Hvad er betingelserne for demokrati og menneskerettigheder i den digitale tidsalder? Dette spørgsmål grublede jeg lidt over i mit sidste indlæg uden på nogen måde at komme i dybden med spørgsmålet.

Terrorisme og internetovervågning

I mellemtiden er jeg faldet over et interessant paper – “Terrorism and the Proportionality of Internet Surveillance” – som er forfattet af Ian Brown fra Oxford Internet Institute og Douwe Korff fra London Metropolitan University. De to forfattere har en interessant pointe, idet de påpeger, hvordan den europæiske indsats mod terrorisme grundlæggende er præget af et modsætningsforhold.

Paperet tager udgangspunkt i, at terrorister og terrororganisationer i stigende omfang anvender Internettet til kommunikative og organisatoriske formål, og at dette problem har ledt til at politi og efterretningstjenester har opbygget nye overvågningskapaciteter, og er blevet tildelt nye beføjelser.

Denne udvikling er fundet sted på grundlag af sikkerhedshensyn, som ikke blot er udtryk for populisme og frygt, men derimod hensyntagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som længe har kodificeret sikkerhed som en menneskeret.

Men samtidig lægger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vægt på databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred med udgangspunkt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Falsk sikkerhed, mindre frihed

Regeringer og domstole skal altså balancere to modstridende menneskerettigheder, og ifølge paperets forfattere går det ikke alt for godt:

We are giving up freedom without gaining security. In the process, all of us are increasingly placed under  general, suspicion-less mass surveillance, with comprehensive data being captured on our activities.” (s. 9)

En ting er at opgive frihed for at føle sig mere sikker, men at opgive personlig frihed, fordi det internationale retssystem er inkonsistent og modsætningsfyldt, er noget ganske andet.

Og overvågning er jo altså ikke for sjov. Uskyldige mennesker bliver overvåget, anholdt, fængslet og ja, dræbt. Jean Charles de Menezes blev henrettet af britisk politi i 2005 uden grund, og betjentene bag drabet er aldrig blevet sigtet. Det er ikke kønt, når staten hiver voldsmonopolet frem, og det gør ondt, hvis man står i vejen!