You are currently browsing the tag archive for the ‘institutioner’ tag.

Den nye centrum-venstre tænketank CEVEA (Centrum-Venstre Akademiet) minder på mange måder om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). De er begge politiske tænketanke, og dermed politiske institutioner, som varetager en ideologisk funktion, som den almindelige del af det politiske system har fortrængt eller ikke vil være ved. Men udover at tilhøre hver sin ende af det politiske spektrum, er der så ikke også noget andet, der adskiller dem?

I øjeblikket fortæller de tre første hits på Google, når man søger på CEVEA, at CEPOS har flere penge end CEVEA. Det er blandt andet Politiken, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, der abonnerer på den historie (som i øvrigt er fra Ritzau). Men helt ærligt, hvis et par millioner skulle være udslagsgivende i den danske værdikamp, hvor ville Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti så være henne i det spil. Lige netop de to partier har jo faktisk klaret sig fremragende på lige netop den front i løbet af de sidste år. Og vel at mærke uden at kunne hamle op med de midler som flyder til venstrefløj og højrefløj fra henholdsvis fagbevægelse og erhvervsliv. Så det er ikke pengene, der er svaret. Pengene er nærmere noget, de to tænketanke har tilfælles.

Jeg tror, at man finder et muligt svar på spørgsmålet, hvis man ser på den kontekst, som de to tænketanke hver for sig er blevet til i. Som jeg argumenterede for i et tidligere indlæg, blev CEPOS til som en institution, der skulle udfylde et ideologisk tomrum, som Venstre og Konservativt Folkeparti ikke længere var i stand til at udfylde, men som ikke desto mindre var efterspurgt af en stor vælgerskare. Der var altså en efterspørgsel efter CEPOS blandt græsrødder, aktivister og vælgere på den borgerlige fløj, som CEPOS kunne stimulere ved at markere sig med en skarp, provokerende borgerligt-liberal retorik.

CEVEA derimod ser ikke ud til ville markere sig med en offensiv, venstreorienteret retorik, hvor alle de velkendte, gamle sange bliver hevet frem fra skufferne. I stedet er det nytænkning og progressivitet, der skal i højsædet, og det skyldes nok bagmændene bag CEVEA, som, i modsætning til hvad mange tror, ikke er hverken advisory board eller bestyrelse, men derimod en lille gruppe energiske unge mennesker fra forskellige dele af det ungdomspolitiske miljø, som på en eller anden måde kan identificere sig med en centrum-venstre identitet. Disse unge mennesker er ikke utilfredse med en regering, som ikke kan levere varen, men derimod med en opposition, som ikke kan opfinde et projekt.

En anden væsentlig forskel på de to tænketanke er, at CEVEA bruger CEPOS til at beskrive, hvad CEVEA er. CEVEA forsøger simpelthen at være modpol til alt, hvad CEPOS står for, og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi CEPOS kom først.

Så hvis man vil forstå forskellen på CEVEA og CEPOS – udover de forskellige ideologiske ståsteder – må man have blik for de to forskelle: At de to tænketanke er opstået under forskellige forudsætninger, og at CEPOS kom først, og dermed kridtede banen for CEVEA.

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Reklamer

Europa-Parlamentet havde 50 års fødselsdag den 19. marts i år. Det var et jubilæum for en politisk institution med stor betydning for alle europæeres hverdag, men nogen stor folkelig begivenhed blev det aldrig. Personligt kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede den dag, men jeg var i hvert fald ikke ude i gaderne og svinge den blå fane med de 12 stjerner. Og det er vel heller ikke så mærkeligt, for hele EU-systemet har aldrig været særligt folkeligt.

EU har været for politikere, embedsmænd og samfundsforskere, når det gjaldt det indholdsmæssige i systemet. Almindelige danskere har kun interesseret sig for EU, når der skulle stemmes om en ny traktat eller imellem afstemningerne, når det enten var muligt at modtage støttekroner, eller når EU opførte sig på en måde som stemte overens med almene fordomme om systemet. Standardiseringen af agurkestørrelser er vel det bedste eksempel på det.

Hvordan kompetencefordelingen er mellem de forskellige EU-institutioner, hvilke sager der er på dagsordenen eller beslutningsprocesserne op til vedtagelse af et nyt direktiv, er noget, de færreste danskere beskæftiger sig med. Vi har ikke set de politiske forskelle. Kort sagt har interessen for det politiske indhold i EU-systemet været minimal.

EU har været noget uden for Danmark – noget nede i Bruxelles – og i den forstand har der været en udbredt folkelig opfattelse af, at dansk politik og EU-politik kan adskilles. Faktisk har EU stort set været defineret som en modsætning til Folketinget og den danske stat, hvis man ser på den EU-kritik, som er repræsenteret af Dansk Folkeparti. I sit ekstrem har denne diskurs defineret Danmark og EU som to modsatte poler, og det har betydet, at politiske sager indenfor denne diskurs ikke har kunnet være dansk politik og EU-politik på en og samme tid; det har været et enten-eller spørgsmål.

Men spørgsmålet er, om der er ved at ske et brud i denne fastlåsthed; om almindelige danskere pludselig er ved at få øjnene op for, at EU og dansk politik ikke kan adskilles, og at det derfor pludselig er interessant, hvad der foregår “nede i Bruxelles”. Paradoksalt nok peger sagen omkring Udlændingeservice og dens vildledning af borgere omkring familiesammenføringsregler i den retning. For pludselig er kompetencefordeling mellem EF-domstol og den danske regering interessant, og hvad mere er: Domstolens aktivistiske rolle bliver diskuteret. Det er altså ikke længere blot forskellen mellem Danmark og EU, der bliver aktiveret i debatten, men også selve den måde EU er indrettet på, og den måde en konkret institution agerer på.

Tilmed kan man i Politiken idag læse, hvad en tysk politiker mener om EF-domstolens rolle, og det er måske et tegn på, at en opfattelse af at Danmark er et medlemsland blandt flere, og at andre landes politikere godt kan føre sager i dansk interesse mod en EU-institution, er ved at vinde større udbredelse.

Og i går kunne man i TV2’s nyheder se en reportage fra Europa-parlamentet, hvor både en fransk, en cypriotisk og to danske EU-parlamentarikere udtalte sig om dansk asylpolitik. Her blev forskellen mellem “nede i Bruxelles” og dansk politik altså heller ikke opretholdt.

Så selvom der er en åbenlys konflikt mellem den danske regering og EU omkring udlændingespørgsmål, så ser det faktisk ud til, at netop den konflikt er med til at nedbryde den diskursive barriere mellem, hvad der er dansk politik, og hvad der er EU-politik, fordi spørgsmålet i højere grad kommer til at dreje sig om, hvem der er for en stram udlændingepolitik, og hvem der er for en human udlændingepolitik. Og eftersom udlændingepolitik er et af de hotteste emner på den politiske dagsorden i Danmark i dag, er det politiske indhold i EU lige pludselig også blevet mere interessant for den almindelige dansker.

Twitter

Reklamer