You are currently browsing the tag archive for the ‘Venstre’ tag.

Onsdag i sidste uge sad jeg hele formiddagen i et trangt grupperum på Københavns Universitet og diskuterede Internet og partier med min medstuderende Sara. Vi skulle holde oplæg om eftermiddagen i et kursus om Internet og politik, og ud af det kom blandt andet et spændende perspektiv på partiers kommunikation på Facebook.

På Facebook skal du have et fjæs

Der har været meget debat om mulighederne for at føre politiske kampagner via nye sociale medier, og indtil videre har det ikke set ud til, at medieudviklingen har været til fordel for partiernes medlemsorganisationer, men snarere for partiernes toppolitikere. Facebook er for personer med ansigter – det ligger i navnet – ikke for upersonlige partiorganisationer.

Min medstuderende, Sara, gjorde mig eksempelvis opmærksom på, at mens Anders Fogh Rasmussen har mere end 25.000 supporters på Facebook, så har partiet Venstre mindre end 200 fans: 1- 0 til personorienteret politik.

Det gjorde mig nysgerrig, så jeg undersøgte, hvordan forholdene er i USA. Her har Obama mere end 2.300.000 supporters, mens det demokratiske parti kun har lidt mere end 3.000 fans: 2 – 0 til personorienteret politik.

En god sag hjælper ikke

Nu er jeg, som så mange andre, medlem af flere grupper på Facebook, og en del af dem er politiske. Man kunne tro, det ville hjælpe partiorganisationerne på Facebook, fordi deres kerneydelse netop er politiske holdninger, men det gør det bare ikke. Hvis vi holder fast i partiet Venstre, så er mærkesager som skattestop eller stram udlændingepolitik stort set ikke at finde på Facebook.

Heller ikke Obama’s floskler om change eller Yes we can! er særligt stærkt repræsenteret på Facebook.

Man kommer altså ikke udenom, at partierne er afhængige af ansigter, hvis de vil gøre sig på Facebook.

Facebook giver partierne nye ansigter

Men det, som er rigtigt interessant, er, at partiernes ansigter på Facebook ikke behøver at være toppolitikernes. Jeg har eksempelvis flere Facebook-venner, der er medlemmer af Radikal Ungdom, og de bringer medlemsorganisationen direkte ind i min news feed.

De skriver status updates om aktuelle, interne forhold i partiorganisationen, og de uploader billeder fra sociale arrangementer, så det er muligt at få et indblik i den uformelle, personlige del af partiets aktiviteter. På den måde får jeg et helt andet billede af Det Radikale Venstre, end jeg ville gøre ved at besøge Margrethe Vestagers profil.

På den ene side bliver partierne altså mindre synlige, fordi toppolitikerne overtager billedet, men på den anden side bliver partierne mere synlige, fordi almindelige partimedlemmer gør sider af partierne synlige, som ikke tidligere har været det. Måske er det ikke partierne som sådan, der må vige for personerne, men derimod deres programmer, der forsvinder i det blå?

Reklamer

Den nye centrum-venstre tænketank CEVEA (Centrum-Venstre Akademiet) minder på mange måder om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). De er begge politiske tænketanke, og dermed politiske institutioner, som varetager en ideologisk funktion, som den almindelige del af det politiske system har fortrængt eller ikke vil være ved. Men udover at tilhøre hver sin ende af det politiske spektrum, er der så ikke også noget andet, der adskiller dem?

I øjeblikket fortæller de tre første hits på Google, når man søger på CEVEA, at CEPOS har flere penge end CEVEA. Det er blandt andet Politiken, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, der abonnerer på den historie (som i øvrigt er fra Ritzau). Men helt ærligt, hvis et par millioner skulle være udslagsgivende i den danske værdikamp, hvor ville Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti så være henne i det spil. Lige netop de to partier har jo faktisk klaret sig fremragende på lige netop den front i løbet af de sidste år. Og vel at mærke uden at kunne hamle op med de midler som flyder til venstrefløj og højrefløj fra henholdsvis fagbevægelse og erhvervsliv. Så det er ikke pengene, der er svaret. Pengene er nærmere noget, de to tænketanke har tilfælles.

Jeg tror, at man finder et muligt svar på spørgsmålet, hvis man ser på den kontekst, som de to tænketanke hver for sig er blevet til i. Som jeg argumenterede for i et tidligere indlæg, blev CEPOS til som en institution, der skulle udfylde et ideologisk tomrum, som Venstre og Konservativt Folkeparti ikke længere var i stand til at udfylde, men som ikke desto mindre var efterspurgt af en stor vælgerskare. Der var altså en efterspørgsel efter CEPOS blandt græsrødder, aktivister og vælgere på den borgerlige fløj, som CEPOS kunne stimulere ved at markere sig med en skarp, provokerende borgerligt-liberal retorik.

CEVEA derimod ser ikke ud til ville markere sig med en offensiv, venstreorienteret retorik, hvor alle de velkendte, gamle sange bliver hevet frem fra skufferne. I stedet er det nytænkning og progressivitet, der skal i højsædet, og det skyldes nok bagmændene bag CEVEA, som, i modsætning til hvad mange tror, ikke er hverken advisory board eller bestyrelse, men derimod en lille gruppe energiske unge mennesker fra forskellige dele af det ungdomspolitiske miljø, som på en eller anden måde kan identificere sig med en centrum-venstre identitet. Disse unge mennesker er ikke utilfredse med en regering, som ikke kan levere varen, men derimod med en opposition, som ikke kan opfinde et projekt.

En anden væsentlig forskel på de to tænketanke er, at CEVEA bruger CEPOS til at beskrive, hvad CEVEA er. CEVEA forsøger simpelthen at være modpol til alt, hvad CEPOS står for, og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi CEPOS kom først.

Så hvis man vil forstå forskellen på CEVEA og CEPOS – udover de forskellige ideologiske ståsteder – må man have blik for de to forskelle: At de to tænketanke er opstået under forskellige forudsætninger, og at CEPOS kom først, og dermed kridtede banen for CEVEA.

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Twitter

Error: Twitter did not respond. Please wait a few minutes and refresh this page.

Reklamer