You are currently browsing the tag archive for the ‘Det Radikale Venstre’ tag.

I løbet af ugen bemærkede jeg, at Avisen.dk havde lavet en oversigt over fagforeninger på Facebook. Danmarks Lærerforening (DLF) topper listen over de mest populære fagforeninger målt på fans i forhold til medlemstal. Det får de ros for, men det fik mig også til at spekulere. For hvorfor er mange fans på Facebook et succeskriterie i sig selv? Jeg mener faktisk, at DLF gør det rigtigt godt på Facebook, men det er ikke antallet af fans der gør det i sig selv. Det er i lige så høj grad aktivitetsniveauet og den konkrete feedback, som foreningen modtager. Det er der en særlig grund til.

Læs resten af dette indlæg »

Reklamer

Efter Obamas succes med anvendelse af interaktive, digitale medier i sin valgkampagne, har der været meget hype om, hvornår og hvordan denne udvikling ville slå igennem i Danmark. Radikale.net er det eneste danske sted på Internettet, som jeg kender til, der bygger på en konsekvent strategi for digital interaktion. Men strategien er ikke problemfri.

Brugerne i centrum

Radikale.net blev lanceret af Det Radikale Venstre i september 2007 to måneder før folketingsvalget d. 13. november. Partiet havde indtil da sin centrale tilstedeværelse på internettet på domænet Radikale.dk.

Radikale.dk fortsatte som kanal for partiets officielle politik, mens Radikale.net af Margrethe Vestager blev beskrevet som et sted, hvor alting er til debat, og hvor det er muligt at lave events. Partiet havde således på det tidspunkt to platforme på internettet, som blev drevet parallelt med forskellige formål. I begyndelsen af 2009 er det stadig tilfældet.

Menubjælken på Radikale.net

Grundpillen i Radikale.net er, at brugerne af siden har mulighed for at oprette profiler, fordi det er brugere med profiler, der skaber alt indhold og aktivitet på siden. Med en brugerprofil kan man skabe relationer til andre brugere, skrive debatindlæg, samt oprette events og grupper.

Der er dog en vis redaktionel linje, idet indlæg fra særligt folketingspolitikere bliver fremhævet på forsiden, men det er alligevel primært det brugerskabte indhold, som er i fokus. På forsiden fremhæves resuméer fra de seneste indlæg fra brugerne nemlig ved siden af det redaktionelt udvalgte indhold.

Eksemplet er taget fra Radikale.net d. 7. april 2007. Billedet er lettere modereret.

Eksemplet er taget fra Radikale.net d. 7. april 2007. Billedet er lettere modereret.

Changing the world of internet and politics

I September 2008 blev Det Radikale Venstres hjemmeside Radikale.net nomineret til ”Top 10 Who are Changing the World of Internet and Politics” af internetmagasinet Politics Online.

De danske partier havde generelt haft en tilstedeværelse på Internettet siden midten af 1990’erne, og Det Radikale Venstre havde haft en hjemmeside siden december 1996 (Löfgren 2001: 18). Men i 2008 var det første gang, at et dansk parti oprettede et åbent og offentligt tilgængeligt netværk, hvor både partimedlemmer og andre interesserede kunne deltage.

Politics Online lagde i deres nominering vægt på, at Radikale.net gør det nemmere for partimedlemmer at deltage i partiaktiviteter og at Radikale.net åbner partidebatter og kampagneaktiviteter for alle, der måtte være interesserede uafhængigt af partitilhørsforhold.

Særegent i en dansk sammenhæng

Radikale.net er særegent i en dansk sammenhæng, fordi det er det første danske eksempel på, at et parti anvender interaktive, digitale medier til at åbne partiets interne kommunikation for offentligheden. Radikale.net er dog ikke det første eksempel på generel politisk anvendelse af interaktive, digitale medier i en dansk sammenhæng.

Men strategien bag og implementeringen af Radikale.net adskiller sig fra den måde, politikere og partier tidligere har anvendt interaktive, digitale medier som weblogs og sociale netværkstjenester ved at sætte partiet i centrum frem for politikere, ved åbne partiet for deltagelse uafhængigt af partimedlemskab og ved at være åbne omkring partiinterne processer.

Det er dog værd, kort at ridse op, hvordan interaktive, digitale medier hidtil har været anvendt i Danmark for at markere forskellen.

