Partihjemmesider er mystiske

Hvad fortæller partihjemmesider om partiernes rolle i moderne dansk politik, og hvordan kan vi forstå kommunikationen på partihjemmesider med udgangspunkt i den rolle? Dette spørgsmål er udgangspunktet for det speciale, jeg arbejder på i øjeblikket.

Hvis spørgsmålet ikke umiddelbart fanger din interesse, så læs følgende indlæg. Og fortæl mig gerne, om jeg er på vildspor. Jeg overvejer at anvende indlægget som prolog i selve kandidatafhandlingen.

Mysteriet

”Hmm… Jeg tror egentlig aldrig, jeg har besøgt en partihjemmeside,” fortæller personen overfor mig, efter at jeg har fortalt om mit arbejde med denne kandidathandling. Og jeg kan dårligt huske alle de gange, jeg har hørt den kommentar. Sommetider fra personer, der slet ikke har begreb om Internettet. Andre gange fra personer, som ikke interesserer sig for politik. Men også fra unge politisk interesserede akademikere med fingeren på pulsen.

Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg heller ikke selv været en hyppig gæst før denne afhandling. Hvorfor skulle du eller jeg eller nogen anden egentlig også være det? Efter mange måneders arbejde med at undersøge partihjemmesider må jeg være dig svar skyldig, men netop dét, er mysteriet. Lad mig udfolde det.

Ansigter

Partihjemmesider er mystiske. Ved første øjekast virker de uskyldige og nærmest ligegyldige, og man kan let få lyst til at passere videre. Men på den anden side. De er tydeligvis udadvendte, og forsøger at fange et publikum. Det kan man se, ved de mange ansigter, som præger de fleste partihjemmesider.

Pæne ansigter i portrætformat, der smiler til publikum, og forsøger at fortælle os noget. Det ene eller det andet politiske budskab, som er formuleret i tekst i forbindelse med billedet. Hvis man surfer forbi de forskellige partihjemmesider er det et gennemgående træk. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Portrætbilleder og tekst. Men hvad vil de os, disse mange ansigter? Hvis vi stopper op, og lader dem tale til os, hvad fortæller de os så?

Sælgerne på markedspladsen

Man får let associationer til en markedsplads, hvor alle disse ansigter er sælgere. Partierne har hver deres bod, hvorfra de forsøger at sælge os noget. Smilene på deres læber er ikke langt fra smilene hos sælgeren i en vilkårlig butik. Og de har gode tilbud til os. De vil gerne løse vores problemer; ændre samfundet og verden.

”Kampen for ligestilling fortsætter i 2009” kan man læse på SF’s hjemmeside, og ”Børn og unge ud af bander” kan man læse på Venstres. Men ligesom sælgeren kommer ansigterne let til at virke påtrængende. Det, der fremstilles som et tilbud, kommer nærmere til at virke som et krav. Det virker som om, ansigterne siger, ”Bliv lidt længere i vores bod, og lad dig friste” eller ”Gå ikke over i de andres bod, for vores tilbud er meget bedre end deres.”

Et ansigt på Socialdemokraternes hjemmeside fortæller os, at regeringens sprogudspil ”er en slap omgang”, og på Venstres hjemmeside spørger et ansigt, ”Hvor er socialisterne henne?” Partierne slås mod hinanden, og hvorfor skulle vi blive en del af det?

Hvis man gerne vil have løst et problem, ændret samfundet eller verden, bliver man let skuffet. For tilsyneladende er konkurrencen med de andre boder mindst lige så vigtig som kvaliteten af det produkt, man efterspørger.

Og ens rolle i løsningen af konkrete problemer er reduceret til kundens rolle; man modtager en vare, efter man har betalt en pris. Og selvom prisen ikke er mærket på varen, findes den som en implicit, gensidig forståelse, ”Stem på os ved næste valg, og vi giver dig alt dette og meget mere.”

Butikken i sidegaden

Men alle disse associationer og metaforen om markedspladsen forudsætter, at man i første omgang er havnet på en partihjemmeside, og at man er stoppet op. Hvis ansigterne på partihjemmesiderne er sælgere, er de ikke dør-til-dør sælgere, men snarere sælgere i en butik, der er gemt væk i en sidegade. Du skal lede efter dem for at finde dem. Du skal opsøge dem. Men hvorfor skulle man egentlig gøre det?

