You are currently browsing the tag archive for the ‘blogosfære’ tag.

I starten af denne uge cyklede jeg gennem regn og blæst ud på Christianshavn for at deltage i seminaret Digital Media in Repressive Regimes hos Institut for Menneskerettigheder.

Seminaret bestod af 15 korte oplæg af internationale forskere og aktivister, og havde fokus på den digitale kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i særligt Iran og Kina. Et vanvittigt spændende emne, hvis man som jeg interesserer sig for koblingen mellem Internettet og politik.

Kamp om den digitale offentlighed

I både Iran og Kina får flere og flere mennesker adgang til Internettet og mobiltelefoner, og det skaber nye betingelser for politisk kommunikation. Adgangen til at ytre sig offentligt bliver mere fri, men samtidig bliver mulighederne for at undertrykke befolkningerne også større.

Oppositionen i landene anvender blogs til at ytre sig om politiske emner til et bredt publikum, som de ellers ikke ville have haft adgang til, og der er tendenser i retning af, at nye medier kan medvirke til skabelsen af større oppositionsbevægelser, fordi Internettet er en mulighed for at omgå forbud mod større forsamlinger.

Men samtidig med, at nye medier er gode redskaber for folkelig opposition i landene, er de i lige så høj grad fantastiske redskaber for regeringerne. Nye medier anvendes til propaganda og til overvågning, ligesom der opbygges sofistikerede filter- og censur-systemer. I Kina og Iran kan du ryge i fængsel for at være for kritisk på din blog!

Berlusconi på kæmpe TV-skærm i kinesisk gadebillede

Jeg fandt dette billede på Flickr, og jeg synes, det har en interessant pointe. Hvis udbredelsen af nye medieteknologier medfører, at tilfældige kinesere skal udsættes for Berlusconi, så er det måske ikke en større demokratisk revolution, man skal forvente.

Kontrast til Danmark

I Danmark er der meget snak om anvendelse af digitale medier til politisk kommunikation, og oftest kommer snakken fra en af to lejre.

Den første hævder, at politisk anvendelse af Internettet vil revolutionere politisk kommunikation, og at de som først forstår at udnytte potentialet, kan høste store gevinster i form af gode valgresultater. Den anden hævder, at Internettet blot er gammel vin på nye flasker – at det politiske landskab grundlæggende er uændret.

Jeg mener, at begge fløje på hver deres vis har ret, men de misser den grundlæggende pointe at de digitale medier – deres udbredelse og deres anvendelse – i sig selv rummer store politiske spørgsmål. Når man ser på digitale medier i forbindelse med undertrykkende regimer som Iran og Kina får man blik for netop det.

Digitale medier stikker til spørgsmål om ytringsfrihed, privat ejendomsret, personlig sikkerhed og social sammenhængskraft, men i Danmark er interessen begrænset.

E-democracy eller Big Brother?

Men hvad betyder så digitale medier i et samfund som det danske? Blogosfæren giver alle og enhver mulighed for at ytre sig om hvad som helst, og det er selvfølgelig en frihed. Men at ytre sig er ikke det samme som at blive hørt, og i et demokrati er det vel en lige så vigtig del af ytringsfriheden?

WordPress-domænet, som jeg selv bruger som platform, er eksempelvis i Danmark domineret af mere eller mindre udtalt racistiske blogs. En minoritet i samfundet, der har sat sig på debatten. Er det mindretalsbeskyttelse, eller er det bare fremmedfjendsk populisme?

Samtidig udsætter du dig selv for overvågning hver eneste gang du ytrer dig på Internettet. Den mest simple form er den, der kan findes på Google. Den mere avancerede form er den, der foretages af politi og efterretningstjenester. Er det et vilkår, vi må leve med, eller rummer det spørgsmål om gennemsigtighed og retsikkerhed?

Og hvad med rettigheder til data, som du selv producerer? Rettigheder til dine fotos, tekster og personlige oplysninger. Hvem tilhører de, når de først er landet i et digitalt, globalt netværk?

Nye digitale medier har politisk betydning, og hvis vi vil fortsætte vores demokratiske tradition, er vi nødt til at diskutere dem!

