltagelse uafhængigt af partimedlemskab og ved at være åbne omkring partiinterne processer.

Det er dog værd, kort at ridse op, hvordan interaktive, digitale medier hidtil har været anvendt i Danmark for at markere forskellen.

Danske partier og digital interaktion

Under den danske folketingsvalgkamp i 2005 anvendte 52 (5 %) af folketingskandidaterne weblogs som en ny form for politisk kommunikation. Og ud af de 52 weblogs havde 8 folketingskandidater implementeret en kommentarfunktion. (Pedersen & Klastrup 2005).

Kommentarfunktionen gav webloggens publikum mulighed for at efterlade en kommentar til den enkelte folketingskandidat, og folketingskandidaten havde mulighed for at svare på kommentarene. På den måde muliggjorde kommentarfunktionen interaktion mellem folketingskandidater og vælgere.

Interaktion mellem folketingskandidater og vælgere er dog ikke noget nyt, idet noget så analogt som en samtale mund til mund også er interaktion. Det afgørende nye ved kommentarfunktionen var, at de kommentarer som den enkelte vælger efterlod, blev udstillet varigt for resten af bloggens publikum.

På denne måde blev løbende interaktion mellem folketingskandidater og vælgere – eller manglen på samme – udstillet som en del af folketingskandidaternes eksterne kommunikation. Og publikum havde mulighed for at deltage hvor som helst og når som helst.

Studier af brugen af kommentarfunktionen på politikeres blogs, har dog vist, at interaktionen blandt danske politikere og deres internetpublikum er begrænset (Jensen et al 2008, Aagaard & Andersen 2008)

Et andet aspekt ved den interaktion, som hidtil har fundet sted mellem politikere og vælgere, er, at interaktionen har været præget af et hierarkisk forhold. Politikere og partier har publiceret indlæg, som publikum derefter har kunnet svare på. Publikum har ikke haft mulighed for at tage initiativet, og de har ikke haft mulighed for at interagere horisontalt uafhængigt af politikernes indlæg.

Partiernes tilstedeværelse på Internettet er også generelt præget af et heterogent og uintegreret udtryk.

Nogle partiledere har egne hjemmesider uafhængigt af de officielle partihjemmesider, mens andre ikke har. Nogle partiledere er meget aktive på Facebook, mens andre ikke er. Og nogle menige folketingsmedlemmer bruger personlige weblogs meget aktivt, og forsøger at opbygge faste publikum, mens andre folketingsmedlemmer, slet ikke har noget så simpelt som en hjemmeside.

Det giver et væld af forskellige indgange til partiet på internettet, og partierne ser meget forskellige ud, alt efter hvorfra man kigger.

Det radikale brud

Radikale.net kan ses som et brud med den manglende interaktivitet, fordi det er lykkedes at skabe et netsted, som hyppigt opdateres med nye indlæg og kommentarer.

Der kan også ses et brud med det hierarki, som hidtil har været en del af partiernes tilstedeværelse på internettet, fordi brugerne af Radikale.net selv kan tage initiativ til indlæg, og frit kan kommunikere på kryds og tværs.

Og herudover er Radikale.net et sted, der i højere grad end tidligere integrerer partiets mange forskellige tilstedeværelser på internettet, idet partiets politikeres og kandidaters profiler med tilhørende weblogs er integreret i Radikale.net.

Det mest afgørende brud er dog, at Radikale.net bliver anvendt af partimedlemmer til at diskutere og udvikle politik og strategier, og at denne partiinterne interaktion er synlig for offentligheden. Denne gennemsigtighed er dog ikke problemfri.

Da Ammitzbøll stjal rampelyset

Det mest omtalte indlæg på Radikale.net må være et indlæg som blev publiceret af Simon Emil Ammitzbøll d. 20. september 2008 under partiets landsmøde i Nyborg. Indlægget kom tre dage efter, at Ammitzbøll i en kronik i Berlingske havde rettet en skarp kritik mod Det Radikale Venstre partileder Margrethe Vestager.

Det var en lørdag midt under partiets landsmøde, og pressen var derfor i forvejen fokuseret på partiet. Indlægget blev publiceret kl. 12.10, men kl. 14.20 kunne man via Ritzau læse, at ”kun enkelte Ammitzbøll-støtter holdt kritikken i live. Resten af landsmødet mødte ham med tavshed.”

