Internettet giver morder 15 minutters berømmelse

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt internettet har ændret noget særligt ved mulighederne for at udtrykke sig selv, eller om det blot er gammel vin på nye flasker, så se blot på følgende eksempel fra dagens nyheder.

En gal finne på 22 år går amok på en erhvervsskole i en finsk provins. Dræber 10 mennesker, sårer andre og begår selvmord. Det skriver bl.a. Politiken og Berlingske. Det er chokerende, og man står tilbage som et stort spørgsmålstegn – hvad skete der, og hvorfor? Og normalt ville vi være vidner til en mængde af journalister og eksperter, der på meget løst grundlag, forsøgte at give os et svar. Uafhængigt af, hvordan morderen måtte have ønsket at fremstå. Denne gang – ligesom den sidste gang i Finland og episoden på VirginiaTech – er dette ikke tilfældet.

Morderen har efterladt et væld af information via internettet, som er blevet spredt og udbredt i nyhedsmedierne, så man nu kan læse, hvilke rockbands, og hvilke film han kunne lide. Hvilke kvinder han var interesseret i, og hvad hans interesser var. Information om morderens person, som morderen selv har skabt. Man kan tilmed se optagelser af ham, som han selv har optaget, i aftenens nyheder på TV2.

Jeg ved ikke, om han har nogen form for ret til den form for opmærksomhed, jeg kan blot konstatere, at internettet giver ham den.

En håndfuld USA-ekspertise

Forrige uge var jeg på Grundtvig Højskole for at deltage i et kursus om amerikansk demokrati. Vi tjekkede ind søndag eftermiddag, fik god højskolemad om aftenen og inden sengetid et introducerende foredrag om baggrunden for amerikansk demokrati af Mads Fuglede. Foredraget startede helt tilbage ved den amerikanske uafhængighedskrig, og lagde et historisk perspektiv på det amerikanske demokrati. En spændende vinkel, som de fleste danskere har et meget lille kendskab til. Det meste af, hvad vi ved om USA, ved vi fra TV og internet, hvor underholdning og aktualitet er centrale relevanskriterier, og hvor den historiske vinkel således kommer til at virke en tand for støvet. Resten af ugen fortsatte med dette perspektiv, og det viste sig, at en historisk tilgang til aktuel amerikansk politisk giver en meget nuanceret forståelse af aktuel amerikansk politik. Jeg var eksempelvis ikke klar over, at tyskere var den største indvandrergruppe i USA i starten af sidste århundrede, og at det havde afgørende betydning for USA’s politik før, under og efter 2. Verdenskrig. Gad vide, hvad den store indvandring fra spansktalende lande så betyder for USA’s politik over for Latinamerika?

Andre foredragsholdere var Niels Bjerre-Poulsen, Uffe Østergaard, Henning Koch, Ole Vind, Carl Pedersen, Niels Lindvig og Troels Gaihede, og dermed var størstedelen af de USA-eksperter vi normalt møder i danske nyhedsmedier repræsenteret. Der manglede måske lige Peter Kurrild-Klitgaard, Martin Krasnik og Clement Kjærsgaard. Men det er jo faktisk interessant, at alt den USA-ekspertise, vi møder i medierne, er udgjort af denne lille gruppe mennesker, hvis man tænker på, hvor stort og komplekst et fænomen USA er. Og når hele ekspertisen – bortset fra et par afvigere – tilmed udgøres af historikere og journalister, bliver det endnu mere tankevækkende. Med alt det ovenstående nævnt om det produktive ved en historisk vinkel på aktuel politik, ville vi så overlade et emne som eksempelvis dansk valgkamp til en lille håndfuld historikere og journalister? Findes der ikke nogen jurister, økonomer eller politologer, som ser godt ud på TV?