Reklamer

Efter lanceringen af den nye centrum-venstre tænketank Cevea (Centrum-Venstre Akademiet) i Deadline på DR2 søndag aften er der sagt og skrevet meget om initiativet. Og det er selvfølgelig godt for en tænketank som Cevea, der lever af opmærksomhed. Man kunne dog spørge, om der er sagt og skrevet nok, til at lanceringen kan kaldes en succes, men det må andre vurdere. I stedet vil jeg rejse spørgsmålet, om indholdet af, hvad der er sagt og skrevet om Cevea, gør lanceringen til en succes.

Jeg har tidligere hæftet mig ved, (1) at stort set alle nyhedsartikler og blogindlæg nævner den borgerligt-liberale tænketank Cepos i samme åndedrag som Cevea, og (2) at tophistorierne i flere dagblade har handlet om, at Cepos har flere penge end Cevea. Og det er jo ikke ligefrem noget, der giver en fornemmelse af, at nu rykker venstrefløjen virkelig.

Nis Sperling fra Retorikbloggen giver et meget godt indtryk af denne fornemmelse. Han er ikke så overrasket over dannelsen af Cevea, for der var jo allerede Cepos, og venstrefløjen manglede en pendant, så Cevea er en fordudsigelig udvikling i det politiske system. En mere udfoldet analyse i denne retning findes på bloggen Wodin. Et væsentligt udsagn fra Wodin er, at man nok ikke skal forvente sig tungt analysearbejde fra Cevea, men at tænketankens eksistensberettigelse i begyndelsen vil være, at skabe en pendant til Cepos-universitetet, som kan understøtte netværksdannelse på tværs af fraktioner på venstrefløjen.

Morten Gade er på sin blog heller ikke imponeret. Han sammenligner Cevea med Cepos, og mener, at Cevea kommer til kort på et afgørende punkt:

En af grundene til, at Cepos sætter dagsordener, er, at de rent faktisk kommer med udmeldinger – og gerne lidt mere konkrete, end at de “vil puste liv til idealismens flamme,” og at det handler om “frisættende fællesskaber”.

Det ser altså ud til, at der mangler noget, før Cevea bliver en rigtigt god historie, og jeg tror, Morten Gade sætter fingeren et sted, hvor det gør ondt.

På bloggen Den Store Litteratyr, hvor Stefan Kjerkegaard blogger, rammes et andet ømt punkt i lanceringen af Cevea. De kendte personligheder, der skal sælge den progressive tænketank, kaldes intet mindre end “en venstreorienteret vits.” Og det, der hentydes til, er alderen og erfaringen blandt Cevea’s bestyrelse og advisory board, som har lange karrierer bag sig og meget erfaring, men som jo faktisk også repræsenterer alt det gamle, som Cevea gerne vil gøre op med på venstrefløjen.

Troels Heeger fra Konflikten.dk rammer hovedet på sømmet i en kommentar til Cevea’s lancering:

Man benyttede […] floskler som “politisk innovation” uden konkret indhold, og dernæst præsenterede man sig foran pressen med en pensioneret socialdemokrat fra den æra, hvor tingene begyndte at gå rigtig galt for venstrefløjen.

Samme indlæg giver også et kort resumé af en meget spændende kronik i politiken af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, som kritiserer gængse forestillinger om skellet mellem højre- og venstrefløj, og foreslår at erstatte det med et skel mellem et oplysningsbegreb og kulturalisme. En meget indsigtsfuld kronik som giver et godt billede af, hvorfor venstrefløjen i øjeblikket har så svært ved at finde ben at stå på. Læs den, og læs bagefter Simon-Emil Ammitzbølls kronik i Berlingske for at se, hvor meget ret de to førstnævnte har. Det er lidt et sidespring – jeg ved det – men det sætter Cevea i perspektiv, og siger noget om mulighedsbetingelserne for projektet.

Men for at vende tilbage til udgangspunktet, så er det billede, der har tegnet sig af Cevea på internettet – og mere specifikt i blogosfæren – et billede af et initiativ, som helt afgjort har ramt et ømt punkt på venstrefløjen, og som er lykkedes med at gøre opmærksom på det uden at træde nogen over tæerne. Men det betyder også, at det ømme punkt blot bliver udstillet – og dermed hele venstrefløjen. Der mangler en sag, en bevægelse, noget konkret, noget indhold, noget power. Cepos vil ikke betale skat – det er til at føle på – hvad vil Cevea?

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Twitter

Reklamer