You are currently browsing the monthly archive for august 2008.

Politiken skriver i en artikel om en ny type granater, indkøbt af Forsvaret, der afsender en sky af metalpile mod fjenden. Dette våben bliver kraftigt kritiseret af Amnesty International, hvis formand Lars Normann Jørgensen udtaler, at “Vi er bekymrede over den type våben. Det er et upræcist våben, der rammer vilkårligt og dermed risikerer at dræbe civile“.

Men i en anden artikel i Politiken kan man læse, at FN anslår, at et amerikansk luftangreb i sidste uge dræbte 90 civile. Der bliver altså allerede anvendt våben, der dræber vilkårligt. Så hvorfor er det, at lige præcis pilegranaten bliver fremhævet som noget særligt afskyeligt? Der er jo ikke nogen, der mener, at et våben som luftangreb skal afskaffes, fordi de dræber tilfældige civile; kvinder og børn.

Jeg tror, at lige præcis pilegranaten bliver fremhævet, fordi den er i stand til at symbolisere noget andet. Det er ikke granaten i sig selv, der er problemet, og heller ikke de Taleban-krigere, der måtte blive gennemboret af metalpilene et fjernt sted i Afghanistans majsmarker. Problemet er hele krigen i sig selv. Kritikken af pilegranaten er ikke blot en kritik af et tilfældigt våben, som bliver anvendt i en krig, som tilfældigvis foregår i Afghanistan. Nej, kritikken er en kritik af lige netop den krig, der foregår i Afghanistan, men det er der bare ikke nogen der tør sige, for det er blevet tabu.

Så frem for en åbenlys kritik af krigen i Afghanistan bliver vi præsenteret for en mere subtil kritik i form af modstanden mod pilegranaterne. Og det kan for så vidt være en meget god strategi, fordi pilegranaterne er i stand til at fremhæve alt, hvad der er afskyeligt i krig: Paranoid nærkamp og lemlæstede menneskekroppe; metal gennem kød, knogler og indvolde. Pilegranaterne aktiverer simpelthen nogle grimme og uæstetiske associationer, og derfor gør de også krigen grim.

Så for at besvare spørgsmålet i overskriften: Problemet er, at pilegranater fremhæver alt det grimme ved krig, og tvinger os til at overveje, om den opgave, vi har sat danske soldater til i Afghanistan, grundlæggende er en god idé. Det tør man bare ikke sige højt.

Reklamer

Forrige uge var jeg på Grundtvig Højskole for at deltage i et kursus om amerikansk demokrati. Vi tjekkede ind søndag eftermiddag, fik god højskolemad om aftenen og inden sengetid et introducerende foredrag om baggrunden for amerikansk demokrati af Mads Fuglede. Foredraget startede helt tilbage ved den amerikanske uafhængighedskrig, og lagde et historisk perspektiv på det amerikanske demokrati. En spændende vinkel, som de fleste danskere har et meget lille kendskab til. Det meste af, hvad vi ved om USA, ved vi fra TV og internet, hvor underholdning og aktualitet er centrale relevanskriterier, og hvor den historiske vinkel således kommer til at virke en tand for støvet. Resten af ugen fortsatte med dette perspektiv, og det viste sig, at en historisk tilgang til aktuel amerikansk politisk giver en meget nuanceret forståelse af aktuel amerikansk politik. Jeg var eksempelvis ikke klar over, at tyskere var den største indvandrergruppe i USA i starten af sidste århundrede, og at det havde afgørende betydning for USA’s politik før, under og efter 2. Verdenskrig. Gad vide, hvad den store indvandring fra spansktalende lande så betyder for USA’s politik over for Latinamerika?

Andre foredragsholdere var Niels Bjerre-Poulsen, Uffe Østergaard, Henning Koch, Ole Vind, Carl Pedersen, Niels Lindvig og Troels Gaihede, og dermed var størstedelen af de USA-eksperter vi normalt møder i danske nyhedsmedier repræsenteret. Der manglede måske lige Peter Kurrild-Klitgaard, Martin Krasnik og Clement Kjærsgaard. Men det er jo faktisk interessant, at alt den USA-ekspertise, vi møder i medierne, er udgjort af denne lille gruppe mennesker, hvis man tænker på, hvor stort og komplekst et fænomen USA er. Og når hele ekspertisen – bortset fra et par afvigere – tilmed udgøres af historikere og journalister, bliver det endnu mere tankevækkende. Med alt det ovenstående nævnt om det produktive ved en historisk vinkel på aktuel politik, ville vi så overlade et emne som eksempelvis dansk valgkamp til en lille håndfuld historikere og journalister? Findes der ikke nogen jurister, økonomer eller politologer, som ser godt ud på TV?

Twitter

Reklamer