Når man vælger at gå ind i en butik, er det som oftest fordi man mangler en bestemt vare eller, fordi man gerne vil fristes. Men politisk polemik er det svært at være i underskud af i det moderne mediebillede, og hvad har partihjemmesiderne så at tilbyde os?

Hvis man ser nærmere efter på partihjemmesiden, eller går ind i butikken, om du vil, mystificeres man yderligere, for der er underligt stille. Man kan læse tekst. Man kan se på billeder. Man kan se video-optagelser. Man kan passivt iagttage. Der tales til en, men man kan ikke tale med nogen. Sælgerne er ikke i butikken, men har sørget for at efterlade dig den information, du har brug for.

Visse steder har partihjemmesiderne en kommentarfunktion, og dermed kan du også efterlade en lille besked inden du selv forlader butikken. Men det ændrer ikke indtrykket af et forladt rum uden personlig interaktion. Du skal nemlig ikke forvente et svar på din kommentar, og du kan ikke få øje på andre kunder i butikken.

Ligesom de fraværende sælgere er de andre kunder kun tilstede i kraft af de spor, de har efterladt sig. Små, korte og diskret placerede kommentarer. Og når man bevæger sig videre rundt på partihjemmesiden, eller gennem det forladte butikslokale, øges mystificeringen.

Den skjulte dør i det forladte butikslokale

Bag alle de politiske meddelelser, gemmer sig partiprogrammer, organisationsbeskrivelser og personoplysninger, men abstaherer man fra bunken af dokumenter, dukker noget op. Der er en dør, og over døren lyder opfordringen, ”Bliv medlem!”. Der findes tilsyneladende et baglokale; et sted med liv, hvor der sker noget.

På enhedslistens hjemmeside kan man læse, at ”som medlem af Enhedslisten er du med i et levende partidemokrati. Enhedslistens største styrke er vores medlemmer. Et levende parti har hele tiden brug for at udvikle sig, og derfor er der også brug for dine ideer.”

Et levende partidemokrati. Medlemmerne er Enhedslistens største styrke. Der er brug for mine og dine idéer. Men hvor er så livet? Hvor er medlemmerne? Og hvor er medlemmernes idéer? Ikke på hjemmesiden. Enhedslistens hjemmeside er klinisk renset for interaktive funktioner, billeder af menige medlemmer og politiske indlæg, der ikke har et folketingsmedlem som afsender.

Tilsyneladende er partimedlemmer noget, der helst skal gemmes væk fra offentlighedens søgelys. Noget der ville forstyrre billedet af de mange ansigter, der vil sælge os politik. Men hvorfor skulle jeg eller du så vælge at gå gennem døren? Hvis vi tilsyneladende blot bliver stuvet bort i et skummelt baglokale uden vinduer? Og hvorfor er partierne overhovedet interesserede i os.

Partihjemmesidernes paradoks

Partihjemmesider er mystiske, og det er afsættet for afhandlingen. De siger et, men gør noget andet. Hvordan kan det tolkes, og hvad fortæller det om partierne?

Hvis partihjemmesider er passive og hengemte, rummer det et paradoks, for danske politiske partier er i sig selv en god historie. I de danske nyhedsmedier bringes hele tiden nye historier om partier med succes. Partier uden vælgeropbakning. Interne stridigheder i partierne. Oprettelse af nye partier. Positionering i forhold til andre partier. Partiernes politiske strategi. Og så selvfølgelig konkrete politiske emner.

Partierne er en fast del af den måde, hvorpå vi forstår og kommunikerer om dansk politik. Nærmest uomgængelige, når vi taler om politik, og derfor er deres mystiske tilstedeværelse på Internettet overraskende. Noget vi taler så meget om, giver pludselig ikke mening, når vi ser det nærmere efter i sømmene.

Hvis vi spørger partihjemmesider, hvad partier egentlig er, og hvilken politisk rolle de spiller, bliver svaret uundgåeligt flertydigt. Består de af en masse påtrængende ansigter, eller er de en gruppe hemmelige medlemmer? Og hvordan hænger de to ting sammen?

