You are currently browsing the tag archive for the ‘samfund’ tag.

Click picture for original source. Published under Creative Commons http://bit.ly/wjxW4

Tillid til fremmede er godt. Det gør, at vi ikke behøver bekymre os om mange ting i hverdagen. Eksempelvis gør det, at vi tør handle med fremmede gennem Den Blå Avis eller andre portaler. Og motorcykelshowet på billedet havde sandsynligvis heller ikke været muligt uden tillid. Men tilliden skal vedligeholdes, og der er ikke noget værre end svindlere.

Læs resten af dette indlæg »

Reklamer

Click picture for original source

Nogen gange skal der blot en lille lyd til for at markere en rungende stilhed. Et tikkende bornholmerur, en dryppende vandhane, et indlæg på en blog, der sjældent opdateres eller en udadvendt person i et S-tog.

Normalitet og S-tog

En søvnig lørdag eftermiddag skete der det forunderlige, at en person henvendte sig til mig i S-toget. Ikke af praktiske årsager og ikke for at brokke sig, men blot med sætningen, “Ha’ en god dag!”.  Jeg satte mig på sædet over for ham, og allerede da havde vi brudt flere sociale konventioner.

Man taler ikke med fremmede, og man indleder ikke en samtale med en afskedshilsen. Men hvis man er en lille smule anderledes, må man godt. Og manden, jeg sad over for, passede tydeligvis ikke ind i kataloget af normale S-togs stereotyper.

Hans øjne havde en sjov placering i hans lettere overdimensionerede ansigt, og hans stemme var høj med et barnligt strejf. Han var tydeligvis en af “dem der”, og du ved, hvem jeg taler om. Harmløse selvfølgelig, men man ved aldrig helt, hvad man kan forvente.

Så da vi nåede Hillerød, havde han ønsket det meste af togvognen en god dag. Han havde spillet høj musik på sin mobiltelefon, og jeg havde spist en af hans vindruer. Jeg fik den i bytte for en kanelgiffel. Og de andre passagerer havde skulet til os hele vejen. Høflige, men tavse.

Rungende tavshed i et snakkesamfund

Jeg bed mærke i tavsheden, for det var ikke første gang, jeg havde bemærket den. Selvom der er masser af mennesker, der snakker i S-tog, er de fleste mennesker tavse, ligeså snart der er noget på spil. Vi havde givetvis generet en god del af de andre passagerer, men ikke én henvendte sig til os. Og det kunne de jo bare have gjort.

Det er påfaldende, synes jeg. I et samfund, hvor vi hele tiden får stillet nye kommunikationsredskaber til rådighed, og hvor medierne er fyldte med snak, har vi svært ved at åbne munden for at henvende os til et fremmed menneske i et tog.

Jeg vil ikke selv spille hellig, for den lørdag på vej mod Hillerød var atypisk. Jeg kommunikerer med flere mennesker gennem min computer, end jeg gør gennem min mund. Og jeg får aldrig hilst på mine lokale Netto-medarbejdere, selvom vi genkender hinanden, og jeg har lyst.

Det sjove var blot, at da jeg talte med denne fremmede mand, blev jeg opmærksom på, hvor sjældent det sker. Og det, synes jeg egentlig, er synd.

Onsdag morgen satte jeg mig ved mit skrivebord, tændte min computer, åbnede min indboks. Det var ren  vane at tænde computeren, og jeg forventede ikke det store kick. Én mail ramte mig.

Du er kedelig!

Mailen var ikke tiltænkt mig. Den skulle aldrig have have nået min indboks. Ikke desto mindre handlede den om mig. Der stod, at jeg er kedelig.

Det kom bag på mig. Først blev jeg ked af det og såret. Derefter vred, og jeg tænkte, nej, fandme nej, jeg er ikke en skid kedelig. Og til sidst,  jo, måske er jeg kedelig, men hvad fanden rager det andre!?

Er det en borgerpligt at være underholdende? Er det et socialt ansvar at bidrage med spænding til andre menneskers hverdag? Er vi nået til et “underhold din næste” ethos?

Entertainment and excitement

Mens jeg spekulerede over det – og forsøgte at koncentrere mig om det arbejde, jeg var i gang med – kom jeg i tanke om et par sangtekster, som satte tingene lidt i perspektiv. For, ja, måske er jeg del af en generation, hvor man ikke har lov til at være kedelig, og hvor vi hele tiden kræver underholdning.

