You are currently browsing the tag archive for the ‘Danmark’ tag.

I starten af denne uge cyklede jeg gennem regn og blæst ud på Christianshavn for at deltage i seminaret Digital Media in Repressive Regimes hos Institut for Menneskerettigheder.

Seminaret bestod af 15 korte oplæg af internationale forskere og aktivister, og havde fokus på den digitale kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i særligt Iran og Kina. Et vanvittigt spændende emne, hvis man som jeg interesserer sig for koblingen mellem Internettet og politik.

Kamp om den digitale offentlighed

I både Iran og Kina får flere og flere mennesker adgang til Internettet og mobiltelefoner, og det skaber nye betingelser for politisk kommunikation. Adgangen til at ytre sig offentligt bliver mere fri, men samtidig bliver mulighederne for at undertrykke befolkningerne også større.

Oppositionen i landene anvender blogs til at ytre sig om politiske emner til et bredt publikum, som de ellers ikke ville have haft adgang til, og der er tendenser i retning af, at nye medier kan medvirke til skabelsen af større oppositionsbevægelser, fordi Internettet er en mulighed for at omgå forbud mod større forsamlinger.

Men samtidig med, at nye medier er gode redskaber for folkelig opposition i landene, er de i lige så høj grad fantastiske redskaber for regeringerne. Nye medier anvendes til propaganda og til overvågning, ligesom der opbygges sofistikerede filter- og censur-systemer. I Kina og Iran kan du ryge i fængsel for at være for kritisk på din blog!

Berlusconi på kæmpe TV-skærm i kinesisk gadebillede

Jeg fandt dette billede på Flickr, og jeg synes, det har en interessant pointe. Hvis udbredelsen af nye medieteknologier medfører, at tilfældige kinesere skal udsættes for Berlusconi, så er det måske ikke en større demokratisk revolution, man skal forvente.

Kontrast til Danmark

I Danmark er der meget snak om anvendelse af digitale medier til politisk kommunikation, og oftest kommer snakken fra en af to lejre.

Den første hævder, at politisk anvendelse af Internettet vil revolutionere politisk kommunikation, og at de som først forstår at udnytte potentialet, kan høste store gevinster i form af gode valgresultater. Den anden hævder, at Internettet blot er gammel vin på nye flasker – at det politiske landskab grundlæggende er uændret.

Jeg mener, at begge fløje på hver deres vis har ret, men de misser den grundlæggende pointe at de digitale medier – deres udbredelse og deres anvendelse – i sig selv rummer store politiske spørgsmål. Når man ser på digitale medier i forbindelse med undertrykkende regimer som Iran og Kina får man blik for netop det.

Digitale medier stikker til spørgsmål om ytringsfrihed, privat ejendomsret, personlig sikkerhed og social sammenhængskraft, men i Danmark er interessen begrænset.

E-democracy eller Big Brother?

Men hvad betyder så digitale medier i et samfund som det danske? Blogosfæren giver alle og enhver mulighed for at ytre sig om hvad som helst, og det er selvfølgelig en frihed. Men at ytre sig er ikke det samme som at blive hørt, og i et demokrati er det vel en lige så vigtig del af ytringsfriheden?

WordPress-domænet, som jeg selv bruger som platform, er eksempelvis i Danmark domineret af mere eller mindre udtalt racistiske blogs. En minoritet i samfundet, der har sat sig på debatten. Er det mindretalsbeskyttelse, eller er det bare fremmedfjendsk populisme?

Samtidig udsætter du dig selv for overvågning hver eneste gang du ytrer dig på Internettet. Den mest simple form er den, der kan findes på Google. Den mere avancerede form er den, der foretages af politi og efterretningstjenester. Er det et vilkår, vi må leve med, eller rummer det spørgsmål om gennemsigtighed og retsikkerhed?

Og hvad med rettigheder til data, som du selv producerer? Rettigheder til dine fotos, tekster og personlige oplysninger. Hvem tilhører de, når de først er landet i et digitalt, globalt netværk?

Nye digitale medier har politisk betydning, og hvis vi vil fortsætte vores demokratiske tradition, er vi nødt til at diskutere dem!