Danske partier og digital interaktion

Under den danske folketingsvalgkamp i 2005 anvendte 52 (5 %) af folketingskandidaterne weblogs som en ny form for politisk kommunikation. Og ud af de 52 weblogs havde 8 folketingskandidater implementeret en kommentarfunktion. (Pedersen & Klastrup 2005).

Kommentarfunktionen gav webloggens publikum mulighed for at efterlade en kommentar til den enkelte folketingskandidat, og folketingskandidaten havde mulighed for at svare på kommentarene. På den måde muliggjorde kommentarfunktionen interaktion mellem folketingskandidater og vælgere.

Interaktion mellem folketingskandidater og vælgere er dog ikke noget nyt, idet noget så analogt som en samtale mund til mund også er interaktion. Det afgørende nye ved kommentarfunktionen var, at de kommentarer som den enkelte vælger efterlod, blev udstillet varigt for resten af bloggens publikum.

På denne måde blev løbende interaktion mellem folketingskandidater og vælgere – eller manglen på samme – udstillet som en del af folketingskandidaternes eksterne kommunikation. Og publikum havde mulighed for at deltage hvor som helst og når som helst.

Studier af brugen af kommentarfunktionen på politikeres blogs, har dog vist, at interaktionen blandt danske politikere og deres internetpublikum er begrænset (Jensen et al 2008, Aagaard & Andersen 2008)

Et andet aspekt ved den interaktion, som hidtil har fundet sted mellem politikere og vælgere, er, at interaktionen har været præget af et hierarkisk forhold. Politikere og partier har publiceret indlæg, som publikum derefter har kunnet svare på. Publikum har ikke haft mulighed for at tage initiativet, og de har ikke haft mulighed for at interagere horisontalt uafhængigt af politikernes indlæg.

Partiernes tilstedeværelse på Internettet er også generelt præget af et heterogent og uintegreret udtryk.

Nogle partiledere har egne hjemmesider uafhængigt af de officielle partihjemmesider, mens andre ikke har. Nogle partiledere er meget aktive på Facebook, mens andre ikke er. Og nogle menige folketingsmedlemmer bruger personlige weblogs meget aktivt, og forsøger at opbygge faste publikum, mens andre folketingsmedlemmer, slet ikke har noget så simpelt som en hjemmeside.

Det giver et væld af forskellige indgange til partiet på internettet, og partierne ser meget forskellige ud, alt efter hvorfra man kigger.

Det radikale brud

Radikale.net kan ses som et brud med den manglende interaktivitet, fordi det er lykkedes at skabe et netsted, som hyppigt opdateres med nye indlæg og kommentarer.

Der kan også ses et brud med det hierarki, som hidtil har været en del af partiernes tilstedeværelse på internettet, fordi brugerne af Radikale.net selv kan tage initiativ til indlæg, og frit kan kommunikere på kryds og tværs.

Og herudover er Radikale.net et sted, der i højere grad end tidligere integrerer partiets mange forskellige tilstedeværelser på internettet, idet partiets politikeres og kandidaters profiler med tilhørende weblogs er integreret i Radikale.net.

Det mest afgørende brud er dog, at Radikale.net bliver anvendt af partimedlemmer til at diskutere og udvikle politik og strategier, og at denne partiinterne interaktion er synlig for offentligheden. Denne gennemsigtighed er dog ikke problemfri.

Da Ammitzbøll stjal rampelyset

Det mest omtalte indlæg på Radikale.net må være et indlæg som blev publiceret af Simon Emil Ammitzbøll d. 20. september 2008 under partiets landsmøde i Nyborg. Indlægget kom tre dage efter, at Ammitzbøll i en kronik i Berlingske havde rettet en skarp kritik mod Det Radikale Venstre partileder Margrethe Vestager.

Det var en lørdag midt under partiets landsmøde, og pressen var derfor i forvejen fokuseret på partiet. Indlægget blev publiceret kl. 12.10, men kl. 14.20 kunne man via Ritzau læse, at ”kun enkelte Ammitzbøll-støtter holdt kritikken i live. Resten af landsmødet mødte ham med tavshed.

Dette billede havde dog ændret sig kl. 15.20, hvor det igen lykkedes Ammitzbøll at stjæle rampelyset. Ritzau skrev: ”Først skrev han en kronik i Berlingske Tidende. Nu kritiserer Simon Emil Ammitzbøll R-ledelsen via De Radikales eget internetnetværk, mens han er i New York.

