Det er ret meget en kliché, men når man tager sine første skridt ud i arbejdslivet, bliver intet nogensinde det samme igen. Man åbner døren, træder indenfor, og bliver indfanget i en helt anden verden. Lidt ligesom Narnia. Nogen ville hævde en anelse mindre eventyrligt måske, men jeg synes egentlig ikke, at en løve og nogle børn med sværd er noget sammenlignet med den kommunale verden og alle dens mærkværdigheder.

Noget af det allerførste jeg blev udsat for, var eksempelvis en MUS-samtale med tilhørende kompetenceudviklingsplan, som helst skulle være koblet op på kommunens samlede kompetenceudviklingsstrategi. Egentlig kunne jeg bare godt have tænkt mig en grundig indføring i de opgaver, som jeg skulle løse, men det havde nok været for jordnært. Og sikkert også ret kedeligt.

Og i dag skete det så, jeg blev kompetenceudviklet, og det var fantastisk. Ikke et ondt ord om kompetenceudvikling, hvis det betyder hyggelige dage i selskab med interessante mennesker omkring et relevant formål. Og det gjorde det i dag.

Kl. 10 formiddag stod jeg i KL-huset til et netværksarrangement faciliteret af DJØF og KL i fællesskab. Formål: At dele mine arbejdsmæssige udfordringer og bud på løsninger med andre nyuddannede i samme situation for at bringe værdifuld viden med tilbage til konkrete arbejdssituationer. Og ja, ja nu er netværk et til af de der ord, der ikke viger tilbage for selv de mest obskure fantasyromaner i sin totale mangel på jordforbindelse, men når det kommer til stykket, har jeg jo også altid været glad for netop fantasy.

Det viste sig, at jeg ikke er den eneste unge DJØF’er, som har vanskeligt ved at se, hvordan de mange år i universitetsverdenen kan omsættes til konkret værdi i arbejdssituationen, og det var en behagelig oplevelse. Det er følelsen af at være del af et fællesskab jo for det meste.

Men det er også sørgeligt, synes jeg, at der fra mødebordet flakser et ord som “DJØF’ernes eksistensielle krise” op, fordi det tyder på, at arbejdslivet for mange starter som lidt af en identitetskrise. Og så er spørgsmålet måske, om ikke de elfensbenstårne, som burde have været pillet ned for længst, stadig står højt og flot på grænsen mellem universiteterne og den stærkt undervurderede “virkelige verden”.