You are currently browsing the tag archive for the ‘nyhedsmedier’ tag.

Click picture for original source

Jeg fandt et interessant udsagn i en bog jeg har liggende. Prøv at gætte, hvornår det er fra.

Beneath the rhetoric and fanfare of the [xxxx] presidential campaign lies an important message about the future of democracy. The message is the media.

This is an old message with a new twist. In [xxxx] the media continue to play a central role – according to some the central role – in presidential selection. But for the first time, a dazzling array of new communication technologies […] have moved off the showroom shelves and onto the campaign trail. Traditional broadcast media and newspapers continue to dominate political communication, but candidates have learned that they ignore the new media arsenal only at their peril.

Jeg synes, det er et udsagn, som minder utroligt meget om udsagn, vi hører den dag i dag, men prøv at gætte, hvornår det er fra. Svaret findes her.

Reklamer

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt internettet har ændret noget særligt ved mulighederne for at udtrykke sig selv, eller om det blot er gammel vin på nye flasker, så se blot på følgende eksempel fra dagens nyheder.

En gal finne på 22 år går amok på en erhvervsskole i en finsk provins. Dræber 10 mennesker, sårer andre og begår selvmord. Det skriver bl.a. Politiken og Berlingske. Det er chokerende, og man står tilbage som et stort spørgsmålstegn – hvad skete der, og hvorfor? Og normalt ville vi være vidner til en mængde af journalister og eksperter, der på meget løst grundlag, forsøgte at give os et svar. Uafhængigt af, hvordan morderen måtte have ønsket at fremstå. Denne gang – ligesom den sidste gang i Finland og episoden på VirginiaTech – er dette ikke tilfældet.

Morderen har efterladt et væld af information via internettet, som er blevet spredt og udbredt i nyhedsmedierne, så man nu kan læse, hvilke rockbands, og hvilke film han kunne lide. Hvilke kvinder han var interesseret i, og hvad hans interesser var. Information om morderens person, som morderen selv har skabt. Man kan tilmed se optagelser af ham, som han selv har optaget, i aftenens nyheder på TV2.

Jeg ved ikke, om han har nogen form for ret til den form for opmærksomhed, jeg kan blot konstatere, at internettet giver ham den.

Efter lanceringen af den nye centrum-venstre tænketank Cevea (Centrum-Venstre Akademiet) i Deadline på DR2 søndag aften er der sagt og skrevet meget om initiativet. Og det er selvfølgelig godt for en tænketank som Cevea, der lever af opmærksomhed. Man kunne dog spørge, om der er sagt og skrevet nok, til at lanceringen kan kaldes en succes, men det må andre vurdere. I stedet vil jeg rejse spørgsmålet, om indholdet af, hvad der er sagt og skrevet om Cevea, gør lanceringen til en succes.

Jeg har tidligere hæftet mig ved, (1) at stort set alle nyhedsartikler og blogindlæg nævner den borgerligt-liberale tænketank Cepos i samme åndedrag som Cevea, og (2) at tophistorierne i flere dagblade har handlet om, at Cepos har flere penge end Cevea. Og det er jo ikke ligefrem noget, der giver en fornemmelse af, at nu rykker venstrefløjen virkelig.

Nis Sperling fra Retorikbloggen giver et meget godt indtryk af denne fornemmelse. Han er ikke så overrasket over dannelsen af Cevea, for der var jo allerede Cepos, og venstrefløjen manglede en pendant, så Cevea er en fordudsigelig udvikling i det politiske system. En mere udfoldet analyse i denne retning findes på bloggen Wodin. Et væsentligt udsagn fra Wodin er, at man nok ikke skal forvente sig tungt analysearbejde fra Cevea, men at tænketankens eksistensberettigelse i begyndelsen vil være, at skabe en pendant til Cepos-universitetet, som kan understøtte netværksdannelse på tværs af fraktioner på venstrefløjen.

