Rigtigt mange vælgere var i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds til Europaparlamentsvalget. Det er godt for politikerne, for så er der vælgere at kæmpe om. Men i et fragmenteret mediebillede er det aldrig rigtigt til at sige, hvor vælgerne skal jages. Og tilsyneladende har de forskellige kampagner helt overset den niche, der hedder søgemaskiner.
Hvem skal jeg stemme på?
Jeg er ikke nogen stor blogger, og har gennemsnitligt på 6-7 besøgende om dagen. De finder mig via søgemaskiner eller andre sites. Men i forbindelse med EP-valgkampen lavede jeg et lille eksperiment. Det resulterede i mere end 600 besøg på selve valgdagen. Og samlet set mere end 1.000 besøgende. Ekstremt mange besøg for en blog som min. Og ekstremt stort payoff af en indsats på et par timer.
Det, jeg havde gjort, var at skrive et indlæg med titlen “Hvem skal jeg stemme på til EP-valget?”. Og det som skete var, at tvivlende vælgere via Google og andre søgemaskiner kom væltende ind på min blog via søgninger på forskellige variationer af “hvem skal jeg stemme på”.
Når man søger via Google, ligger jeg for det meste på plads 10-12, men det interessante er, at pladserne før mig er domineret af sider om folketingsvalget i 2007. Jeg spekulerer på, hvor mange vælgere der er gået forgæves til Google i deres søgen efter svar på deres spørgsmål.
Nye politiske jagtmarker
Nu kan man sige, at 1.000 vælgere næppe afgør et valg med 4.000.000 stemmeberettigede. Men det interessante ved de 1.000 besøgende, jeg har haft, er, at de sandsynligvis alle var tvivlere og dermed påvirkelige. Og om 1.000 vælgere havner hos det ene eller det andet parti kan godt gøre en forskel for den endelige mandatfordeling.
Mit indlæg var dog relativt uskyldigt. Det var egentlig bare en opfordring til at stemme. Til at lade være med at gøre tingene så komplicerede, at man blev hjemme. Og derudover sendte jeg hundredevis af mennesker videre til DR, Politiken, JP og Altinget, hvor de kunne tage en test.
Men jeg kunne have været mere politisk. Jeg kunne have farvet mit indlæg mere. Og her ligger jagtmarken for de politiske kampagner. For når vælgerne stiller søgemaskinerne spørgsmål, så gælder det om at komme med svarene.
Problemet er selvfølgelig bare, at så gælder det om at vide, hvad vælgerne egentlig spørger om. Og det ved Google og de andre bedst.
2 kommentarer
Comments feed for this article
8. juni 2009 hos 15:39
beldenak
Interessant eksperiment, men for den travlt optagne kampagnestab er der vel to problemer: Er 1000 mange og er de tvivlere?
Mht. det første, så vil de fleste kandidater nok sætte pris på at få 1000 vælgere ekstra i tale uden en større arbejdsindsats. Men jeg er ikke sikker på, at det først og fremmest er tvivlere. Hvis jeg skrev de søgeord, så ville det være for at finde “kandidattests” men det ville enten være for sjov eller for at afgøre, hvilken kandidat jeg ville stemme personligt på. Partiet / listen var for længst afgjort.
Så som du siger til sidst: hvad søger en tvivler egentlig på?
8. juni 2009 hos 18:30
Jonas Erck
Hejsa (Henrik?).
Tallet 1.000 kunne garanteret godt gøres større, hvis man arbejdede lidt mere fokuseret med det.
Og du har ret i, at jeg ikke ved, hvad det var, de søgte. Men hvis jeg ville søge efter en valgtest, ville jeg søge på “test” og nogle andre nøgleord. Og hvis jeg ville søge efter kandidater, ville jeg søge på “kandidater” og nogle andre nøgleord.
Min tese er – jeg kan selvfølgelig ikke vide det – at jeg ramte en del af den danske befolkning, som interesserer sig meget lidt for politik. Lige præcis nok til gerne at ville stemme. Men lige præcis for lidt til at vide, at der overhovedet findes valgtests og kandidatlister.
Hvis jeg skulle omformulere min pointe, ville det være noget i retning af, at politikerne bruger rigtigt meget tid på at prædike for de omvendte på blogs, Facebook, Twitter og andre steder, mens tvivlerne befinder sig et helt andet sted i mediebilledet. Eksempelvis på Google, hvor de stiller meget, meget simple spørgsmål.