Hvad andre skriver om partihjemmesider

Der skrives ikke meget om partihjemmesider i den danske blogosfære, men her er et par interessante indlæg:

Så går Sosserne også til tv’et – Annas tanker

“Det er lidt latterligt opstyltet og ufrivilligt komisk, at man puster sig op på den måde” – Taletanken

“Men Lene stopper ikke dér” – Politik og Spin (sidst i indlægget)

Min generation er på flugt

Onsdag morgen satte jeg mig ved mit skrivebord, tændte min computer, åbnede min indboks. Det var ren  vane at tænde computeren, og jeg forventede ikke det store kick. Én mail ramte mig.

Du er kedelig!

Mailen var ikke tiltænkt mig. Den skulle aldrig have have nået min indboks. Ikke desto mindre handlede den om mig. Der stod, at jeg er kedelig.

Det kom bag på mig. Først blev jeg ked af det og såret. Derefter vred, og jeg tænkte, nej, fandme nej, jeg er ikke en skid kedelig. Og til sidst,  jo, måske er jeg kedelig, men hvad fanden rager det andre!?

Er det en borgerpligt at være underholdende? Er det et socialt ansvar at bidrage med spænding til andre menneskers hverdag? Er vi nået til et “underhold din næste” ethos?

Entertainment and excitement

Mens jeg spekulerede over det – og forsøgte at koncentrere mig om det arbejde, jeg var i gang med – kom jeg i tanke om et par sangtekster, som satte tingene lidt i perspektiv. For, ja, måske er jeg del af en generation, hvor man ikke har lov til at være kedelig, og hvor vi hele tiden kræver underholdning.

“With the lights out its less dangerous | Here we are now | Entertain us | I feel stupid and contagious | Here we are now | Entertain us | A mulatto | An albino | A mosquito | My libido | Yea” (Nirvana: Smells like teen spirit)

Den sang er kampråbet fra mine teenageår. Det interessante er, at vi ifølge Nirvana kræver konstant underholdning, fordi vi feel stupid and contagious. Vores krav til omverdenen kommer fra vores eget lave selvværd. Mike Skinner fra The Streets skærer det endnu mere ud i pap:

“Geezers need excitement | If their lives don’t provide them this they incite violence | Common sense | Simple common sense” (The Streets: Geezers need excitement)

Vi er ikke i stand til at underholde os selv, og hvis der ikke er andre, der gør det for os, går vi amok. Voldeligt amok. Nu er København langt fra at være en engelsk betonforstad, og jeg forventer ikke at få en knytnæve i fjæset, fordi jeg er kedelig, men rammer manden ikke alligevel vores generation på sømmet?

Aggresionen er i luften

Gå igennem Københavns gader en lørdag nat (ædru) og læg mærke til aggressionen i luften. Folk, der skriger hæmningsløst efter fisse. Fulde mennesker på stjålne cykler, der med dødsforagt kører om kap med taxaerne. Flasker, der bliver smadret mod mursten. Mænd i svedige skjorter og løsnede slips, der skubber til hinanden. Teenagedrenge i tøj, der er betalt af mor, forsøger at komme forbi en overdimensioneret dørmand ind i natklubbens forjættede land.

Det er ikke en generation i harmoni med sig selv, man møder kl. 3 lørdag nat på Sankt Hans Torv. Det er ikke en generation, der bliver underholdt. Det er en frustreret generation. En generation, der keder sig. En generation, der ikke har nok i det skæg, den selv sidder på. Og det er en generation, der bliver vred på alle dem, der ikke deler frustrationen – det er det interessante.

Kedsomhedens paradoks

Grunden til, at jeg i første omgang følte mig såret over at blive kaldt kedelig, var jo, at mailen havde ramt et ømt punkt hos mig. Den havde ramt nogle af de grundlæggende normer og værdier, som deles i min generation. Du skal kede dig, og du skal jage spændingen. Du skal være i tvivl om, hvad du vil med dit liv. Du skal drikke din øl op. Du skal være ligesom os andre, ellers kan vi ikke stole på dig. Du skal kede dig.

Så det er min generations paradoks: Flugt fra kedsomhed og jagt på spænding, samtidig med en udbredt intolerance overfor mennesker, der ikke deler kedsomheden. Og hvem er egentlig de mest kedelige? Dem der keder sig, og derfor jager spændingen, eller dem der ikke deler kedsomheden, og derfor bare gør, hvad de nu gør?