Historien, der havde ligget og ulmet under landsmødets overflade, havde nu igen fanget an. Og kl. 16.00 blev det offentligt, at Morten Østergaard, folketingsgruppens næstformand, til en journalist fra Ritzau vedgik, at ”Ammitzbøll havde formået at rejse en debat om partiets strategi på weekendens landsmøde.

Ammitzbøll var ikke selv tilstede ved landsmødet, men via Radikale.net var det på under fire timer lykkedes ham at stjæle opmærksomheden i medierne.

Radikale.net, der i begyndelsen af september 2008 var en succeshistorie om kreativ og banebrydende anvendelse af interaktive, digitale medier, var nu i slutningen af samme måned blevet en kilde til historier om splid internt i partiet. Radikale.net havde mistet sin uskyld.

Fortsatte historier om intern splid

Siden Ammitzbølls famøse indlæg er Radikale.net gang på gang blevet anvendt som kilde til historier om interne konflikter i Det Radikale Venstre. Men hvor det i første omgang var en folketingskandidat, som allerede nød stor opmærksomhed i medierne, der blev citeret i medierne, var det allerede en måned efter almindelige brugere af Radikale.net, der blev brugt som kilder.

Politiken skrev d. 21. oktober 2008: ”Dagen i går rasede debatten om Vestagers ny strategi, hvor især regeringssamarbejdet med SF trak overskrifter på debatforummet Radikale.net.” Og i Børsen kunne man d. 17. februar 2009 læse, at ”på det radikale kommunikationsforum, radikale.net, kritiserer flere folketingsgruppens arbejde.

Den åbenhed og gennemsigtighed, der har ligget som et centralt element i Radikale.net, har medført, at partiets ledelse nu i stigende grad bliver modsagt i nyhedsmedierne af deres egne partifæller.

Men hvorfor er åbenhed så en god kommunikationsstrategi?

Jeg er i øjeblikket ved at skrive speciale, og har efterhånden været i gang et stykke tid. Jeg startede med en idé om, at det var muligt at sige noget generelt om partiernes strategier på internettet ved at foretage kvalitative analyser af partihjemmesider, men jeg har forkastet idéen.

I stedet er jeg venligt blevet gjort opmærksom på, at Radikale.net er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg er nu specifikt interesseret i, hvorfor Det Radikale Venstre mener, at den åbenhed, der ligger i Radikale.net, er en god strategi. Og hvis du har gode inputs til det spørgsmål, ville jeg elske, hvis du smed en kommentar.

Onsdag i sidste uge sad jeg hele formiddagen i et trangt grupperum på Københavns Universitet og diskuterede Internet og partier med min medstuderende Sara. Vi skulle holde oplæg om eftermiddagen i et kursus om Internet og politik, og ud af det kom blandt andet et spændende perspektiv på partiers kommunikation på Facebook.

På Facebook skal du have et fjæs

Der har været meget debat om mulighederne for at føre politiske kampagner via nye sociale medier, og indtil videre har det ikke set ud til, at medieudviklingen har været til fordel for partiernes medlemsorganisationer, men snarere for partiernes toppolitikere. Facebook er for personer med ansigter – det ligger i navnet – ikke for upersonlige partiorganisationer.

Min medstuderende, Sara, gjorde mig eksempelvis opmærksom på, at mens Anders Fogh Rasmussen har mere end 25.000 supporters på Facebook, så har partiet Venstre mindre end 200 fans: 1- 0 til personorienteret politik.

Det gjorde mig nysgerrig, så jeg undersøgte, hvordan forholdene er i USA. Her har Obama mere end 2.300.000 supporters, mens det demokratiske parti kun har lidt mere end 3.000 fans: 2 – 0 til personorienteret politik.

En god sag hjælper ikke

Nu er jeg, som så mange andre, medlem af flere grupper på Facebook, og en del af dem er politiske. Man kunne tro, det ville hjælpe partiorganisationerne på Facebook, fordi deres kerneydelse netop er politiske holdninger, men det gør det bare ikke. Hvis vi holder fast i partiet Venstre, så er mærkesager som skattestop eller stram udlændingepolitik stort set ikke at finde på Facebook.

Heller ikke Obama’s floskler om change eller Yes we can! er særligt stærkt repræsenteret på Facebook.

