You are currently browsing the tag archive for the ‘Anders Fogh Rasmussen’ tag.

Onsdag i sidste uge sad jeg hele formiddagen i et trangt grupperum på Københavns Universitet og diskuterede Internet og partier med min medstuderende Sara. Vi skulle holde oplæg om eftermiddagen i et kursus om Internet og politik, og ud af det kom blandt andet et spændende perspektiv på partiers kommunikation på Facebook.

På Facebook skal du have et fjæs

Der har været meget debat om mulighederne for at føre politiske kampagner via nye sociale medier, og indtil videre har det ikke set ud til, at medieudviklingen har været til fordel for partiernes medlemsorganisationer, men snarere for partiernes toppolitikere. Facebook er for personer med ansigter – det ligger i navnet – ikke for upersonlige partiorganisationer.

Min medstuderende, Sara, gjorde mig eksempelvis opmærksom på, at mens Anders Fogh Rasmussen har mere end 25.000 supporters på Facebook, så har partiet Venstre mindre end 200 fans: 1- 0 til personorienteret politik.

Det gjorde mig nysgerrig, så jeg undersøgte, hvordan forholdene er i USA. Her har Obama mere end 2.300.000 supporters, mens det demokratiske parti kun har lidt mere end 3.000 fans: 2 – 0 til personorienteret politik.

En god sag hjælper ikke

Nu er jeg, som så mange andre, medlem af flere grupper på Facebook, og en del af dem er politiske. Man kunne tro, det ville hjælpe partiorganisationerne på Facebook, fordi deres kerneydelse netop er politiske holdninger, men det gør det bare ikke. Hvis vi holder fast i partiet Venstre, så er mærkesager som skattestop eller stram udlændingepolitik stort set ikke at finde på Facebook.

Heller ikke Obama’s floskler om change eller Yes we can! er særligt stærkt repræsenteret på Facebook.

Man kommer altså ikke udenom, at partierne er afhængige af ansigter, hvis de vil gøre sig på Facebook.

Facebook giver partierne nye ansigter

Men det, som er rigtigt interessant, er, at partiernes ansigter på Facebook ikke behøver at være toppolitikernes. Jeg har eksempelvis flere Facebook-venner, der er medlemmer af Radikal Ungdom, og de bringer medlemsorganisationen direkte ind i min news feed.

De skriver status updates om aktuelle, interne forhold i partiorganisationen, og de uploader billeder fra sociale arrangementer, så det er muligt at få et indblik i den uformelle, personlige del af partiets aktiviteter. På den måde får jeg et helt andet billede af Det Radikale Venstre, end jeg ville gøre ved at besøge Margrethe Vestagers profil.

På den ene side bliver partierne altså mindre synlige, fordi toppolitikerne overtager billedet, men på den anden side bliver partierne mere synlige, fordi almindelige partimedlemmer gør sider af partierne synlige, som ikke tidligere har været det. Måske er det ikke partierne som sådan, der må vige for personerne, men derimod deres programmer, der forsvinder i det blå?

Reklamer

En ny politisk tænketank – Centrum-Venstre Akademiet (CEVEA) – er kommet til verden på venstrefløjen. I Deadline på DR2 kunne man sent søndag aften høre Jens-Jonathan Steen, direktør for CEVEA, fortælle om aspirationerne for projektet, og det må siges at være et ambitiøst projekt. CEVEA skal grundlæggende “styrke de fællesskaber, som understøtter det danske samfund”. I Jyllands-Posten kan man videre læse, at det drejer sig om, at komme med “nye bud på, hvordan danskhed, frihed og ulighed skal ses i et fællesskabspolitisk perspektiv”. Om det kommer til at lykkes kan kun tiden vise, men den nyere politiske historie i Danmark har allerede vist, at en politisk tænketank kan opnå en vigtig strategisk rolle i det politiske spil. Jeg taler selvfølgelig om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). Og Jytte Hilden, bestyrelsesformand for CEVEA, lægger da også i Jyllands-Posten vægt på, at “det er på tide, at der kommer et modspil til Cepos.”

Men hvad er det egentlig for en rolle, disse tænketanke spiller i det politiske system, og hvorfor er det, de er så interessante? De stiller jo ikke politikere op til hverken det ene eller det andet valg, og de udarbejder heller ikke lovforslag eller arbejder for specifikke sager. Og hvis interesser er det egentlig lige, de varetager? Jeg synes, det interessante ved tænketanke er, at de gør alt, hvad de kan, for at markere sig som uden for det formelle politiske system, samtidig med at de selvfølgelig er en del af det – for hvad skulle de ellers være?

Da Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2001 blev statsminister for en borgerlig regering efter ni år med Poul Nyrup Rasmussen som leder af skiftende centrum-venstre regeringer, var der store forventninger til, at han ville omkalfatre den danske velfærdsstat i en mere markedsorienteret retning. Men selvom der uden tvivl er foretaget skridt i den retning, udeblev den store liberalistiske revolution, og der gik ikke lang tid, før man kunne høre medlemmer af Venstres Ungdom (VU) murre i krogene og kalde statsministeren socialdemokrat – og det er vist noget nær det værste, man kan blive kaldt i de kredse.

Et nyt parti – Liberalisterne – forsøgte uden held at stille op til Folketinget, men fik dog vist, at der i liberale kredse var et ønske om en stærkere ideologisk profil og mindre hverdagspragmatisme. Og senere lykkedes det Ny Alliance, som nu sjovt nok er blevet til Liberal Alliance, at blive valgt ind i Folketinget med fem mandater. Og selvom det er en noget decimeret udgave af partiet, der er tilbage i Folketinget i dag, har de vist, at det borgerlige segment, som ønsker en klarere ideologisk profil, potentielt kan blive udslagsgivende ved et valg. Da CEPOS blev oprettet i 2005, var det lige netop ideologi og principper, der var i højsædet.

Jens-Jonathan Steen nævnte da også i Deadline, at CEVEA skal kunne noget, som politikere ikke kan. Tænketanken skal fungere som del af en idépolitisk infrastruktur, hvis funktion er at skabe plads til at provokere, tænke højt og tænke nyt. Og det skal tænketanken kunne, fordi den ikke er fastlåst af dogmer og praktiske nødvendigheder på samme måde som partier er. CEVEA skal altså ligesom CEPOS være en politisk institution, som varetager en ideologisk funktion, som ellers ikke bliver varetaget i det politiske system.

Det bliver spændende at se, hvilken rolle tænketanke kommer til at spille i fremtidens politik i Danmark, og det bliver spændende at se, om ideologi i de kommende år får en mere fremtrædende rolle i dansk politik – selvom det efterhånden er mange år siden, Jean-Francois Lyotard proklamerede “de store fortællingers død”. Men måske det bliver en ny form for post-moderne ideologi, vi bliver vidne til?

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Twitter

Reklamer