En ny politisk tænketank – Centrum-Venstre Akademiet (CEVEA) – er kommet til verden på venstrefløjen. I Deadline på DR2 kunne man sent søndag aften høre Jens-Jonathan Steen, direktør for CEVEA, fortælle om aspirationerne for projektet, og det må siges at være et ambitiøst projekt. CEVEA skal grundlæggende “styrke de fællesskaber, som understøtter det danske samfund”. I Jyllands-Posten kan man videre læse, at det drejer sig om, at komme med “nye bud på, hvordan danskhed, frihed og ulighed skal ses i et fællesskabspolitisk perspektiv”. Om det kommer til at lykkes kan kun tiden vise, men den nyere politiske historie i Danmark har allerede vist, at en politisk tænketank kan opnå en vigtig strategisk rolle i det politiske spil. Jeg taler selvfølgelig om den borgerligt-liberale tænketank CEPOS (Center for Politiske Studier). Og Jytte Hilden, bestyrelsesformand for CEVEA, lægger da også i Jyllands-Posten vægt på, at “det er på tide, at der kommer et modspil til Cepos.”

Men hvad er det egentlig for en rolle, disse tænketanke spiller i det politiske system, og hvorfor er det, de er så interessante? De stiller jo ikke politikere op til hverken det ene eller det andet valg, og de udarbejder heller ikke lovforslag eller arbejder for specifikke sager. Og hvis interesser er det egentlig lige, de varetager? Jeg synes, det interessante ved tænketanke er, at de gør alt, hvad de kan, for at markere sig som uden for det formelle politiske system, samtidig med at de selvfølgelig er en del af det – for hvad skulle de ellers være?

Da Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2001 blev statsminister for en borgerlig regering efter ni år med Poul Nyrup Rasmussen som leder af skiftende centrum-venstre regeringer, var der store forventninger til, at han ville omkalfatre den danske velfærdsstat i en mere markedsorienteret retning. Men selvom der uden tvivl er foretaget skridt i den retning, udeblev den store liberalistiske revolution, og der gik ikke lang tid, før man kunne høre medlemmer af Venstres Ungdom (VU) murre i krogene og kalde statsministeren socialdemokrat – og det er vist noget nær det værste, man kan blive kaldt i de kredse.

Et nyt parti – Liberalisterne – forsøgte uden held at stille op til Folketinget, men fik dog vist, at der i liberale kredse var et ønske om en stærkere ideologisk profil og mindre hverdagspragmatisme. Og senere lykkedes det Ny Alliance, som nu sjovt nok er blevet til Liberal Alliance, at blive valgt ind i Folketinget med fem mandater. Og selvom det er en noget decimeret udgave af partiet, der er tilbage i Folketinget i dag, har de vist, at det borgerlige segment, som ønsker en klarere ideologisk profil, potentielt kan blive udslagsgivende ved et valg. Da CEPOS blev oprettet i 2005, var det lige netop ideologi og principper, der var i højsædet.

Jens-Jonathan Steen nævnte da også i Deadline, at CEVEA skal kunne noget, som politikere ikke kan. Tænketanken skal fungere som del af en idépolitisk infrastruktur, hvis funktion er at skabe plads til at provokere, tænke højt og tænke nyt. Og det skal tænketanken kunne, fordi den ikke er fastlåst af dogmer og praktiske nødvendigheder på samme måde som partier er. CEVEA skal altså ligesom CEPOS være en politisk institution, som varetager en ideologisk funktion, som ellers ikke bliver varetaget i det politiske system.

Det bliver spændende at se, hvilken rolle tænketanke kommer til at spille i fremtidens politik i Danmark, og det bliver spændende at se, om ideologi i de kommende år får en mere fremtrædende rolle i dansk politik – selvom det efterhånden er mange år siden, Jean-Francois Lyotard proklamerede “de store fortællingers død”. Men måske det bliver en ny form for post-moderne ideologi, vi bliver vidne til?

[Mit senest opdaterede indlæg om Cevea findes her.]