You are currently browsing the tag archive for the ‘kritik’ tag.
Nu er det ikke så meget, jeg får kravlet rundt i blogossfæren for tiden, men for nyligt faldt jeg over et indlæg i Altingets nyhedsbrev, som jeg gemte i hukommelsen til en senere kommentar. Det var Ida Jeng, som på Politiken.dk havde skrevet et indlæg med den noget bombastiske titel “Facebooks ondskab gavner os alle“. Og jeg må sige, at jeg var helt paf. Facebook ond? Virkelig? Men det er godt? Virkelig?
Stadigt flere politikere får personlige platforme på nettet, hvorfra de profilerer sig selv, og kommunikerer direkte med vælgere. Men samtidig virker det som om, partierne er resignerende, når det kommer til anvendelse af nye medieteknologier. Hører partierne til en gammel medievirkelighed, og tilhører fremtiden driftige politikere med forstand på moderne medier?
I søndagens udgave af Politiken kan man læse en analyse, der beskriver Facebook som politikernes nye ølkasse. Analysen virker intuitivt interessant, men jeg synes den fortjener at blive sat lidt i perspektiv. Det følgende er derfor min egen udlægning af de centrale pointer.
Personorienteret politisk kommunikation
Mere end halvdelen af Folketingets politikere er på Facebook, og selvom mange af dem ikke ved, hvad de laver dér, er der tilsyneladende en tendens til en ny form for politisk kommunikation. I denne nye politiske kommunikation kommunikerer politikerne mere personligt og mere intimt med deres publikum ved at fremvise sider af dem selv, som ikke levnes plads i traditionelle medier.
Via denne form for kommunikation kan politikerne ifølge forfatterne opbygge nye former for relationer til vælgere, der minder om venskabelige relationer. Eller de kan opbygge små netværk af personlige ambassadører. Det er i sig selv en interessant hypotese, men den peger også på en mere generel tendens.
Nye medier vs. traditionel partipolitik
Titlen på analysen i Politiken mindede mig om en akademisk artikel, jeg er stødt på tidligere, 21st Century Soap Boxes? MPs and their Blogs. Artiklen handler generelt om, hvorvidt blogs medvirker til at forandre kommunikationen mellem britiske og canadiske parlamentsmedlemmer og den bredere offentlighed.
En del af pointerne minder om analysen i Politiken, men den peger samtidig i retning af nogle mere generelle udviklingstræk indenfor politisk kommunikation. Et af disse træk er en tilsyneladende konflikt mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier.
Forfatterne peger på, at nogle politiske bloggere forsøger at underminere traditionel partipolitik. Og samtidig peger forfatterne på, at partierne arbejder hårdt for at holde en stram disciplin omkring kommunikationen på politikerblogs.
Der ser altså ud til at være et modsætningsforhold mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier, og artiklen ender med at konkludere:
“[…] the realities of institutionalised collective party politics limit [the blogs’] potential and vitality for political representatives.” (s. 16)
Det ville være interessant at se en mere kritisk og mindre beskrivende eller instrumentel tilgang til nye medier og politisk kommunikation i en dansk kontekst.
.
Videre læsning
.
“Politik på Facebook” – Benny Engelbrecht (MF)
“Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?” – Anna Ebbesen
“Politik & Twitter & Anders Samuelsens forhold til Facebook” – Kasper Bergholt
“Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter” – Mikkel Marius Winther (Wemind) (Kommentartråden er mere spændende end selve indlægget.)
“Politisk levebrød” – Peter Kurrild-Klitgaard (klumme i Berlingske, som ikke drejer sig om nye medier, men som alligevel bidrager med et interessant perspektiv)
Hvad er betingelserne for demokrati og menneskerettigheder i den digitale tidsalder? Dette spørgsmål grublede jeg lidt over i mit sidste indlæg uden på nogen måde at komme i dybden med spørgsmålet.
Terrorisme og internetovervågning
I mellemtiden er jeg faldet over et interessant paper – “Terrorism and the Proportionality of Internet Surveillance” – som er forfattet af Ian Brown fra Oxford Internet Institute og Douwe Korff fra London Metropolitan University. De to forfattere har en interessant pointe, idet de påpeger, hvordan den europæiske indsats mod terrorisme grundlæggende er præget af et modsætningsforhold.
Paperet tager udgangspunkt i, at terrorister og terrororganisationer i stigende omfang anvender Internettet til kommunikative og organisatoriske formål, og at dette problem har ledt til at politi og efterretningstjenester har opbygget nye overvågningskapaciteter, og er blevet tildelt nye beføjelser.
Denne udvikling er fundet sted på grundlag af sikkerhedshensyn, som ikke blot er udtryk for populisme og frygt, men derimod hensyntagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som længe har kodificeret sikkerhed som en menneskeret.
Men samtidig lægger den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vægt på databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred med udgangspunkt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Falsk sikkerhed, mindre frihed
Regeringer og domstole skal altså balancere to modstridende menneskerettigheder, og ifølge paperets forfattere går det ikke alt for godt:
“We are giving up freedom without gaining security. In the process, all of us are increasingly placed under general, suspicion-less mass surveillance, with comprehensive data being captured on our activities.” (s. 9)
En ting er at opgive frihed for at føle sig mere sikker, men at opgive personlig frihed, fordi det internationale retssystem er inkonsistent og modsætningsfyldt, er noget ganske andet.
Og overvågning er jo altså ikke for sjov. Uskyldige mennesker bliver overvåget, anholdt, fængslet og ja, dræbt. Jean Charles de Menezes blev henrettet af britisk politi i 2005 uden grund, og betjentene bag drabet er aldrig blevet sigtet. Det er ikke kønt, når staten hiver voldsmonopolet frem, og det gør ondt, hvis man står i vejen!