You are currently browsing the tag archive for the ‘kommentarfunktion’ tag.

Efter Obamas succes med anvendelse af interaktive, digitale medier i sin valgkampagne, har der været meget hype om, hvornår og hvordan denne udvikling ville slå igennem i Danmark. Radikale.net er det eneste danske sted på Internettet, som jeg kender til, der bygger på en konsekvent strategi for digital interaktion. Men strategien er ikke problemfri.

Brugerne i centrum

Radikale.net blev lanceret af Det Radikale Venstre i september 2007 to måneder før folketingsvalget d. 13. november. Partiet havde indtil da sin centrale tilstedeværelse på internettet på domænet Radikale.dk.

Radikale.dk fortsatte som kanal for partiets officielle politik, mens Radikale.net af Margrethe Vestager blev beskrevet som et sted, hvor alting er til debat, og hvor det er muligt at lave events. Partiet havde således på det tidspunkt to platforme på internettet, som blev drevet parallelt med forskellige formål. I begyndelsen af 2009 er det stadig tilfældet.

Menubjælken på Radikale.net

Grundpillen i Radikale.net er, at brugerne af siden har mulighed for at oprette profiler, fordi det er brugere med profiler, der skaber alt indhold og aktivitet på siden. Med en brugerprofil kan man skabe relationer til andre brugere, skrive debatindlæg, samt oprette events og grupper.

Der er dog en vis redaktionel linje, idet indlæg fra særligt folketingspolitikere bliver fremhævet på forsiden, men det er alligevel primært det brugerskabte indhold, som er i fokus. På forsiden fremhæves resuméer fra de seneste indlæg fra brugerne nemlig ved siden af det redaktionelt udvalgte indhold.

Eksemplet er taget fra Radikale.net d. 7. april 2007. Billedet er lettere modereret.

Eksemplet er taget fra Radikale.net d. 7. april 2007. Billedet er lettere modereret.

Changing the world of internet and politics

I September 2008 blev Det Radikale Venstres hjemmeside Radikale.net nomineret til ”Top 10 Who are Changing the World of Internet and Politics” af internetmagasinet Politics Online.

De danske partier havde generelt haft en tilstedeværelse på Internettet siden midten af 1990’erne, og Det Radikale Venstre havde haft en hjemmeside siden december 1996 (Löfgren 2001: 18). Men i 2008 var det første gang, at et dansk parti oprettede et åbent og offentligt tilgængeligt netværk, hvor både partimedlemmer og andre interesserede kunne deltage.

Politics Online lagde i deres nominering vægt på, at Radikale.net gør det nemmere for partimedlemmer at deltage i partiaktiviteter og at Radikale.net åbner partidebatter og kampagneaktiviteter for alle, der måtte være interesserede uafhængigt af partitilhørsforhold.

Særegent i en dansk sammenhæng

Radikale.net er særegent i en dansk sammenhæng, fordi det er det første danske eksempel på, at et parti anvender interaktive, digitale medier til at åbne partiets interne kommunikation for offentligheden. Radikale.net er dog ikke det første eksempel på generel politisk anvendelse af interaktive, digitale medier i en dansk sammenhæng.

Men strategien bag og implementeringen af Radikale.net adskiller sig fra den måde, politikere og partier tidligere har anvendt interaktive, digitale medier som weblogs og sociale netværkstjenester ved at sætte partiet i centrum frem for politikere, ved åbne partiet for deltagelse uafhængigt af partimedlemskab og ved at være åbne omkring partiinterne processer.

Det er dog værd, kort at ridse op, hvordan interaktive, digitale medier hidtil har været anvendt i Danmark for at markere forskellen.

Danske partier og digital interaktion

Under den danske folketingsvalgkamp i 2005 anvendte 52 (5 %) af folketingskandidaterne weblogs som en ny form for politisk kommunikation. Og ud af de 52 weblogs havde 8 folketingskandidater implementeret en kommentarfunktion. (Pedersen & Klastrup 2005).