Dette billede havde dog ændret sig kl. 15.20, hvor det igen lykkedes Ammitzbøll at stjæle rampelyset. Ritzau skrev: ”Først skrev han en kronik i Berlingske Tidende. Nu kritiserer Simon Emil Ammitzbøll R-ledelsen via De Radikales eget internetnetværk, mens han er i New York.”

Historien, der havde ligget og ulmet under landsmødets overflade, havde nu igen fanget an. Og kl. 16.00 blev det offentligt, at Morten Østergaard, folketingsgruppens næstformand, til en journalist fra Ritzau vedgik, at ”Ammitzbøll havde formået at rejse en debat om partiets strategi på weekendens landsmøde.”

Ammitzbøll var ikke selv tilstede ved landsmødet, men via Radikale.net var det på under fire timer lykkedes ham at stjæle opmærksomheden i medierne.

Radikale.net, der i begyndelsen af september 2008 var en succeshistorie om kreativ og banebrydende anvendelse af interaktive, digitale medier, var nu i slutningen af samme måned blevet en kilde til historier om splid internt i partiet. Radikale.net havde mistet sin uskyld.

Fortsatte historier om intern splid

Siden Ammitzbølls famøse indlæg er Radikale.net gang på gang blevet anvendt som kilde til historier om interne konflikter i Det Radikale Venstre. Men hvor det i første omgang var en folketingskandidat, som allerede nød stor opmærksomhed i medierne, der blev citeret i medierne, var det allerede en måned efter almindelige brugere af Radikale.net, der blev brugt som kilder.

Politiken skrev d. 21. oktober 2008: ”Dagen i går rasede debatten om Vestagers ny strategi, hvor især regeringssamarbejdet med SF trak overskrifter på debatforummet Radikale.net.” Og i Børsen kunne man d. 17. februar 2009 læse, at ”på det radikale kommunikationsforum, radikale.net, kritiserer flere folketingsgruppens arbejde.”

Den åbenhed og gennemsigtighed, der har ligget som et centralt element i Radikale.net, har medført, at partiets ledelse nu i stigende grad bliver modsagt i nyhedsmedierne af deres egne partifæller.

Men hvorfor er åbenhed så en god kommunikationsstrategi?

Jeg er i øjeblikket ved at skrive speciale, og har efterhånden været i gang et stykke tid. Jeg startede med en idé om, at det var muligt at sige noget generelt om partiernes strategier på internettet ved at foretage kvalitative analyser af partihjemmesider, men jeg har forkastet idéen.

I stedet er jeg venligt blevet gjort opmærksom på, at Radikale.net er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg er nu specifikt interesseret i, hvorfor Det Radikale Venstre mener, at den åbenhed, der ligger i Radikale.net, er en god strategi. Og hvis du har gode inputs til det spørgsmål, ville jeg elske, hvis du smed en kommentar.

Frihed under undertrykkelse?

I starten af denne uge cyklede jeg gennem regn og blæst ud på Christianshavn for at deltage i seminaret Digital Media in Repressive Regimes hos Institut for Menneskerettigheder.

Seminaret bestod af 15 korte oplæg af internationale forskere og aktivister, og havde fokus på den digitale kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i særligt Iran og Kina. Et vanvittigt spændende emne, hvis man som jeg interesserer sig for koblingen mellem Internettet og politik.

Kamp om den digitale offentlighed

I både Iran og Kina får flere og flere mennesker adgang til Internettet og mobiltelefoner, og det skaber nye betingelser for politisk kommunikation. Adgangen til at ytre sig offentligt bliver mere fri, men samtidig bliver mulighederne for at undertrykke befolkningerne også større.

Oppositionen i landene anvender blogs til at ytre sig om politiske emner til et bredt publikum, som de ellers ikke ville have haft adgang til, og der er tendenser i retning af, at nye medier kan medvirke til skabelsen af større oppositionsbevægelser, fordi Internettet er en mulighed for at omgå forbud mod større forsamlinger.

Men samtidig med, at nye medier er gode redskaber for folkelig opposition i landene, er de i lige så høj grad fantastiske redskaber for regeringerne. Nye medier anvendes til propaganda og til overvågning, ligesom der opbygges sofistikerede filter- og censur-systemer. I Kina og Iran kan du ryge i fængsel for at være for kritisk på din blog!

Jeg fandt dette billede på Flickr, og jeg synes, det har en interessant pointe. Hvis udbredelsen af nye medieteknologier medfører, at tilfældige kinesere skal udsættes for Berlusconi, så er det måske ikke en større demokratisk revolution, man skal forvente.