Man kommer altså ikke udenom, at partierne er afhængige af ansigter, hvis de vil gøre sig på Facebook.

Facebook giver partierne nye ansigter

Men det, som er rigtigt interessant, er, at partiernes ansigter på Facebook ikke behøver at være toppolitikernes. Jeg har eksempelvis flere Facebook-venner, der er medlemmer af Radikal Ungdom, og de bringer medlemsorganisationen direkte ind i min news feed.

De skriver status updates om aktuelle, interne forhold i partiorganisationen, og de uploader billeder fra sociale arrangementer, så det er muligt at få et indblik i den uformelle, personlige del af partiets aktiviteter. På den måde får jeg et helt andet billede af Det Radikale Venstre, end jeg ville gøre ved at besøge Margrethe Vestagers profil.

På den ene side bliver partierne altså mindre synlige, fordi toppolitikerne overtager billedet, men på den anden side bliver partierne mere synlige, fordi almindelige partimedlemmer gør sider af partierne synlige, som ikke tidligere har været det. Måske er det ikke partierne som sådan, der må vige for personerne, men derimod deres programmer, der forsvinder i det blå?

Den nye centrum-venstre tænketank CEVEA (Centrum-Venstre Akademiet) minder på mange måder om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). De er begge politiske tænketanke, og dermed politiske institutioner, som varetager en ideologisk funktion, som den almindelige del af det politiske system har fortrængt eller ikke vil være ved. Men udover at tilhøre hver sin ende af det politiske spektrum, er der så ikke også noget andet, der adskiller dem?

I øjeblikket fortæller de tre første hits på Google, når man søger på CEVEA, at CEPOS har flere penge end CEVEA. Det er blandt andet Politiken, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, der abonnerer på den historie (som i øvrigt er fra Ritzau). Men helt ærligt, hvis et par millioner skulle være udslagsgivende i den danske værdikamp, hvor ville Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti så være henne i det spil. Lige netop de to partier har jo faktisk klaret sig fremragende på lige netop den front i løbet af de sidste år. Og vel at mærke uden at kunne hamle op med de midler som flyder til venstrefløj og højrefløj fra henholdsvis fagbevægelse og erhvervsliv. Så det er ikke pengene, der er svaret. Pengene er nærmere noget, de to tænketanke har tilfælles.

Jeg tror, at man finder et muligt svar på spørgsmålet, hvis man ser på den kontekst, som de to tænketanke hver for sig er blevet til i. Som jeg argumenterede for i et tidligere indlæg, blev CEPOS til som en institution, der skulle udfylde et ideologisk tomrum, som Venstre og Konservativt Folkeparti ikke længere var i stand til at udfylde, men som ikke desto mindre var efterspurgt af en stor vælgerskare. Der var altså en efterspørgsel efter CEPOS blandt græsrødder, aktivister og vælgere på den borgerlige fløj, som CEPOS kunne stimulere ved at markere sig med en skarp, provokerende borgerligt-liberal retorik.

CEVEA derimod ser ikke ud til ville markere sig med en offensiv, venstreorienteret retorik, hvor alle de velkendte, gamle sange bliver hevet frem fra skufferne. I stedet er det nytænkning og progressivitet, der skal i højsædet, og det skyldes nok bagmændene bag CEVEA, som, i modsætning til hvad mange tror, ikke er hverken advisory board eller bestyrelse, men derimod en lille gruppe energiske unge mennesker fra forskellige dele af det ungdomspolitiske miljø, som på en eller anden måde kan identificere sig med en centrum-venstre identitet. Disse unge mennesker er ikke utilfredse med en regering, som ikke kan levere varen, men derimod med en opposition, som ikke kan opfinde et projekt.

En anden væsentlig forskel på de to tænketanke er, at CEVEA bruger CEPOS til at beskrive, hvad CEVEA er. CEVEA forsøger simpelthen at være modpol til alt, hvad CEPOS står for, og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi CEPOS kom først.

Så hvis man vil forstå forskellen på CEVEA og CEPOS – udover de forskellige ideologiske ståsteder – må man have blik for de to forskelle: At de to tænketanke er opstået under forskellige forudsætninger, og at CEPOS kom først, og dermed kridtede banen for CEVEA.

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]

Twitter

Error: Twitter did not respond. Please wait a few minutes and refresh this page.

Reklamer