Morten Gade er på sin blog heller ikke imponeret. Han sammenligner Cevea med Cepos, og mener, at Cevea kommer til kort på et afgørende punkt:

En af grundene til, at Cepos sætter dagsordener, er, at de rent faktisk kommer med udmeldinger – og gerne lidt mere konkrete, end at de “vil puste liv til idealismens flamme,” og at det handler om “frisættende fællesskaber”.

Det ser altså ud til, at der mangler noget, før Cevea bliver en rigtigt god historie, og jeg tror, Morten Gade sætter fingeren et sted, hvor det gør ondt.

På bloggen Den Store Litteratyr, hvor Stefan Kjerkegaard blogger, rammes et andet ømt punkt i lanceringen af Cevea. De kendte personligheder, der skal sælge den progressive tænketank, kaldes intet mindre end “en venstreorienteret vits.” Og det, der hentydes til, er alderen og erfaringen blandt Cevea’s bestyrelse og advisory board, som har lange karrierer bag sig og meget erfaring, men som jo faktisk også repræsenterer alt det gamle, som Cevea gerne vil gøre op med på venstrefløjen.

Troels Heeger fra Konflikten.dk rammer hovedet på sømmet i en kommentar til Cevea’s lancering:

Man benyttede […] floskler som “politisk innovation” uden konkret indhold, og dernæst præsenterede man sig foran pressen med en pensioneret socialdemokrat fra den æra, hvor tingene begyndte at gå rigtig galt for venstrefløjen.

Samme indlæg giver også et kort resumé af en meget spændende kronik i politiken af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, som kritiserer gængse forestillinger om skellet mellem højre- og venstrefløj, og foreslår at erstatte det med et skel mellem et oplysningsbegreb og kulturalisme. En meget indsigtsfuld kronik som giver et godt billede af, hvorfor venstrefløjen i øjeblikket har så svært ved at finde ben at stå på. Læs den, og læs bagefter Simon-Emil Ammitzbølls kronik i Berlingske for at se, hvor meget ret de to førstnævnte har. Det er lidt et sidespring – jeg ved det – men det sætter Cevea i perspektiv, og siger noget om mulighedsbetingelserne for projektet.

Men for at vende tilbage til udgangspunktet, så er det billede, der har tegnet sig af Cevea på internettet – og mere specifikt i blogosfæren – et billede af et initiativ, som helt afgjort har ramt et ømt punkt på venstrefløjen, og som er lykkedes med at gøre opmærksom på det uden at træde nogen over tæerne. Men det betyder også, at det ømme punkt blot bliver udstillet – og dermed hele venstrefløjen. Der mangler en sag, en bevægelse, noget konkret, noget indhold, noget power. Cepos vil ikke betale skat – det er til at føle på – hvad vil Cevea?

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Den nye centrum-venstre tænketank CEVEA (Centrum-Venstre Akademiet) minder på mange måder om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). De er begge politiske tænketanke, og dermed politiske institutioner, som varetager en ideologisk funktion, som den almindelige del af det politiske system har fortrængt eller ikke vil være ved. Men udover at tilhøre hver sin ende af det politiske spektrum, er der så ikke også noget andet, der adskiller dem?

I øjeblikket fortæller de tre første hits på Google, når man søger på CEVEA, at CEPOS har flere penge end CEVEA. Det er blandt andet Politiken, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, der abonnerer på den historie (som i øvrigt er fra Ritzau). Men helt ærligt, hvis et par millioner skulle være udslagsgivende i den danske værdikamp, hvor ville Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti så være henne i det spil. Lige netop de to partier har jo faktisk klaret sig fremragende på lige netop den front i løbet af de sidste år. Og vel at mærke uden at kunne hamle op med de midler som flyder til venstrefløj og højrefløj fra henholdsvis fagbevægelse og erhvervsliv. Så det er ikke pengene, der er svaret. Pengene er nærmere noget, de to tænketanke har tilfælles.