Reklamer

Europa-Parlamentet havde 50 års fødselsdag den 19. marts i år. Det var et jubilæum for en politisk institution med stor betydning for alle europæeres hverdag, men nogen stor folkelig begivenhed blev det aldrig. Personligt kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede den dag, men jeg var i hvert fald ikke ude i gaderne og svinge den blå fane med de 12 stjerner. Og det er vel heller ikke så mærkeligt, for hele EU-systemet har aldrig været særligt folkeligt.

EU har været for politikere, embedsmænd og samfundsforskere, når det gjaldt det indholdsmæssige i systemet. Almindelige danskere har kun interesseret sig for EU, når der skulle stemmes om en ny traktat eller imellem afstemningerne, når det enten var muligt at modtage støttekroner, eller når EU opførte sig på en måde som stemte overens med almene fordomme om systemet. Standardiseringen af agurkestørrelser er vel det bedste eksempel på det.

Hvordan kompetencefordelingen er mellem de forskellige EU-institutioner, hvilke sager der er på dagsordenen eller beslutningsprocesserne op til vedtagelse af et nyt direktiv, er noget, de færreste danskere beskæftiger sig med. Vi har ikke set de politiske forskelle. Kort sagt har interessen for det politiske indhold i EU-systemet været minimal.

EU har været noget uden for Danmark – noget nede i Bruxelles – og i den forstand har der været en udbredt folkelig opfattelse af, at dansk politik og EU-politik kan adskilles. Faktisk har EU stort set været defineret som en modsætning til Folketinget og den danske stat, hvis man ser på den EU-kritik, som er repræsenteret af Dansk Folkeparti. I sit ekstrem har denne diskurs defineret Danmark og EU som to modsatte poler, og det har betydet, at politiske sager indenfor denne diskurs ikke har kunnet være dansk politik og EU-politik på en og samme tid; det har været et enten-eller spørgsmål.

Men spørgsmålet er, om der er ved at ske et brud i denne fastlåsthed; om almindelige danskere pludselig er ved at få øjnene op for, at EU og dansk politik ikke kan adskilles, og at det derfor pludselig er interessant, hvad der foregår “nede i Bruxelles”. Paradoksalt nok peger sagen omkring Udlændingeservice og dens vildledning af borgere omkring familiesammenføringsregler i den retning. For pludselig er kompetencefordeling mellem EF-domstol og den danske regering interessant, og hvad mere er: Domstolens aktivistiske rolle bliver diskuteret. Det er altså ikke længere blot forskellen mellem Danmark og EU, der bliver aktiveret i debatten, men også selve den måde EU er indrettet på, og den måde en konkret institution agerer på.

Tilmed kan man i Politiken idag læse, hvad en tysk politiker mener om EF-domstolens rolle, og det er måske et tegn på, at en opfattelse af at Danmark er et medlemsland blandt flere, og at andre landes politikere godt kan føre sager i dansk interesse mod en EU-institution, er ved at vinde større udbredelse.

Og i går kunne man i TV2’s nyheder se en reportage fra Europa-parlamentet, hvor både en fransk, en cypriotisk og to danske EU-parlamentarikere udtalte sig om dansk asylpolitik. Her blev forskellen mellem “nede i Bruxelles” og dansk politik altså heller ikke opretholdt.

Så selvom der er en åbenlys konflikt mellem den danske regering og EU omkring udlændingespørgsmål, så ser det faktisk ud til, at netop den konflikt er med til at nedbryde den diskursive barriere mellem, hvad der er dansk politik, og hvad der er EU-politik, fordi spørgsmålet i højere grad kommer til at dreje sig om, hvem der er for en stram udlændingepolitik, og hvem der er for en human udlændingepolitik. Og eftersom udlændingepolitik er et af de hotteste emner på den politiske dagsorden i Danmark i dag, er det politiske indhold i EU lige pludselig også blevet mere interessant for den almindelige dansker.

Twitter

Error: Twitter did not respond. Please wait a few minutes and refresh this page.

Reklamer