Kommentarfunktionen gav webloggens publikum mulighed for at efterlade en kommentar til den enkelte folketingskandidat, og folketingskandidaten havde mulighed for at svare på kommentarene. På den måde muliggjorde kommentarfunktionen interaktion mellem folketingskandidater og vælgere.

Interaktion mellem folketingskandidater og vælgere er dog ikke noget nyt, idet noget så analogt som en samtale mund til mund også er interaktion. Det afgørende nye ved kommentarfunktionen var, at de kommentarer som den enkelte vælger efterlod, blev udstillet varigt for resten af bloggens publikum.

På denne måde blev løbende interaktion mellem folketingskandidater og vælgere – eller manglen på samme – udstillet som en del af folketingskandidaternes eksterne kommunikation. Og publikum havde mulighed for at deltage hvor som helst og når som helst.

Studier af brugen af kommentarfunktionen på politikeres blogs, har dog vist, at interaktionen blandt danske politikere og deres internetpublikum er begrænset (Jensen et al 2008, Aagaard & Andersen 2008)

Et andet aspekt ved den interaktion, som hidtil har fundet sted mellem politikere og vælgere, er, at interaktionen har været præget af et hierarkisk forhold. Politikere og partier har publiceret indlæg, som publikum derefter har kunnet svare på. Publikum har ikke haft mulighed for at tage initiativet, og de har ikke haft mulighed for at interagere horisontalt uafhængigt af politikernes indlæg.

Partiernes tilstedeværelse på Internettet er også generelt præget af et heterogent og uintegreret udtryk.

Nogle partiledere har egne hjemmesider uafhængigt af de officielle partihjemmesider, mens andre ikke har. Nogle partiledere er meget aktive på Facebook, mens andre ikke er. Og nogle menige folketingsmedlemmer bruger personlige weblogs meget aktivt, og forsøger at opbygge faste publikum, mens andre folketingsmedlemmer, slet ikke har noget så simpelt som en hjemmeside.

Det giver et væld af forskellige indgange til partiet på internettet, og partierne ser meget forskellige ud, alt efter hvorfra man kigger.

Det radikale brud

Radikale.net kan ses som et brud med den manglende interaktivitet, fordi det er lykkedes at skabe et netsted, som hyppigt opdateres med nye indlæg og kommentarer.

Der kan også ses et brud med det hierarki, som hidtil har været en del af partiernes tilstedeværelse på internettet, fordi brugerne af Radikale.net selv kan tage initiativ til indlæg, og frit kan kommunikere på kryds og tværs.

Og herudover er Radikale.net et sted, der i højere grad end tidligere integrerer partiets mange forskellige tilstedeværelser på internettet, idet partiets politikeres og kandidaters profiler med tilhørende weblogs er integreret i Radikale.net.

Det mest afgørende brud er dog, at Radikale.net bliver anvendt af partimedlemmer til at diskutere og udvikle politik og strategier, og at denne partiinterne interaktion er synlig for offentligheden. Denne gennemsigtighed er dog ikke problemfri.

Da Ammitzbøll stjal rampelyset

Det mest omtalte indlæg på Radikale.net må være et indlæg som blev publiceret af Simon Emil Ammitzbøll d. 20. september 2008 under partiets landsmøde i Nyborg. Indlægget kom tre dage efter, at Ammitzbøll i en kronik i Berlingske havde rettet en skarp kritik mod Det Radikale Venstre partileder Margrethe Vestager.

Det var en lørdag midt under partiets landsmøde, og pressen var derfor i forvejen fokuseret på partiet. Indlægget blev publiceret kl. 12.10, men kl. 14.20 kunne man via Ritzau læse, at ”kun enkelte Ammitzbøll-støtter holdt kritikken i live. Resten af landsmødet mødte ham med tavshed.

