You are currently browsing the tag archive for the ‘sammenhængskraft’ tag.

Click picture for original source. Published under Creative Commons http://bit.ly/wjxW4

Tillid til fremmede er godt. Det gør, at vi ikke behøver bekymre os om mange ting i hverdagen. Eksempelvis gør det, at vi tør handle med fremmede gennem Den Blå Avis eller andre portaler. Og motorcykelshowet på billedet havde sandsynligvis heller ikke været muligt uden tillid. Men tilliden skal vedligeholdes, og der er ikke noget værre end svindlere.

Læs resten af dette indlæg »

Reklamer

Click picture for original source

Nogen gange skal der blot en lille lyd til for at markere en rungende stilhed. Et tikkende bornholmerur, en dryppende vandhane, et indlæg på en blog, der sjældent opdateres eller en udadvendt person i et S-tog.

Normalitet og S-tog

En søvnig lørdag eftermiddag skete der det forunderlige, at en person henvendte sig til mig i S-toget. Ikke af praktiske årsager og ikke for at brokke sig, men blot med sætningen, “Ha’ en god dag!”.  Jeg satte mig på sædet over for ham, og allerede da havde vi brudt flere sociale konventioner.

Man taler ikke med fremmede, og man indleder ikke en samtale med en afskedshilsen. Men hvis man er en lille smule anderledes, må man godt. Og manden, jeg sad over for, passede tydeligvis ikke ind i kataloget af normale S-togs stereotyper.

Hans øjne havde en sjov placering i hans lettere overdimensionerede ansigt, og hans stemme var høj med et barnligt strejf. Han var tydeligvis en af “dem der”, og du ved, hvem jeg taler om. Harmløse selvfølgelig, men man ved aldrig helt, hvad man kan forvente.

Så da vi nåede Hillerød, havde han ønsket det meste af togvognen en god dag. Han havde spillet høj musik på sin mobiltelefon, og jeg havde spist en af hans vindruer. Jeg fik den i bytte for en kanelgiffel. Og de andre passagerer havde skulet til os hele vejen. Høflige, men tavse.

Rungende tavshed i et snakkesamfund

Jeg bed mærke i tavsheden, for det var ikke første gang, jeg havde bemærket den. Selvom der er masser af mennesker, der snakker i S-tog, er de fleste mennesker tavse, ligeså snart der er noget på spil. Vi havde givetvis generet en god del af de andre passagerer, men ikke én henvendte sig til os. Og det kunne de jo bare have gjort.

Det er påfaldende, synes jeg. I et samfund, hvor vi hele tiden får stillet nye kommunikationsredskaber til rådighed, og hvor medierne er fyldte med snak, har vi svært ved at åbne munden for at henvende os til et fremmed menneske i et tog.

Jeg vil ikke selv spille hellig, for den lørdag på vej mod Hillerød var atypisk. Jeg kommunikerer med flere mennesker gennem min computer, end jeg gør gennem min mund. Og jeg får aldrig hilst på mine lokale Netto-medarbejdere, selvom vi genkender hinanden, og jeg har lyst.

Det sjove var blot, at da jeg talte med denne fremmede mand, blev jeg opmærksom på, hvor sjældent det sker. Og det, synes jeg egentlig, er synd.

I starten af denne uge cyklede jeg gennem regn og blæst ud på Christianshavn for at deltage i seminaret Digital Media in Repressive Regimes hos Institut for Menneskerettigheder.

Seminaret bestod af 15 korte oplæg af internationale forskere og aktivister, og havde fokus på den digitale kamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed i særligt Iran og Kina. Et vanvittigt spændende emne, hvis man som jeg interesserer sig for koblingen mellem Internettet og politik.

Kamp om den digitale offentlighed

I både Iran og Kina får flere og flere mennesker adgang til Internettet og mobiltelefoner, og det skaber nye betingelser for politisk kommunikation. Adgangen til at ytre sig offentligt bliver mere fri, men samtidig bliver mulighederne for at undertrykke befolkningerne også større.

Oppositionen i landene anvender blogs til at ytre sig om politiske emner til et bredt publikum, som de ellers ikke ville have haft adgang til, og der er tendenser i retning af, at nye medier kan medvirke til skabelsen af større oppositionsbevægelser, fordi Internettet er en mulighed for at omgå forbud mod større forsamlinger.

Men samtidig med, at nye medier er gode redskaber for folkelig opposition i landene, er de i lige så høj grad fantastiske redskaber for regeringerne. Nye medier anvendes til propaganda og til overvågning, ligesom der opbygges sofistikerede filter- og censur-systemer. I Kina og Iran kan du ryge i fængsel for at være for kritisk på din blog!

Berlusconi på kæmpe TV-skærm i kinesisk gadebillede

Jeg fandt dette billede på Flickr, og jeg synes, det har en interessant pointe. Hvis udbredelsen af nye medieteknologier medfører, at tilfældige kinesere skal udsættes for Berlusconi, så er det måske ikke en større demokratisk revolution, man skal forvente.

Kontrast til Danmark

I Danmark er der meget snak om anvendelse af digitale medier til politisk kommunikation, og oftest kommer snakken fra en af to lejre.

Den første hævder, at politisk anvendelse af Internettet vil revolutionere politisk kommunikation, og at de som først forstår at udnytte potentialet, kan høste store gevinster i form af gode valgresultater. Den anden hævder, at Internettet blot er gammel vin på nye flasker – at det politiske landskab grundlæggende er uændret.

Jeg mener, at begge fløje på hver deres vis har ret, men de misser den grundlæggende pointe at de digitale medier – deres udbredelse og deres anvendelse – i sig selv rummer store politiske spørgsmål. Når man ser på digitale medier i forbindelse med undertrykkende regimer som Iran og Kina får man blik for netop det.

Digitale medier stikker til spørgsmål om ytringsfrihed, privat ejendomsret, personlig sikkerhed og social sammenhængskraft, men i Danmark er interessen begrænset.

E-democracy eller Big Brother?

Men hvad betyder så digitale medier i et samfund som det danske? Blogosfæren giver alle og enhver mulighed for at ytre sig om hvad som helst, og det er selvfølgelig en frihed. Men at ytre sig er ikke det samme som at blive hørt, og i et demokrati er det vel en lige så vigtig del af ytringsfriheden?

WordPress-domænet, som jeg selv bruger som platform, er eksempelvis i Danmark domineret af mere eller mindre udtalt racistiske blogs. En minoritet i samfundet, der har sat sig på debatten. Er det mindretalsbeskyttelse, eller er det bare fremmedfjendsk populisme?

Samtidig udsætter du dig selv for overvågning hver eneste gang du ytrer dig på Internettet. Den mest simple form er den, der kan findes på Google. Den mere avancerede form er den, der foretages af politi og efterretningstjenester. Er det et vilkår, vi må leve med, eller rummer det spørgsmål om gennemsigtighed og retsikkerhed?

Og hvad med rettigheder til data, som du selv producerer? Rettigheder til dine fotos, tekster og personlige oplysninger. Hvem tilhører de, når de først er landet i et digitalt, globalt netværk?

Nye digitale medier har politisk betydning, og hvis vi vil fortsætte vores demokratiske tradition, er vi nødt til at diskutere dem!

Twitter

Error: Twitter did not respond. Please wait a few minutes and refresh this page.

Reklamer