You are currently browsing the tag archive for the ‘USA’ tag.

Onsdag i sidste uge sad jeg hele formiddagen i et trangt grupperum på Københavns Universitet og diskuterede Internet og partier med min medstuderende Sara. Vi skulle holde oplæg om eftermiddagen i et kursus om Internet og politik, og ud af det kom blandt andet et spændende perspektiv på partiers kommunikation på Facebook.

På Facebook skal du have et fjæs

Der har været meget debat om mulighederne for at føre politiske kampagner via nye sociale medier, og indtil videre har det ikke set ud til, at medieudviklingen har været til fordel for partiernes medlemsorganisationer, men snarere for partiernes toppolitikere. Facebook er for personer med ansigter – det ligger i navnet – ikke for upersonlige partiorganisationer.

Min medstuderende, Sara, gjorde mig eksempelvis opmærksom på, at mens Anders Fogh Rasmussen har mere end 25.000 supporters på Facebook, så har partiet Venstre mindre end 200 fans: 1- 0 til personorienteret politik.

Det gjorde mig nysgerrig, så jeg undersøgte, hvordan forholdene er i USA. Her har Obama mere end 2.300.000 supporters, mens det demokratiske parti kun har lidt mere end 3.000 fans: 2 – 0 til personorienteret politik.

En god sag hjælper ikke

Nu er jeg, som så mange andre, medlem af flere grupper på Facebook, og en del af dem er politiske. Man kunne tro, det ville hjælpe partiorganisationerne på Facebook, fordi deres kerneydelse netop er politiske holdninger, men det gør det bare ikke. Hvis vi holder fast i partiet Venstre, så er mærkesager som skattestop eller stram udlændingepolitik stort set ikke at finde på Facebook.

Heller ikke Obama’s floskler om change eller Yes we can! er særligt stærkt repræsenteret på Facebook.

Man kommer altså ikke udenom, at partierne er afhængige af ansigter, hvis de vil gøre sig på Facebook.

Facebook giver partierne nye ansigter

Men det, som er rigtigt interessant, er, at partiernes ansigter på Facebook ikke behøver at være toppolitikernes. Jeg har eksempelvis flere Facebook-venner, der er medlemmer af Radikal Ungdom, og de bringer medlemsorganisationen direkte ind i min news feed.

De skriver status updates om aktuelle, interne forhold i partiorganisationen, og de uploader billeder fra sociale arrangementer, så det er muligt at få et indblik i den uformelle, personlige del af partiets aktiviteter. På den måde får jeg et helt andet billede af Det Radikale Venstre, end jeg ville gøre ved at besøge Margrethe Vestagers profil.

På den ene side bliver partierne altså mindre synlige, fordi toppolitikerne overtager billedet, men på den anden side bliver partierne mere synlige, fordi almindelige partimedlemmer gør sider af partierne synlige, som ikke tidligere har været det. Måske er det ikke partierne som sådan, der må vige for personerne, men derimod deres programmer, der forsvinder i det blå?

Reklamer

Forrige uge var jeg på Grundtvig Højskole for at deltage i et kursus om amerikansk demokrati. Vi tjekkede ind søndag eftermiddag, fik god højskolemad om aftenen og inden sengetid et introducerende foredrag om baggrunden for amerikansk demokrati af Mads Fuglede. Foredraget startede helt tilbage ved den amerikanske uafhængighedskrig, og lagde et historisk perspektiv på det amerikanske demokrati. En spændende vinkel, som de fleste danskere har et meget lille kendskab til. Det meste af, hvad vi ved om USA, ved vi fra TV og internet, hvor underholdning og aktualitet er centrale relevanskriterier, og hvor den historiske vinkel således kommer til at virke en tand for støvet. Resten af ugen fortsatte med dette perspektiv, og det viste sig, at en historisk tilgang til aktuel amerikansk politisk giver en meget nuanceret forståelse af aktuel amerikansk politik. Jeg var eksempelvis ikke klar over, at tyskere var den største indvandrergruppe i USA i starten af sidste århundrede, og at det havde afgørende betydning for USA’s politik før, under og efter 2. Verdenskrig. Gad vide, hvad den store indvandring fra spansktalende lande så betyder for USA’s politik over for Latinamerika?

Andre foredragsholdere var Niels Bjerre-Poulsen, Uffe Østergaard, Henning Koch, Ole Vind, Carl Pedersen, Niels Lindvig og Troels Gaihede, og dermed var størstedelen af de USA-eksperter vi normalt møder i danske nyhedsmedier repræsenteret. Der manglede måske lige Peter Kurrild-Klitgaard, Martin Krasnik og Clement Kjærsgaard. Men det er jo faktisk interessant, at alt den USA-ekspertise, vi møder i medierne, er udgjort af denne lille gruppe mennesker, hvis man tænker på, hvor stort og komplekst et fænomen USA er. Og når hele ekspertisen – bortset fra et par afvigere – tilmed udgøres af historikere og journalister, bliver det endnu mere tankevækkende. Med alt det ovenstående nævnt om det produktive ved en historisk vinkel på aktuel politik, ville vi så overlade et emne som eksempelvis dansk valgkamp til en lille håndfuld historikere og journalister? Findes der ikke nogen jurister, økonomer eller politologer, som ser godt ud på TV?

Twitter

Reklamer