Dette billede havde dog ændret sig kl. 15.20, hvor det igen lykkedes Ammitzbøll at stjæle rampelyset. Ritzau skrev: ”Først skrev han en kronik i Berlingske Tidende. Nu kritiserer Simon Emil Ammitzbøll R-ledelsen via De Radikales eget internetnetværk, mens han er i New York.

Historien, der havde ligget og ulmet under landsmødets overflade, havde nu igen fanget an. Og kl. 16.00 blev det offentligt, at Morten Østergaard, folketingsgruppens næstformand, til en journalist fra Ritzau vedgik, at ”Ammitzbøll havde formået at rejse en debat om partiets strategi på weekendens landsmøde.

Ammitzbøll var ikke selv tilstede ved landsmødet, men via Radikale.net var det på under fire timer lykkedes ham at stjæle opmærksomheden i medierne.

Radikale.net, der i begyndelsen af september 2008 var en succeshistorie om kreativ og banebrydende anvendelse af interaktive, digitale medier, var nu i slutningen af samme måned blevet en kilde til historier om splid internt i partiet. Radikale.net havde mistet sin uskyld.

Fortsatte historier om intern splid

Siden Ammitzbølls famøse indlæg er Radikale.net gang på gang blevet anvendt som kilde til historier om interne konflikter i Det Radikale Venstre. Men hvor det i første omgang var en folketingskandidat, som allerede nød stor opmærksomhed i medierne, der blev citeret i medierne, var det allerede en måned efter almindelige brugere af Radikale.net, der blev brugt som kilder.

Politiken skrev d. 21. oktober 2008: ”Dagen i går rasede debatten om Vestagers ny strategi, hvor især regeringssamarbejdet med SF trak overskrifter på debatforummet Radikale.net.” Og i Børsen kunne man d. 17. februar 2009 læse, at ”på det radikale kommunikationsforum, radikale.net, kritiserer flere folketingsgruppens arbejde.

Den åbenhed og gennemsigtighed, der har ligget som et centralt element i Radikale.net, har medført, at partiets ledelse nu i stigende grad bliver modsagt i nyhedsmedierne af deres egne partifæller.

Men hvorfor er åbenhed så en god kommunikationsstrategi?

Jeg er i øjeblikket ved at skrive speciale, og har efterhånden været i gang et stykke tid. Jeg startede med en idé om, at det var muligt at sige noget generelt om partiernes strategier på internettet ved at foretage kvalitative analyser af partihjemmesider, men jeg har forkastet idéen.

I stedet er jeg venligt blevet gjort opmærksom på, at Radikale.net er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg er nu specifikt interesseret i, hvorfor Det Radikale Venstre mener, at den åbenhed, der ligger i Radikale.net, er en god strategi. Og hvis du har gode inputs til det spørgsmål, ville jeg elske, hvis du smed en kommentar.

Reklamer

Hvad fortæller partihjemmesider om partiernes rolle i moderne dansk politik, og hvordan kan vi forstå kommunikationen på partihjemmesider med udgangspunkt i den rolle? Dette spørgsmål er udgangspunktet for det speciale, jeg arbejder på i øjeblikket.

Hvis spørgsmålet ikke umiddelbart fanger din interesse, så læs følgende indlæg. Og fortæl mig gerne, om jeg er på vildspor. Jeg overvejer at anvende indlægget som prolog i selve kandidatafhandlingen.

Mysteriet

Hmm… Jeg tror egentlig aldrig, jeg har besøgt en partihjemmeside,” fortæller personen overfor mig, efter at jeg har fortalt om mit arbejde med denne kandidathandling. Og jeg kan dårligt huske alle de gange, jeg har hørt den kommentar. Sommetider fra personer, der slet ikke har begreb om Internettet. Andre gange fra personer, som ikke interesserer sig for politik. Men også fra unge politisk interesserede akademikere med fingeren på pulsen.

Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg heller ikke selv været en hyppig gæst før denne afhandling. Hvorfor skulle du eller jeg eller nogen anden egentlig også være det? Efter mange måneders arbejde med at undersøge partihjemmesider må jeg være dig svar skyldig, men netop dét, er mysteriet. Lad mig udfolde det.

Ansigter

Partihjemmesider er mystiske. Ved første øjekast virker de uskyldige og nærmest ligegyldige, og man kan let få lyst til at passere videre. Men på den anden side. De er tydeligvis udadvendte, og forsøger at fange et publikum. Det kan man se, ved de mange ansigter, som præger de fleste partihjemmesider.

Ansigter

Pæne ansigter i portrætformat, der smiler til publikum, og forsøger at fortælle os noget. Det ene eller det andet politiske budskab, som er formuleret i tekst i forbindelse med billedet. Hvis man surfer forbi de forskellige partihjemmesider er det et gennemgående træk. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Portrætbilleder og tekst. Men hvad vil de os, disse mange ansigter? Hvis vi stopper op, og lader dem tale til os, hvad fortæller de os så?

Sælgerne på markedspladsen

Man får let associationer til en markedsplads, hvor alle disse ansigter er sælgere. Partierne har hver deres bod, hvorfra de forsøger at sælge os noget. Smilene på deres læber er ikke langt fra smilene hos sælgeren i en vilkårlig butik. Og de har gode tilbud til os. De vil gerne løse vores problemer; ændre samfundet og verden.

Kampen for ligestilling fortsætter i 2009” kan man læse på SF’s hjemmeside, og ”Børn og unge ud af bander” kan man læse på Venstres. Men ligesom sælgeren kommer ansigterne let til at virke påtrængende. Det, der fremstilles som et tilbud, kommer nærmere til at virke som et krav. Det virker som om, ansigterne siger, ”Bliv lidt længere i vores bod, og lad dig friste” eller ”Gå ikke over i de andres bod, for vores tilbud er meget bedre end deres.”

Et ansigt på Socialdemokraternes hjemmeside fortæller os, at regeringens sprogudspil ”er en slap omgang”, og på Venstres hjemmeside spørger et ansigt, ”Hvor er socialisterne henne?” Partierne slås mod hinanden, og hvorfor skulle vi blive en del af det?

Hvis man gerne vil have løst et problem, ændret samfundet eller verden, bliver man let skuffet. For tilsyneladende er konkurrencen med de andre boder mindst lige så vigtig som kvaliteten af det produkt, man efterspørger.

Og ens rolle i løsningen af konkrete problemer er reduceret til kundens rolle; man modtager en vare, efter man har betalt en pris. Og selvom prisen ikke er mærket på varen, findes den som en implicit, gensidig forståelse, ”Stem på os ved næste valg, og vi giver dig alt dette og meget mere.”

Butikken i sidegaden

Men alle disse associationer og metaforen om markedspladsen forudsætter, at man i første omgang er havnet på en partihjemmeside, og at man er stoppet op. Hvis ansigterne på partihjemmesiderne er sælgere, er de ikke dør-til-dør sælgere, men snarere sælgere i en butik, der er gemt væk i en sidegade. Du skal lede efter dem for at finde dem. Du skal opsøge dem. Men hvorfor skulle man egentlig gøre det?

Når man vælger at gå ind i en butik, er det som oftest fordi man mangler en bestemt vare eller, fordi man gerne vil fristes. Men politisk polemik er det svært at være i underskud af i det moderne mediebillede, og hvad har partihjemmesiderne så at tilbyde os?

Hvis man ser nærmere efter på partihjemmesiden, eller går ind i butikken, om du vil, mystificeres man yderligere, for der er underligt stille. Man kan læse tekst. Man kan se på billeder. Man kan se video-optagelser. Man kan passivt iagttage. Der tales til en, men man kan ikke tale med nogen. Sælgerne er ikke i butikken, men har sørget for at efterlade dig den information, du har brug for.