Jeg tror, at man finder et muligt svar på spørgsmålet, hvis man ser på den kontekst, som de to tænketanke hver for sig er blevet til i. Som jeg argumenterede for i et tidligere indlæg, blev CEPOS til som en institution, der skulle udfylde et ideologisk tomrum, som Venstre og Konservativt Folkeparti ikke længere var i stand til at udfylde, men som ikke desto mindre var efterspurgt af en stor vælgerskare. Der var altså en efterspørgsel efter CEPOS blandt græsrødder, aktivister og vælgere på den borgerlige fløj, som CEPOS kunne stimulere ved at markere sig med en skarp, provokerende borgerligt-liberal retorik.

CEVEA derimod ser ikke ud til ville markere sig med en offensiv, venstreorienteret retorik, hvor alle de velkendte, gamle sange bliver hevet frem fra skufferne. I stedet er det nytænkning og progressivitet, der skal i højsædet, og det skyldes nok bagmændene bag CEVEA, som, i modsætning til hvad mange tror, ikke er hverken advisory board eller bestyrelse, men derimod en lille gruppe energiske unge mennesker fra forskellige dele af det ungdomspolitiske miljø, som på en eller anden måde kan identificere sig med en centrum-venstre identitet. Disse unge mennesker er ikke utilfredse med en regering, som ikke kan levere varen, men derimod med en opposition, som ikke kan opfinde et projekt.

En anden væsentlig forskel på de to tænketanke er, at CEVEA bruger CEPOS til at beskrive, hvad CEVEA er. CEVEA forsøger simpelthen at være modpol til alt, hvad CEPOS står for, og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi CEPOS kom først.

Så hvis man vil forstå forskellen på CEVEA og CEPOS – udover de forskellige ideologiske ståsteder – må man have blik for de to forskelle: At de to tænketanke er opstået under forskellige forudsætninger, og at CEPOS kom først, og dermed kridtede banen for CEVEA.

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Forrige uge var jeg på Grundtvig Højskole for at deltage i et kursus om amerikansk demokrati. Vi tjekkede ind søndag eftermiddag, fik god højskolemad om aftenen og inden sengetid et introducerende foredrag om baggrunden for amerikansk demokrati af Mads Fuglede. Foredraget startede helt tilbage ved den amerikanske uafhængighedskrig, og lagde et historisk perspektiv på det amerikanske demokrati. En spændende vinkel, som de fleste danskere har et meget lille kendskab til. Det meste af, hvad vi ved om USA, ved vi fra TV og internet, hvor underholdning og aktualitet er centrale relevanskriterier, og hvor den historiske vinkel således kommer til at virke en tand for støvet. Resten af ugen fortsatte med dette perspektiv, og det viste sig, at en historisk tilgang til aktuel amerikansk politisk giver en meget nuanceret forståelse af aktuel amerikansk politik. Jeg var eksempelvis ikke klar over, at tyskere var den største indvandrergruppe i USA i starten af sidste århundrede, og at det havde afgørende betydning for USA’s politik før, under og efter 2. Verdenskrig. Gad vide, hvad den store indvandring fra spansktalende lande så betyder for USA’s politik over for Latinamerika?

Andre foredragsholdere var Niels Bjerre-Poulsen, Uffe Østergaard, Henning Koch, Ole Vind, Carl Pedersen, Niels Lindvig og Troels Gaihede, og dermed var størstedelen af de USA-eksperter vi normalt møder i danske nyhedsmedier repræsenteret. Der manglede måske lige Peter Kurrild-Klitgaard, Martin Krasnik og Clement Kjærsgaard. Men det er jo faktisk interessant, at alt den USA-ekspertise, vi møder i medierne, er udgjort af denne lille gruppe mennesker, hvis man tænker på, hvor stort og komplekst et fænomen USA er. Og når hele ekspertisen – bortset fra et par afvigere – tilmed udgøres af historikere og journalister, bliver det endnu mere tankevækkende. Med alt det ovenstående nævnt om det produktive ved en historisk vinkel på aktuel politik, ville vi så overlade et emne som eksempelvis dansk valgkamp til en lille håndfuld historikere og journalister? Findes der ikke nogen jurister, økonomer eller politologer, som ser godt ud på TV?

Twitter

Reklamer