I løbet af ugen bemærkede jeg, at Avisen.dk havde lavet en oversigt over fagforeninger på Facebook. Danmarks Lærerforening (DLF) topper listen over de mest populære fagforeninger målt på fans i forhold til medlemstal. Det får de ros for, men det fik mig også til at spekulere. For hvorfor er mange fans på Facebook et succeskriterie i sig selv? Jeg mener faktisk, at DLF gør det rigtigt godt på Facebook, men det er ikke antallet af fans der gør det i sig selv. Det er i lige så høj grad aktivitetsniveauet og den konkrete feedback, som foreningen modtager. Det er der en særlig grund til.

Medlemmerne sniger sig frem fra bagtæppet

For mig at se er det interessante ved såkaldt sociale medier ikke nødvendigvis dialogen eller debatten for ofte bidrager den ikke med meget nyt i sig selv. Det interessante er snarere, at hvor billedet udadtil af en organisation som DLF tidligere har været inkarneret i formandens person, er det nu muligt for den brede offentlighed, at få ansigt på organisationens medlemmer og tilmed at høre, hvad de siger.

Hvis man forestiller sig, at formanden tidligere har stået alene på en scene som repræsentant for nogle usynlige medlemmer, som måske indimellem har smidt et læserbrev ind på scenen, eller er blevet interviewet i 15 sekunder, så begynder disse medlemmer nu at snige sig frem fra bagtæppet for at deltage helhjertet i forestillingen. Det er en spændende situation, fordi medlemmerne kan være helt uforudsigelige.

Et nødvendigt gamble

I Det Radikale Venstre (DRV), som jeg har skrevet speciale om, har de eksempelvis været utroligt gode til at udstille intern splid mellem partimedlemmerne og kritik af partiets ledelse, hvilket ikke ligefrem bidrager positivt til partiets billede udadtil. Men når jeg hurtigt ser nedover DLF’s Facebook page, så er det et billede af medlemmer på fælles kurs, der bakker op om ledelsen, der springer i øjnene, og det giver selvfølgelig ledelsen en stærk position, når den skal forhandle på foreningens vegne.

For mig at se er det derfor et gamble at lade medlemmerne træde frem i projekttørlyset. Det er det, fordi man får chancen for at lægge hele publikum ned, som det fx var tilfældet under Obama’s præsidentvalgkamp, men samtidig risikerer, at medlemmerne ødelægger hele showet. Det er dog nok også et nødvendigt gamble, fordi man risikerer, at billetindtægterne forsvinder, hvis showet bliver for kedeligt!