You are currently browsing the tag archive for the ‘krig’ tag.

Vidste du, at mere end 87.000 civile irakere er døde af voldelige årsager siden invasionen i 2003? Jeg var klar over, at tallet var højt, men ikke, at det var så højt, før jeg besøgte Iraqbodycount.org. Det er en anset hjemmeside (BBC anvender den), der løbende opgør antallet af civile dræbte i Irak.

Og selvom tallet er højt, så er det ikke medregnet de mange irakiske soldater, som døde under selve invasionen eller de civile, som er døde af andre krigsrelaterede årsager som sygdom og sult. Og illegale kombatanter er selvfølgelig slet ikke medregnet. Alt i alt er det samlede antal irakere, der har måttet lade livet i forbindelse med krigen altså væsentligt højere end de 87.000. Men lad os alligevel holde os til det tal, fordi det er et tal, der er dokumenteret.

87.000 er ca. en civil dræbt for hver 333 indbyggere i Irak. Omregnet til danske forhold ville det svare til ca. 15.000 civile dødsfald eller ca. 900.000, hvis tallet omregnes til amerikanske forhold. Vi ville sandsynligvis tale om en national tragedie – mon ikke også irakerne gør det?

Ikke desto mindre, er det den pris, vi har tvunget irakerne til at betale, men i stedet diskuterer vi hele tiden om beslutningsgrundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen var det ene eller andet (*). Hvorfor diskuteres det aldrig, hvilke konsekvenser beslutningen reelt havde? Hvorfor må de 87.000 og deres millioner af pårørende, som beslutningen på den mest brutale vis har berørt, ikke have nogen stemme, når vi evaluerer vores egne handlinger? Hvorfor gælder der ikke et proportionalitetsprincip i udenrigs- og sikkerhedspolitik? Uanset om det var det ene eller det andet beslutningsgrundlag, var det så 87.000 civile dræbte værd? Proportionerne er jo faktisk sammenlignelige med antallet af civile dræbte i Nagasaki efter amerikanerne smed en atombombe der i slutningen af 2. verdenskrig. Og det har da været debatteret heftigt siden da.

Jeg håber, det er, fordi tanken, om at danske politikere måske er medansvarlige for denne enorme gruppe uskyldige menneskers uhyrlige lidelser, er ubærlig.

(*) Politiken: Pind: Rohde må trække citaterne tilbage; Politiken: Forfatter bag Irak-bog: Rohde korrekt citeret; Politiken: Per Stig: Hele verden troede Saddam havde masseødelæggelsesvåben; Politiken: Jens Rohde gennemhuller regeringens Irak-forklaring; Berlingske: Pind: Rohde skal æde alt i sig; Berlingske: Rohde sår tvivl om grundlag for Irak-krig; etc.

Reklamer

Politiken skriver i en artikel om en ny type granater, indkøbt af Forsvaret, der afsender en sky af metalpile mod fjenden. Dette våben bliver kraftigt kritiseret af Amnesty International, hvis formand Lars Normann Jørgensen udtaler, at “Vi er bekymrede over den type våben. Det er et upræcist våben, der rammer vilkårligt og dermed risikerer at dræbe civile“.

Men i en anden artikel i Politiken kan man læse, at FN anslår, at et amerikansk luftangreb i sidste uge dræbte 90 civile. Der bliver altså allerede anvendt våben, der dræber vilkårligt. Så hvorfor er det, at lige præcis pilegranaten bliver fremhævet som noget særligt afskyeligt? Der er jo ikke nogen, der mener, at et våben som luftangreb skal afskaffes, fordi de dræber tilfældige civile; kvinder og børn.

Jeg tror, at lige præcis pilegranaten bliver fremhævet, fordi den er i stand til at symbolisere noget andet. Det er ikke granaten i sig selv, der er problemet, og heller ikke de Taleban-krigere, der måtte blive gennemboret af metalpilene et fjernt sted i Afghanistans majsmarker. Problemet er hele krigen i sig selv. Kritikken af pilegranaten er ikke blot en kritik af et tilfældigt våben, som bliver anvendt i en krig, som tilfældigvis foregår i Afghanistan. Nej, kritikken er en kritik af lige netop den krig, der foregår i Afghanistan, men det er der bare ikke nogen der tør sige, for det er blevet tabu.

Så frem for en åbenlys kritik af krigen i Afghanistan bliver vi præsenteret for en mere subtil kritik i form af modstanden mod pilegranaterne. Og det kan for så vidt være en meget god strategi, fordi pilegranaterne er i stand til at fremhæve alt, hvad der er afskyeligt i krig: Paranoid nærkamp og lemlæstede menneskekroppe; metal gennem kød, knogler og indvolde. Pilegranaterne aktiverer simpelthen nogle grimme og uæstetiske associationer, og derfor gør de også krigen grim.

Så for at besvare spørgsmålet i overskriften: Problemet er, at pilegranater fremhæver alt det grimme ved krig, og tvinger os til at overveje, om den opgave, vi har sat danske soldater til i Afghanistan, grundlæggende er en god idé. Det tør man bare ikke sige højt.

Twitter

Error: Twitter did not respond. Please wait a few minutes and refresh this page.

Reklamer