You are currently browsing the tag archive for the ‘Folketinget’ tag.

En ny politisk tænketank – Centrum-Venstre Akademiet (CEVEA) – er kommet til verden på venstrefløjen. I Deadline på DR2 kunne man sent søndag aften høre Jens-Jonathan Steen, direktør for CEVEA, fortælle om aspirationerne for projektet, og det må siges at være et ambitiøst projekt. CEVEA skal grundlæggende “styrke de fællesskaber, som understøtter det danske samfund”. I Jyllands-Posten kan man videre læse, at det drejer sig om, at komme med “nye bud på, hvordan danskhed, frihed og ulighed skal ses i et fællesskabspolitisk perspektiv”. Om det kommer til at lykkes kan kun tiden vise, men den nyere politiske historie i Danmark har allerede vist, at en politisk tænketank kan opnå en vigtig strategisk rolle i det politiske spil. Jeg taler selvfølgelig om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). Og Jytte Hilden, bestyrelsesformand for CEVEA, lægger da også i Jyllands-Posten vægt på, at “det er på tide, at der kommer et modspil til Cepos.”

Men hvad er det egentlig for en rolle, disse tænketanke spiller i det politiske system, og hvorfor er det, de er så interessante? De stiller jo ikke politikere op til hverken det ene eller det andet valg, og de udarbejder heller ikke lovforslag eller arbejder for specifikke sager. Og hvis interesser er det egentlig lige, de varetager? Jeg synes, det interessante ved tænketanke er, at de gør alt, hvad de kan, for at markere sig som uden for det formelle politiske system, samtidig med at de selvfølgelig er en del af det – for hvad skulle de ellers være?

Da Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2001 blev statsminister for en borgerlig regering efter ni år med Poul Nyrup Rasmussen som leder af skiftende centrum-venstre regeringer, var der store forventninger til, at han ville omkalfatre den danske velfærdsstat i en mere markedsorienteret retning. Men selvom der uden tvivl er foretaget skridt i den retning, udeblev den store liberalistiske revolution, og der gik ikke lang tid, før man kunne høre medlemmer af Venstres Ungdom (VU) murre i krogene og kalde statsministeren socialdemokrat – og det er vist noget nær det værste, man kan blive kaldt i de kredse.

Et nyt parti – Liberalisterne – forsøgte uden held at stille op til Folketinget, men fik dog vist, at der i liberale kredse var et ønske om en stærkere ideologisk profil og mindre hverdagspragmatisme. Og senere lykkedes det Ny Alliance, som nu sjovt nok er blevet til Liberal Alliance, at blive valgt ind i Folketinget med fem mandater. Og selvom det er en noget decimeret udgave af partiet, der er tilbage i Folketinget i dag, har de vist, at det borgerlige segment, som ønsker en klarere ideologisk profil, potentielt kan blive udslagsgivende ved et valg. Da CEPOS blev oprettet i 2005, var det lige netop ideologi og principper, der var i højsædet.

Jens-Jonathan Steen nævnte da også i Deadline, at CEVEA skal kunne noget, som politikere ikke kan. Tænketanken skal fungere som del af en idépolitisk infrastruktur, hvis funktion er at skabe plads til at provokere, tænke højt og tænke nyt. Og det skal tænketanken kunne, fordi den ikke er fastlåst af dogmer og praktiske nødvendigheder på samme måde som partier er. CEVEA skal altså ligesom CEPOS være en politisk institution, som varetager en ideologisk funktion, som ellers ikke bliver varetaget i det politiske system.

Det bliver spændende at se, hvilken rolle tænketanke kommer til at spille i fremtidens politik i Danmark, og det bliver spændende at se, om ideologi i de kommende år får en mere fremtrædende rolle i dansk politik – selvom det efterhånden er mange år siden, Jean-Francois Lyotard proklamerede “de store fortællingers død”. Men måske det bliver en ny form for post-moderne ideologi, vi bliver vidne til?

