You are currently browsing the tag archive for the ‘drab’ tag.

Hvad er betingelserne for demokrati og menneskerettigheder i den digitale tidsalder? Dette spørgsmål grublede jeg lidt over i mit sidste indlæg uden på nogen måde at komme i dybden med spørgsmålet.

Terrorisme og internetovervågning

I mellemtiden er jeg faldet over et interessant paper – “Terrorism and the Proportionality of Internet Surveillance” – som er forfattet af Ian Brown fra Oxford Internet Institute og Douwe Korff fra London Metropolitan University. De to forfattere har en interessant pointe, idet de påpeger, hvordan den europæiske indsats mod terrorisme grundlæggende er præget af et modsætningsforhold.

Paperet tager udgangspunkt i, at terrorister og terrororganisationer i stigende omfang anvender Internettet til kommunikative og organisatoriske formål, og at dette problem har ledt til at politi og efterretningstjenester har opbygget nye overvågningskapaciteter, og er blevet tildelt nye beføjelser.

Denne udvikling er fundet sted på grundlag af sikkerhedshensyn, som ikke blot er udtryk for populisme og frygt, men derimod hensyntagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som længe har kodificeret sikkerhed som en menneskeret.

Men samtidig lægger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vægt på databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred med udgangspunkt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Falsk sikkerhed, mindre frihed

Regeringer og domstole skal altså balancere to modstridende menneskerettigheder, og ifølge paperets forfattere går det ikke alt for godt:

We are giving up freedom without gaining security. In the process, all of us are increasingly placed under  general, suspicion-less mass surveillance, with comprehensive data being captured on our activities.” (s. 9)

En ting er at opgive frihed for at føle sig mere sikker, men at opgive personlig frihed, fordi det internationale retssystem er inkonsistent og modsætningsfyldt, er noget ganske andet.

Og overvågning er jo altså ikke for sjov. Uskyldige mennesker bliver overvåget, anholdt, fængslet og ja, dræbt. Jean Charles de Menezes blev henrettet af britisk politi i 2005 uden grund, og betjentene bag drabet er aldrig blevet sigtet. Det er ikke kønt, når staten hiver voldsmonopolet frem, og det gør ondt, hvis man står i vejen!

Reklamer

Vidste du, at mere end 87.000 civile irakere er døde af voldelige årsager siden invasionen i 2003? Jeg var klar over, at tallet var højt, men ikke, at det var så højt, før jeg besøgte Iraqbodycount.org. Det er en anset hjemmeside (BBC anvender den), der løbende opgør antallet af civile dræbte i Irak.

Og selvom tallet er højt, så er det ikke medregnet de mange irakiske soldater, som døde under selve invasionen eller de civile, som er døde af andre krigsrelaterede årsager som sygdom og sult. Og illegale kombatanter er selvfølgelig slet ikke medregnet. Alt i alt er det samlede antal irakere, der har måttet lade livet i forbindelse med krigen altså væsentligt højere end de 87.000. Men lad os alligevel holde os til det tal, fordi det er et tal, der er dokumenteret.

87.000 er ca. en civil dræbt for hver 333 indbyggere i Irak. Omregnet til danske forhold ville det svare til ca. 15.000 civile dødsfald eller ca. 900.000, hvis tallet omregnes til amerikanske forhold. Vi ville sandsynligvis tale om en national tragedie – mon ikke også irakerne gør det?

Ikke desto mindre, er det den pris, vi har tvunget irakerne til at betale, men i stedet diskuterer vi hele tiden om beslutningsgrundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen var det ene eller andet (*). Hvorfor diskuteres det aldrig, hvilke konsekvenser beslutningen reelt havde? Hvorfor må de 87.000 og deres millioner af pårørende, som beslutningen på den mest brutale vis har berørt, ikke have nogen stemme, når vi evaluerer vores egne handlinger? Hvorfor gælder der ikke et proportionalitetsprincip i udenrigs- og sikkerhedspolitik? Uanset om det var det ene eller det andet beslutningsgrundlag, var det så 87.000 civile dræbte værd? Proportionerne er jo faktisk sammenlignelige med antallet af civile dræbte i Nagasaki efter amerikanerne smed en atombombe der i slutningen af 2. verdenskrig. Og det har da været debatteret heftigt siden da.

