You are currently browsing the monthly archive for oktober 2008.

Onsdag morgen satte jeg mig ved mit skrivebord, tændte min computer, åbnede min indboks. Det var ren  vane at tænde computeren, og jeg forventede ikke det store kick. Én mail ramte mig.

Du er kedelig!

Mailen var ikke tiltænkt mig. Den skulle aldrig have have nået min indboks. Ikke desto mindre handlede den om mig. Der stod, at jeg er kedelig.

Det kom bag på mig. Først blev jeg ked af det og såret. Derefter vred, og jeg tænkte, nej, fandme nej, jeg er ikke en skid kedelig. Og til sidst,  jo, måske er jeg kedelig, men hvad fanden rager det andre!?

Er det en borgerpligt at være underholdende? Er det et socialt ansvar at bidrage med spænding til andre menneskers hverdag? Er vi nået til et “underhold din næste” ethos?

Entertainment and excitement

Mens jeg spekulerede over det – og forsøgte at koncentrere mig om det arbejde, jeg var i gang med – kom jeg i tanke om et par sangtekster, som satte tingene lidt i perspektiv. For, ja, måske er jeg del af en generation, hvor man ikke har lov til at være kedelig, og hvor vi hele tiden kræver underholdning.

With the lights out its less dangerous | Here we are now | Entertain us | I feel stupid and contagious | Here we are now | Entertain us | A mulatto | An albino | A mosquito | My libido | Yea” (Nirvana: Smells like teen spirit)

Den sang er kampråbet fra mine teenageår. Det interessante er, at vi ifølge Nirvana kræver konstant underholdning, fordi vi feel stupid and contagious. Vores krav til omverdenen kommer fra vores eget lave selvværd. Mike Skinner fra The Streets skærer det endnu mere ud i pap:

Geezers need excitement | If their lives don’t provide them this they incite violence | Common sense | Simple common sense” (The Streets: Geezers need excitement)

Vi er ikke i stand til at underholde os selv, og hvis der ikke er andre, der gør det for os, går vi amok. Voldeligt amok. Nu er København langt fra at være en engelsk betonforstad, og jeg forventer ikke at få en knytnæve i fjæset, fordi jeg er kedelig, men rammer manden ikke alligevel vores generation på sømmet?

Aggresionen er i luften

Gå igennem Københavns gader en lørdag nat (ædru) og læg mærke til aggressionen i luften. Folk, der skriger hæmningsløst efter fisse. Fulde mennesker på stjålne cykler, der med dødsforagt kører om kap med taxaerne. Flasker, der bliver smadret mod mursten. Mænd i svedige skjorter og løsnede slips, der skubber til hinanden. Teenagedrenge i tøj, der er betalt af mor, forsøger at komme forbi en overdimensioneret dørmand ind i natklubbens forjættede land.

Det er ikke en generation i harmoni med sig selv, man møder kl. 3 lørdag nat på Sankt Hans Torv. Det er ikke en generation, der bliver underholdt. Det er en frustreret generation. En generation, der keder sig. En generation, der ikke har nok i det skæg, den selv sidder på. Og det er en generation, der bliver vred på alle dem, der ikke deler frustrationen – det er det interessante.

Kedsomhedens paradoks

Grunden til, at jeg i første omgang følte mig såret over at blive kaldt kedelig, var jo, at mailen havde ramt et ømt punkt hos mig. Den havde ramt nogle af de grundlæggende normer og værdier, som deles i min generation. Du skal kede dig, og du skal jage spændingen. Du skal være i tvivl om, hvad du vil med dit liv. Du skal drikke din øl op. Du skal være ligesom os andre, ellers kan vi ikke stole på dig. Du skal kede dig.

Så det er min generations paradoks: Flugt fra kedsomhed og jagt på spænding, samtidig med en udbredt intolerance overfor mennesker, der ikke deler kedsomheden. Og hvem er egentlig de mest kedelige? Dem der keder sig, og derfor jager spændingen, eller dem der ikke deler kedsomheden, og derfor bare gør, hvad de nu gør?

Reklamer

Det er efterhånden en lille måneds siden, jeg har været aktiv her på bloggen, og det er jeg ked af. Det skyldes ikke manglende lyst og bestemt heller ikke mangel på inspiration, men nærmere, at jeg er blevet ramt af en af tidens store kriser. Måske er det krisen, som slår både finanskrise, energikrise og fødevarekrise; nemlig den allestedsnærværende mangel på tid.

For lidt mere end en måned siden blev jeg far til Oskar, som (selvfølgelig) er den mest fantastiske lille dreng i denne galakse. Jeg vil ikke udelukke, at der findes en konkurrent i en anden fjern, fjern galakse eller eventuelt i et parallelt univers, men indenfor det nærmeste par tusinde lysår tager Oskar prisen. Hmm… man bliver lettere bims af at få børn.

Derudover forsøger jeg at få taget ordentligt hul på min specialeskrivning, som lider lidt under bleskift, dårlig søvn, lægebesøg, tøjvask, opvask, barnevask og pjask. Jeg begynder at få konkretiseret mine idéer, og jeg begynder at kunne se, hvordan jeg skal gribe det an, men jeg synes godt nok stadig, det er lidt af en udfordring. Mest af alt, fordi man skal opfinde alting selv.

Men mens jeg går og ikke-blogger, så går jeg også overvejer, hvordan jeg gerne vil blogge videre, når jeg får mere tid. Indtil videre har bloggen handlet meget om aktuel politik med en kritisk vinkel, og det vil jeg gerne fortsætte med, men indlæggene har måske været en smule upersonlige og måske oven i købet en tand prætentiøse. Det håber jeg at gøre op med i fremtiden, hvor jeg vil satse på en lidt mere personlig og vedkommende blog.

Indtil da…

/Jonas

Twitter

Reklamer