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Reklamer

Europa-Parlamentet havde 50 års fødselsdag den 19. marts i år. Det var et jubilæum for en politisk institution med stor betydning for alle europæeres hverdag, men nogen stor folkelig begivenhed blev det aldrig. Personligt kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede den dag, men jeg var i hvert fald ikke ude i gaderne og svinge den blå fane med de 12 stjerner. Og det er vel heller ikke så mærkeligt, for hele EU-systemet har aldrig været særligt folkeligt.

EU har været for politikere, embedsmænd og samfundsforskere, når det gjaldt det indholdsmæssige i systemet. Almindelige danskere har kun interesseret sig for EU, når der skulle stemmes om en ny traktat eller imellem afstemningerne, når det enten var muligt at modtage støttekroner, eller når EU opførte sig på en måde som stemte overens med almene fordomme om systemet. Standardiseringen af agurkestørrelser er vel det bedste eksempel på det.

Hvordan kompetencefordelingen er mellem de forskellige EU-institutioner, hvilke sager der er på dagsordenen eller beslutningsprocesserne op til vedtagelse af et nyt direktiv, er noget, de færreste danskere beskæftiger sig med. Vi har ikke set de politiske forskelle. Kort sagt har interessen for det politiske indhold i EU-systemet været minimal.

EU har været noget uden for Danmark – noget nede i Bruxelles – og i den forstand har der været en udbredt folkelig opfattelse af, at dansk politik og EU-politik kan adskilles. Faktisk har EU stort set været defineret som en modsætning til Folketinget og den danske stat, hvis man ser på den EU-kritik, som er repræsenteret af Dansk Folkeparti. I sit ekstrem har denne diskurs defineret Danmark og EU som to modsatte poler, og det har betydet, at politiske sager indenfor denne diskurs ikke har kunnet være dansk politik og EU-politik på en og samme tid; det har været et enten-eller spørgsmål.

Men spørgsmålet er, om der er ved at ske et brud i denne fastlåsthed; om almindelige danskere pludselig er ved at få øjnene op for, at EU og dansk politik ikke kan adskilles, og at det derfor pludselig er interessant, hvad der foregår “nede i Bruxelles”. Paradoksalt nok peger sagen omkring Udlændingeservice og dens vildledning af borgere omkring familiesammenføringsregler i den retning. For pludselig er kompetencefordeling mellem EF-domstol og den danske regering interessant, og hvad mere er: Domstolens aktivistiske rolle bliver diskuteret. Det er altså ikke længere blot forskellen mellem Danmark og EU, der bliver aktiveret i debatten, men også selve den måde EU er indrettet på, og den måde en konkret institution agerer på.

Tilmed kan man i Politiken idag læse, hvad en tysk politiker mener om EF-domstolens rolle, og det er måske et tegn på, at en opfattelse af at Danmark er et medlemsland blandt flere, og at andre landes politikere godt kan føre sager i dansk interesse mod en EU-institution, er ved at vinde større udbredelse.

Og i går kunne man i TV2’s nyheder se en reportage fra Europa-parlamentet, hvor både en fransk, en cypriotisk og to danske EU-parlamentarikere udtalte sig om dansk asylpolitik. Her blev forskellen mellem “nede i Bruxelles” og dansk politik altså heller ikke opretholdt.

Så selvom der er en åbenlys konflikt mellem den danske regering og EU omkring udlændingespørgsmål, så ser det faktisk ud til, at netop den konflikt er med til at nedbryde den diskursive barriere mellem, hvad der er dansk politik, og hvad der er EU-politik, fordi spørgsmålet i højere grad kommer til at dreje sig om, hvem der er for en stram udlændingepolitik, og hvem der er for en human udlændingepolitik. Og eftersom udlændingepolitik er et af de hotteste emner på den politiske dagsorden i Danmark i dag, er det politiske indhold i EU lige pludselig også blevet mere interessant for den almindelige dansker.

Twitter

Reklamer