Kontrast til Danmark

I Danmark er der meget snak om anvendelse af digitale medier til politisk kommunikation, og oftest kommer snakken fra en af to lejre.

Den første hævder, at politisk anvendelse af Internettet vil revolutionere politisk kommunikation, og at de som først forstår at udnytte potentialet, kan høste store gevinster i form af gode valgresultater. Den anden hævder, at Internettet blot er gammel vin på nye flasker – at det politiske landskab grundlæggende er uændret.

Jeg mener, at begge fløje på hver deres vis har ret, men de misser den grundlæggende pointe at de digitale medier – deres udbredelse og deres anvendelse – i sig selv rummer store politiske spørgsmål. Når man ser på digitale medier i forbindelse med undertrykkende regimer som Iran og Kina får man blik for netop det.

Digitale medier stikker til spørgsmål om ytringsfrihed, privat ejendomsret, personlig sikkerhed og social sammenhængskraft, men i Danmark er interessen begrænset.

E-democracy eller Big Brother?

Men hvad betyder så digitale medier i et samfund som det danske? Blogosfæren giver alle og enhver mulighed for at ytre sig om hvad som helst, og det er selvfølgelig en frihed. Men at ytre sig er ikke det samme som at blive hørt, og i et demokrati er det vel en lige så vigtig del af ytringsfriheden?

WordPress-domænet, som jeg selv bruger som platform, er eksempelvis i Danmark domineret af mere eller mindre udtalt racistiske blogs. En minoritet i samfundet, der har sat sig på debatten. Er det mindretalsbeskyttelse, eller er det bare fremmedfjendsk populisme?

Samtidig udsætter du dig selv for overvågning hver eneste gang du ytrer dig på Internettet. Den mest simple form er den, der kan findes på Google. Den mere avancerede form er den, der foretages af politi og efterretningstjenester. Er det et vilkår, vi må leve med, eller rummer det spørgsmål om gennemsigtighed og retsikkerhed?

Og hvad med rettigheder til data, som du selv producerer? Rettigheder til dine fotos, tekster og personlige oplysninger. Hvem tilhører de, når de først er landet i et digitalt, globalt netværk?

Nye digitale medier har politisk betydning, og hvis vi vil fortsætte vores demokratiske tradition, er vi nødt til at diskutere dem!

87.000 civile dræbt i Irak

Vidste du, at mere end 87.000 civile irakere er døde af voldelige årsager siden invasionen i 2003? Jeg var klar over, at tallet var højt, men ikke, at det var så højt, før jeg besøgte Iraqbodycount.org. Det er en anset hjemmeside (BBC anvender den), der løbende opgør antallet af civile dræbte i Irak.

Og selvom tallet er højt, så er det ikke medregnet de mange irakiske soldater, som døde under selve invasionen eller de civile, som er døde af andre krigsrelaterede årsager som sygdom og sult. Og illegale kombatanter er selvfølgelig slet ikke medregnet. Alt i alt er det samlede antal irakere, der har måttet lade livet i forbindelse med krigen altså væsentligt højere end de 87.000. Men lad os alligevel holde os til det tal, fordi det er et tal, der er dokumenteret.

87.000 er ca. en civil dræbt for hver 333 indbyggere i Irak. Omregnet til danske forhold ville det svare til ca. 15.000 civile dødsfald eller ca. 900.000, hvis tallet omregnes til amerikanske forhold. Vi ville sandsynligvis tale om en national tragedie – mon ikke også irakerne gør det?

Ikke desto mindre, er det den pris, vi har tvunget irakerne til at betale, men i stedet diskuterer vi hele tiden om beslutningsgrundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen var det ene eller andet (*). Hvorfor diskuteres det aldrig, hvilke konsekvenser beslutningen reelt havde? Hvorfor må de 87.000 og deres millioner af pårørende, som beslutningen på den mest brutale vis har berørt, ikke have nogen stemme, når vi evaluerer vores egne handlinger? Hvorfor gælder der ikke et proportionalitetsprincip i udenrigs- og sikkerhedspolitik? Uanset om det var det ene eller det andet beslutningsgrundlag, var det så 87.000 civile dræbte værd? Proportionerne er jo faktisk sammenlignelige med antallet af civile dræbte i Nagasaki efter amerikanerne smed en atombombe der i slutningen af 2. verdenskrig. Og det har da været debatteret heftigt siden da.

Jeg håber, det er, fordi tanken, om at danske politikere måske er medansvarlige for denne enorme gruppe uskyldige menneskers uhyrlige lidelser, er ubærlig.