With the lights out its less dangerous | Here we are now | Entertain us | I feel stupid and contagious | Here we are now | Entertain us | A mulatto | An albino | A mosquito | My libido | Yea” (Nirvana: Smells like teen spirit)

Den sang er kampråbet fra mine teenageår. Det interessante er, at vi ifølge Nirvana kræver konstant underholdning, fordi vi feel stupid and contagious. Vores krav til omverdenen kommer fra vores eget lave selvværd. Mike Skinner fra The Streets skærer det endnu mere ud i pap:

Geezers need excitement | If their lives don’t provide them this they incite violence | Common sense | Simple common sense” (The Streets: Geezers need excitement)

Vi er ikke i stand til at underholde os selv, og hvis der ikke er andre, der gør det for os, går vi amok. Voldeligt amok. Nu er København langt fra at være en engelsk betonforstad, og jeg forventer ikke at få en knytnæve i fjæset, fordi jeg er kedelig, men rammer manden ikke alligevel vores generation på sømmet?

Aggresionen er i luften

Gå igennem Københavns gader en lørdag nat (ædru) og læg mærke til aggressionen i luften. Folk, der skriger hæmningsløst efter fisse. Fulde mennesker på stjålne cykler, der med dødsforagt kører om kap med taxaerne. Flasker, der bliver smadret mod mursten. Mænd i svedige skjorter og løsnede slips, der skubber til hinanden. Teenagedrenge i tøj, der er betalt af mor, forsøger at komme forbi en overdimensioneret dørmand ind i natklubbens forjættede land.

Det er ikke en generation i harmoni med sig selv, man møder kl. 3 lørdag nat på Sankt Hans Torv. Det er ikke en generation, der bliver underholdt. Det er en frustreret generation. En generation, der keder sig. En generation, der ikke har nok i det skæg, den selv sidder på. Og det er en generation, der bliver vred på alle dem, der ikke deler frustrationen – det er det interessante.

Kedsomhedens paradoks

Grunden til, at jeg i første omgang følte mig såret over at blive kaldt kedelig, var jo, at mailen havde ramt et ømt punkt hos mig. Den havde ramt nogle af de grundlæggende normer og værdier, som deles i min generation. Du skal kede dig, og du skal jage spændingen. Du skal være i tvivl om, hvad du vil med dit liv. Du skal drikke din øl op. Du skal være ligesom os andre, ellers kan vi ikke stole på dig. Du skal kede dig.

Så det er min generations paradoks: Flugt fra kedsomhed og jagt på spænding, samtidig med en udbredt intolerance overfor mennesker, der ikke deler kedsomheden. Og hvem er egentlig de mest kedelige? Dem der keder sig, og derfor jager spændingen, eller dem der ikke deler kedsomheden, og derfor bare gør, hvad de nu gør?

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt internettet har ændret noget særligt ved mulighederne for at udtrykke sig selv, eller om det blot er gammel vin på nye flasker, så se blot på følgende eksempel fra dagens nyheder.

En gal finne på 22 år går amok på en erhvervsskole i en finsk provins. Dræber 10 mennesker, sårer andre og begår selvmord. Det skriver bl.a. Politiken og Berlingske. Det er chokerende, og man står tilbage som et stort spørgsmålstegn – hvad skete der, og hvorfor? Og normalt ville vi være vidner til en mængde af journalister og eksperter, der på meget løst grundlag, forsøgte at give os et svar. Uafhængigt af, hvordan morderen måtte have ønsket at fremstå. Denne gang – ligesom den sidste gang i Finland og episoden på VirginiaTech – er dette ikke tilfældet.

Morderen har efterladt et væld af information via internettet, som er blevet spredt og udbredt i nyhedsmedierne, så man nu kan læse, hvilke rockbands, og hvilke film han kunne lide. Hvilke kvinder han var interesseret i, og hvad hans interesser var. Information om morderens person, som morderen selv har skabt. Man kan tilmed se optagelser af ham, som han selv har optaget, i aftenens nyheder på TV2.

Jeg ved ikke, om han har nogen form for ret til den form for opmærksomhed, jeg kan blot konstatere, at internettet giver ham den.

Twitter

Reklamer