Europa-Parlamentet havde 50 års fødselsdag den 19. marts i år. Det var et jubilæum for en politisk institution med stor betydning for alle europæeres hverdag, men nogen stor folkelig begivenhed blev det aldrig. Personligt kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede den dag, men jeg var i hvert fald ikke ude i gaderne og svinge den blå fane med de 12 stjerner. Og det er vel heller ikke så mærkeligt, for hele EU-systemet har aldrig været særligt folkeligt.

EU har været for politikere, embedsmænd og samfundsforskere, når det gjaldt det indholdsmæssige i systemet. Almindelige danskere har kun interesseret sig for EU, når der skulle stemmes om en ny traktat eller imellem afstemningerne, når det enten var muligt at modtage støttekroner, eller når EU opførte sig på en måde som stemte overens med almene fordomme om systemet. Standardiseringen af agurkestørrelser er vel det bedste eksempel på det.

Hvordan kompetencefordelingen er mellem de forskellige EU-institutioner, hvilke sager der er på dagsordenen eller beslutningsprocesserne op til vedtagelse af et nyt direktiv, er noget, de færreste danskere beskæftiger sig med. Vi har ikke set de politiske forskelle. Kort sagt har interessen for det politiske indhold i EU-systemet været minimal.

EU har været noget uden for Danmark – noget nede i Bruxelles – og i den forstand har der været en udbredt folkelig opfattelse af, at dansk politik og EU-politik kan adskilles. Faktisk har EU stort set været defineret som en modsætning til Folketinget og den danske stat, hvis man ser på den EU-kritik, som er repræsenteret af Dansk Folkeparti. I sit ekstrem har denne diskurs defineret Danmark og EU som to modsatte poler, og det har betydet, at politiske sager indenfor denne diskurs ikke har kunnet være dansk politik og EU-politik på en og samme tid; det har været et enten-eller spørgsmål.

Men spørgsmålet er, om der er ved at ske et brud i denne fastlåsthed; om almindelige danskere pludselig er ved at få øjnene op for, at EU og dansk politik ikke kan adskilles, og at det derfor pludselig er interessant, hvad der foregår “nede i Bruxelles”. Paradoksalt nok peger sagen omkring Udlændingeservice og dens vildledning af borgere omkring familiesammenføringsregler i den retning. For pludselig er kompetencefordeling mellem EF-domstol og den danske regering interessant, og hvad mere er: Domstolens aktivistiske rolle bliver diskuteret. Det er altså ikke længere blot forskellen mellem Danmark og EU, der bliver aktiveret i debatten, men også selve den måde EU er indrettet på, og den måde en konkret institution agerer på.

Tilmed kan man i Politiken idag læse, hvad en tysk politiker mener om EF-domstolens rolle, og det er måske et tegn på, at en opfattelse af at Danmark er et medlemsland blandt flere, og at andre landes politikere godt kan føre sager i dansk interesse mod en EU-institution, er ved at vinde større udbredelse.

Og i går kunne man i TV2’s nyheder se en reportage fra Europa-parlamentet, hvor både en fransk, en cypriotisk og to danske EU-parlamentarikere udtalte sig om dansk asylpolitik. Her blev forskellen mellem “nede i Bruxelles” og dansk politik altså heller ikke opretholdt.

Så selvom der er en åbenlys konflikt mellem den danske regering og EU omkring udlændingespørgsmål, så ser det faktisk ud til, at netop den konflikt er med til at nedbryde den diskursive barriere mellem, hvad der er dansk politik, og hvad der er EU-politik, fordi spørgsmålet i højere grad kommer til at dreje sig om, hvem der er for en stram udlændingepolitik, og hvem der er for en human udlændingepolitik. Og eftersom udlændingepolitik er et af de hotteste emner på den politiske dagsorden i Danmark i dag, er det politiske indhold i EU lige pludselig også blevet mere interessant for den almindelige dansker.