Min generation er på flugt

Onsdag morgen satte jeg mig ved mit skrivebord, tændte min computer, åbnede min indboks. Det var ren  vane at tænde computeren, og jeg forventede ikke det store kick. Én mail ramte mig.

Du er kedelig!

Mailen var ikke tiltænkt mig. Den skulle aldrig have have nået min indboks. Ikke desto mindre handlede den om mig. Der stod, at jeg er kedelig.

Det kom bag på mig. Først blev jeg ked af det og såret. Derefter vred, og jeg tænkte, nej, fandme nej, jeg er ikke en skid kedelig. Og til sidst,  jo, måske er jeg kedelig, men hvad fanden rager det andre!?

Er det en borgerpligt at være underholdende? Er det et socialt ansvar at bidrage med spænding til andre menneskers hverdag? Er vi nået til et “underhold din næste” ethos?

Entertainment and excitement

Mens jeg spekulerede over det – og forsøgte at koncentrere mig om det arbejde, jeg var i gang med – kom jeg i tanke om et par sangtekster, som satte tingene lidt i perspektiv. For, ja, måske er jeg del af en generation, hvor man ikke har lov til at være kedelig, og hvor vi hele tiden kræver underholdning.

“With the lights out its less dangerous | Here we are now | Entertain us | I feel stupid and contagious | Here we are now | Entertain us | A mulatto | An albino | A mosquito | My libido | Yea” (Nirvana: Smells like teen spirit)

Den sang er kampråbet fra mine teenageår. Det interessante er, at vi ifølge Nirvana kræver konstant underholdning, fordi vi feel stupid and contagious. Vores krav til omverdenen kommer fra vores eget lave selvværd. Mike Skinner fra The Streets skærer det endnu mere ud i pap:

“Geezers need excitement | If their lives don’t provide them this they incite violence | Common sense | Simple common sense” (The Streets: Geezers need excitement)

Vi er ikke i stand til at underholde os selv, og hvis der ikke er andre, der gør det for os, går vi amok. Voldeligt amok. Nu er København langt fra at være en engelsk betonforstad, og jeg forventer ikke at få en knytnæve i fjæset, fordi jeg er kedelig, men rammer manden ikke alligevel vores generation på sømmet?

Aggresionen er i luften

Gå igennem Københavns gader en lørdag nat (ædru) og læg mærke til aggressionen i luften. Folk, der skriger hæmningsløst efter fisse. Fulde mennesker på stjålne cykler, der med dødsforagt kører om kap med taxaerne. Flasker, der bliver smadret mod mursten. Mænd i svedige skjorter og løsnede slips, der skubber til hinanden. Teenagedrenge i tøj, der er betalt af mor, forsøger at komme forbi en overdimensioneret dørmand ind i natklubbens forjættede land.

Det er ikke en generation i harmoni med sig selv, man møder kl. 3 lørdag nat på Sankt Hans Torv. Det er ikke en generation, der bliver underholdt. Det er en frustreret generation. En generation, der keder sig. En generation, der ikke har nok i det skæg, den selv sidder på. Og det er en generation, der bliver vred på alle dem, der ikke deler frustrationen – det er det interessante.

Kedsomhedens paradoks

Grunden til, at jeg i første omgang følte mig såret over at blive kaldt kedelig, var jo, at mailen havde ramt et ømt punkt hos mig. Den havde ramt nogle af de grundlæggende normer og værdier, som deles i min generation. Du skal kede dig, og du skal jage spændingen. Du skal være i tvivl om, hvad du vil med dit liv. Du skal drikke din øl op. Du skal være ligesom os andre, ellers kan vi ikke stole på dig. Du skal kede dig.

Så det er min generations paradoks: Flugt fra kedsomhed og jagt på spænding, samtidig med en udbredt intolerance overfor mennesker, der ikke deler kedsomheden. Og hvem er egentlig de mest kedelige? Dem der keder sig, og derfor jager spændingen, eller dem der ikke deler kedsomheden, og derfor bare gør, hvad de nu gør?

Progressiv meningsdanner er en titel, man gør sig fortjent til – om tænketanken Cevea’s nye uddannelse

For at bære titlen “progressiv meningsdanner” kræver det i mine øjne, at man får en ny politisk idé, som er så ny, at ingen har tænkt den før, og så politisk, at andre har svært ved at tage den til sig. Det forudsætter, at man er villig til at gøre op med sine dogmer, og særligt de dogmer, som ens vante politiske omgivelser sætter for en. Spørgsmålet er, om et kursus kan lære én det – og særligt hvis det er et kursus i en tænketank med et erklæret ideologisk ståsted, som selv er ramt af idéfattigdom.

Den nye centrum-venstre tænketank Cevea, der blev lanceret for lidt over en uge siden, lancerer nu en uddannelse, der skal være en af tænketankens hovedaktiviteter. Det skriver flere danske dagblade (*) og i Information findes en længere artikel og en kronik. Uddannelsen skal”[…] uddanne progressive meningsdannere, der kan tænke selvstændigt, formulere kritik og ikke er bange for at sige Konsensusdanmark midt imod”, udtaler Anders Dybdal, Cevea’s uddannelsesleder, i en pressemeddelelse.

At der er behov for sådan en uddannelse er Cevea selv et meget godt eksempel på. Siden lanceringen for 11 dage siden, er der bortset fra en noget tynd analyse om danskhed, ikke kommet de store tanker ud af Cevea. Dette gav sig også udslag i en debat i Deadline mellem Jens-Jonathan Steen, direktør for Cevea, og Martin Ågerup, direktør for Cepos, der endte i en forudsigelig stillingskrig, mellem regulering og marked. Jan Øberg kommenterer på sin blog debatten således:

“Ingen siger noget uden for boksen, den boks der hedder det kapitalistiske økonomiske system. Og så vidt jeg opfanger det hele – det var lidt søvndyssende må jeg indrømme – kommer ingen af dem med en eneste idé.”

Joachim Sperling har på sin blog en lignende udlægning af debatten:

“Jens Jonatan Steen roder sig ud i substansløse forklaringer i modsætning til Aagerup, der kører i sædvanlig stil.”

Der er ikke så megen tvivl om, hvilken af debattørerne, der favoriseres her, men alligevel udlægges den ene fløj som substansløs, og den anden som fordudsigelig. Det er altså heller ikke her de store idéer, der har gjort indtryk.

Cevea’s egen idéfattigdom er altså et udemærket bevis på behovet for nye politiske fritænkere – spørgsmålet er, om Cevea kommer til at lykkes med at opfylde dette behov.

Personligt synes jeg, det ville være spændende, hvis en centrum-venstre tænketank virkelig stillede sig kritisk an over for eksempelvis den universelle velfærdsmodel, lighedsbegrebet, tolerancebegrebet eller solidaritetsbegrebet, og overvejede – ikke blot, hvordan disse begreber bringes ind i det nye århundrede – men hvorfor, vi overhovedet skal have dem med. Det ville være at angribe selve hjerteblodet på venstrefløjen, og efter min mening er det netop det, en tænketank skal kunne. Det bliver spændende at se, om de progressive meningsdannere, der kommer ud af uddannelsen er villige til at tage denne opgave på sig.

(*) Pressemeddelelsen, Politiken, Berlingske, Jyllandsposten, Kristeligt Dagblad.