Jeg håber, det er, fordi tanken, om at danske politikere måske er medansvarlige for denne enorme gruppe uskyldige menneskers uhyrlige lidelser, er ubærlig.

(*) Politiken: Pind: Rohde må trække citaterne tilbage; Politiken: Forfatter bag Irak-bog: Rohde korrekt citeret; Politiken: Per Stig: Hele verden troede Saddam havde masseødelæggelsesvåben; Politiken: Jens Rohde gennemhuller regeringens Irak-forklaring; Berlingske: Pind: Rohde skal æde alt i sig; Berlingske: Rohde sår tvivl om grundlag for Irak-krig; etc.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt internettet har ændret noget særligt ved mulighederne for at udtrykke sig selv, eller om det blot er gammel vin på nye flasker, så se blot på følgende eksempel fra dagens nyheder.

En gal finne på 22 år går amok på en erhvervsskole i en finsk provins. Dræber 10 mennesker, sårer andre og begår selvmord. Det skriver bl.a. Politiken og Berlingske. Det er chokerende, og man står tilbage som et stort spørgsmålstegn – hvad skete der, og hvorfor? Og normalt ville vi være vidner til en mængde af journalister og eksperter, der på meget løst grundlag, forsøgte at give os et svar. Uafhængigt af, hvordan morderen måtte have ønsket at fremstå. Denne gang – ligesom den sidste gang i Finland og episoden på VirginiaTech – er dette ikke tilfældet.

Morderen har efterladt et væld af information via internettet, som er blevet spredt og udbredt i nyhedsmedierne, så man nu kan læse, hvilke rockbands, og hvilke film han kunne lide. Hvilke kvinder han var interesseret i, og hvad hans interesser var. Information om morderens person, som morderen selv har skabt. Man kan tilmed se optagelser af ham, som han selv har optaget, i aftenens nyheder på TV2.

Jeg ved ikke, om han har nogen form for ret til den form for opmærksomhed, jeg kan blot konstatere, at internettet giver ham den.

Politiken skriver i en artikel om en ny type granater, indkøbt af Forsvaret, der afsender en sky af metalpile mod fjenden. Dette våben bliver kraftigt kritiseret af Amnesty International, hvis formand Lars Normann Jørgensen udtaler, at “Vi er bekymrede over den type våben. Det er et upræcist våben, der rammer vilkårligt og dermed risikerer at dræbe civile“.

Men i en anden artikel i Politiken kan man læse, at FN anslår, at et amerikansk luftangreb i sidste uge dræbte 90 civile. Der bliver altså allerede anvendt våben, der dræber vilkårligt. Så hvorfor er det, at lige præcis pilegranaten bliver fremhævet som noget særligt afskyeligt? Der er jo ikke nogen, der mener, at et våben som luftangreb skal afskaffes, fordi de dræber tilfældige civile; kvinder og børn.

Jeg tror, at lige præcis pilegranaten bliver fremhævet, fordi den er i stand til at symbolisere noget andet. Det er ikke granaten i sig selv, der er problemet, og heller ikke de Taleban-krigere, der måtte blive gennemboret af metalpilene et fjernt sted i Afghanistans majsmarker. Problemet er hele krigen i sig selv. Kritikken af pilegranaten er ikke blot en kritik af et tilfældigt våben, som bliver anvendt i en krig, som tilfældigvis foregår i Afghanistan. Nej, kritikken er en kritik af lige netop den krig, der foregår i Afghanistan, men det er der bare ikke nogen der tør sige, for det er blevet tabu.

Så frem for en åbenlys kritik af krigen i Afghanistan bliver vi præsenteret for en mere subtil kritik i form af modstanden mod pilegranaterne. Og det kan for så vidt være en meget god strategi, fordi pilegranaterne er i stand til at fremhæve alt, hvad der er afskyeligt i krig: Paranoid nærkamp og lemlæstede menneskekroppe; metal gennem kød, knogler og indvolde. Pilegranaterne aktiverer simpelthen nogle grimme og uæstetiske associationer, og derfor gør de også krigen grim.

Så for at besvare spørgsmålet i overskriften: Problemet er, at pilegranater fremhæver alt det grimme ved krig, og tvinger os til at overveje, om den opgave, vi har sat danske soldater til i Afghanistan, grundlæggende er en god idé. Det tør man bare ikke sige højt.

Twitter

Reklamer