(*) Politiken: Pind: Rohde må trække citaterne tilbage; Politiken: Forfatter bag Irak-bog: Rohde korrekt citeret; Politiken: Per Stig: Hele verden troede Saddam havde masseødelæggelsesvåben; Politiken: Jens Rohde gennemhuller regeringens Irak-forklaring; Berlingske: Pind: Rohde skal æde alt i sig; Berlingske: Rohde sår tvivl om grundlag for Irak-krig; etc.

Er EU blevet mere folkeligt?

Europa-Parlamentet havde 50 års fødselsdag den 19. marts i år. Det var et jubilæum for en politisk institution med stor betydning for alle europæeres hverdag, men nogen stor folkelig begivenhed blev det aldrig. Personligt kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede den dag, men jeg var i hvert fald ikke ude i gaderne og svinge den blå fane med de 12 stjerner. Og det er vel heller ikke så mærkeligt, for hele EU-systemet har aldrig været særligt folkeligt.

EU har været for politikere, embedsmænd og samfundsforskere, når det gjaldt det indholdsmæssige i systemet. Almindelige danskere har kun interesseret sig for EU, når der skulle stemmes om en ny traktat eller imellem afstemningerne, når det enten var muligt at modtage støttekroner, eller når EU opførte sig på en måde som stemte overens med almene fordomme om systemet. Standardiseringen af agurkestørrelser er vel det bedste eksempel på det.

Hvordan kompetencefordelingen er mellem de forskellige EU-institutioner, hvilke sager der er på dagsordenen eller beslutningsprocesserne op til vedtagelse af et nyt direktiv, er noget, de færreste danskere beskæftiger sig med. Vi har ikke set de politiske forskelle. Kort sagt har interessen for det politiske indhold i EU-systemet været minimal.

EU har været noget uden for Danmark – noget nede i Bruxelles – og i den forstand har der været en udbredt folkelig opfattelse af, at dansk politik og EU-politik kan adskilles. Faktisk har EU stort set været defineret som en modsætning til Folketinget og den danske stat, hvis man ser på den EU-kritik, som er repræsenteret af Dansk Folkeparti. I sit ekstrem har denne diskurs defineret Danmark og EU som to modsatte poler, og det har betydet, at politiske sager indenfor denne diskurs ikke har kunnet være dansk politik og EU-politik på en og samme tid; det har været et enten-eller spørgsmål.

Men spørgsmålet er, om der er ved at ske et brud i denne fastlåsthed; om almindelige danskere pludselig er ved at få øjnene op for, at EU og dansk politik ikke kan adskilles, og at det derfor pludselig er interessant, hvad der foregår “nede i Bruxelles”. Paradoksalt nok peger sagen omkring Udlændingeservice og dens vildledning af borgere omkring familiesammenføringsregler i den retning. For pludselig er kompetencefordeling mellem EF-domstol og den danske regering interessant, og hvad mere er: Domstolens aktivistiske rolle bliver diskuteret. Det er altså ikke længere blot forskellen mellem Danmark og EU, der bliver aktiveret i debatten, men også selve den måde EU er indrettet på, og den måde en konkret institution agerer på.

Tilmed kan man i Politiken idag læse, hvad en tysk politiker mener om EF-domstolens rolle, og det er måske et tegn på, at en opfattelse af at Danmark er et medlemsland blandt flere, og at andre landes politikere godt kan føre sager i dansk interesse mod en EU-institution, er ved at vinde større udbredelse.

Og i går kunne man i TV2’s nyheder se en reportage fra Europa-parlamentet, hvor både en fransk, en cypriotisk og to danske EU-parlamentarikere udtalte sig om dansk asylpolitik. Her blev forskellen mellem “nede i Bruxelles” og dansk politik altså heller ikke opretholdt.

Så selvom der er en åbenlys konflikt mellem den danske regering og EU omkring udlændingespørgsmål, så ser det faktisk ud til, at netop den konflikt er med til at nedbryde den diskursive barriere mellem, hvad der er dansk politik, og hvad der er EU-politik, fordi spørgsmålet i højere grad kommer til at dreje sig om, hvem der er for en stram udlændingepolitik, og hvem der er for en human udlændingepolitik. Og eftersom udlændingepolitik er et af de hotteste emner på den politiske dagsorden i Danmark i dag, er det politiske indhold i EU lige pludselig også blevet mere interessant for den almindelige dansker.