Visse steder har partihjemmesiderne en kommentarfunktion, og dermed kan du også efterlade en lille besked inden du selv forlader butikken. Men det ændrer ikke indtrykket af et forladt rum uden personlig interaktion. Du skal nemlig ikke forvente et svar på din kommentar, og du kan ikke få øje på andre kunder i butikken.

Ligesom de fraværende sælgere er de andre kunder kun tilstede i kraft af de spor, de har efterladt sig. Små, korte og diskret placerede kommentarer. Og når man bevæger sig videre rundt på partihjemmesiden, eller gennem det forladte butikslokale, øges mystificeringen.

Den skjulte dør i det forladte butikslokale

Bag alle de politiske meddelelser, gemmer sig partiprogrammer, organisationsbeskrivelser og personoplysninger, men abstaherer man fra bunken af dokumenter, dukker noget op. Der er en dør, og over døren lyder opfordringen, ”Bliv medlem!”. Der findes tilsyneladende et baglokale; et sted med liv, hvor der sker noget.

Bliv medlem

På enhedslistens hjemmeside kan man læse, at ”som medlem af Enhedslisten er du med i et levende partidemokrati. Enhedslistens største styrke er vores medlemmer. Et levende parti har hele tiden brug for at udvikle sig, og derfor er der også brug for dine ideer.

Et levende partidemokrati. Medlemmerne er Enhedslistens største styrke. Der er brug for mine og dine idéer. Men hvor er så livet? Hvor er medlemmerne? Og hvor er medlemmernes idéer? Ikke på hjemmesiden. Enhedslistens hjemmeside er klinisk renset for interaktive funktioner, billeder af menige medlemmer og politiske indlæg, der ikke har et folketingsmedlem som afsender.

Tilsyneladende er partimedlemmer noget, der helst skal gemmes væk fra offentlighedens søgelys. Noget der ville forstyrre billedet af de mange ansigter, der vil sælge os politik. Men hvorfor skulle jeg eller du så vælge at gå gennem døren? Hvis vi tilsyneladende blot bliver stuvet bort i et skummelt baglokale uden vinduer? Og hvorfor er partierne overhovedet interesserede i os.

Partihjemmesidernes paradoks

Partihjemmesider er mystiske, og det er afsættet for afhandlingen. De siger et, men gør noget andet. Hvordan kan det tolkes, og hvad fortæller det om partierne?

Hvis partihjemmesider er passive og hengemte, rummer det et paradoks, for danske politiske partier er i sig selv en god historie. I de danske nyhedsmedier bringes hele tiden nye historier om partier med succes. Partier uden vælgeropbakning. Interne stridigheder i partierne. Oprettelse af nye partier. Positionering i forhold til andre partier. Partiernes politiske strategi. Og så selvfølgelig konkrete politiske emner.

Partierne er en fast del af den måde, hvorpå vi forstår og kommunikerer om dansk politik. Nærmest uomgængelige, når vi taler om politik, og derfor er deres mystiske tilstedeværelse på Internettet overraskende. Noget vi taler så meget om, giver pludselig ikke mening, når vi ser det nærmere efter i sømmene.

Hvis vi spørger partihjemmesider, hvad partier egentlig er, og hvilken politisk rolle de spiller, bliver svaret uundgåeligt flertydigt. Består de af en masse påtrængende ansigter, eller er de en gruppe hemmelige medlemmer? Og hvordan hænger de to ting sammen?

Hvad andre skriver om partihjemmesider

Der skrives ikke meget om partihjemmesider i den danske blogosfære, men her er et par interessante indlæg:

Så går Sosserne også til tv’etAnnas tanker

“Det er lidt latterligt opstyltet og ufrivilligt komisk, at man puster sig op på den måde”Taletanken

“Men Lene stopper ikke dér”Politik og Spin (sidst i indlægget)

Twitter

Reklamer