De første tre måneder som fuldmægtig i Frederiksberg Kommune er næsten gået, og det har været spændende. Jeg arbejder med budget og regnskab i Økonomiafdelingen, og jeg må sige, at hver dag bringer noget nyt med sig.

Den kommunale verden er jo nærmest sit helt eget lille univers med egen logik, egne systemer, bestemte typer af mennesker, særlige problemstillinger og udfordringer. Så på en måde er det ligesom at være på feltstudie i en eksotisk verden. Men det, der gør det allermest spændende, er, at jeg sidder et af de steder, hvor statens økonomiske udfordringer møder borgernes krav om velfærd.

Der hvor velfærdssamfundet bliver realiseret

Kommunerne er jo der, hvor velfærdssamfundet bliver realiseret. Gennem folkeskoler, daginstitutioner, lokale kulturtilbud, ældrepleje, jobcentre og sociale tilbud. Og kommunernes samlede driftsbudget udgør samtidig i omegnen af 230 mia. kr.  Så kommunerne betyder noget i mange menneskers hverdag, men samtidig fylder de også ganske meget i nationaløkonomien.

Og når Regeringen så taler om effektivisering, afbureaukratisering, nedbringelse af sygefravær, udbudsordninger og digitalisering i kommunerne for at stramme op på den offentlige økonomi (som de gør i publikationen ovenfor), så skal jeg være med til at binde enderne sammen. Er det ikke spændende?