You are currently browsing the tag archive for the ‘politikere’ tag.
Stiller du dig selv det spørgsmål? Det er der tilsyneladende mange andre danskere, der også gør. Men det behøver ikke være så svært. Stem på dem, du stoler mest på.
Stadigt flere politikere får personlige platforme på nettet, hvorfra de profilerer sig selv, og kommunikerer direkte med vælgere. Men samtidig virker det som om, partierne er resignerende, når det kommer til anvendelse af nye medieteknologier. Hører partierne til en gammel medievirkelighed, og tilhører fremtiden driftige politikere med forstand på moderne medier?
I søndagens udgave af Politiken kan man læse en analyse, der beskriver Facebook som politikernes nye ølkasse. Analysen virker intuitivt interessant, men jeg synes den fortjener at blive sat lidt i perspektiv. Det følgende er derfor min egen udlægning af de centrale pointer.
Personorienteret politisk kommunikation
Mere end halvdelen af Folketingets politikere er på Facebook, og selvom mange af dem ikke ved, hvad de laver dér, er der tilsyneladende en tendens til en ny form for politisk kommunikation. I denne nye politiske kommunikation kommunikerer politikerne mere personligt og mere intimt med deres publikum ved at fremvise sider af dem selv, som ikke levnes plads i traditionelle medier.
Via denne form for kommunikation kan politikerne ifølge forfatterne opbygge nye former for relationer til vælgere, der minder om venskabelige relationer. Eller de kan opbygge små netværk af personlige ambassadører. Det er i sig selv en interessant hypotese, men den peger også på en mere generel tendens.
Nye medier vs. traditionel partipolitik
Titlen på analysen i Politiken mindede mig om en akademisk artikel, jeg er stødt på tidligere, 21st Century Soap Boxes? MPs and their Blogs. Artiklen handler generelt om, hvorvidt blogs medvirker til at forandre kommunikationen mellem britiske og canadiske parlamentsmedlemmer og den bredere offentlighed.
En del af pointerne minder om analysen i Politiken, men den peger samtidig i retning af nogle mere generelle udviklingstræk indenfor politisk kommunikation. Et af disse træk er en tilsyneladende konflikt mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier.
Forfatterne peger på, at nogle politiske bloggere forsøger at underminere traditionel partipolitik. Og samtidig peger forfatterne på, at partierne arbejder hårdt for at holde en stram disciplin omkring kommunikationen på politikerblogs.
Der ser altså ud til at være et modsætningsforhold mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier, og artiklen ender med at konkludere:
“[…] the realities of institutionalised collective party politics limit [the blogs’] potential and vitality for political representatives.” (s. 16)
Det ville være interessant at se en mere kritisk og mindre beskrivende eller instrumentel tilgang til nye medier og politisk kommunikation i en dansk kontekst.
.
Videre læsning
.
“Politik på Facebook” – Benny Engelbrecht (MF)
“Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?” – Anna Ebbesen
“Politik & Twitter & Anders Samuelsens forhold til Facebook” – Kasper Bergholt
“Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter” – Mikkel Marius Winther (Wemind) (Kommentartråden er mere spændende end selve indlægget.)
“Politisk levebrød” – Peter Kurrild-Klitgaard (klumme i Berlingske, som ikke drejer sig om nye medier, men som alligevel bidrager med et interessant perspektiv)
Hvad fortæller partihjemmesider om partiernes rolle i moderne dansk politik, og hvordan kan vi forstå kommunikationen på partihjemmesider med udgangspunkt i den rolle? Dette spørgsmål er udgangspunktet for det speciale, jeg arbejder på i øjeblikket.
Hvis spørgsmålet ikke umiddelbart fanger din interesse, så læs følgende indlæg. Og fortæl mig gerne, om jeg er på vildspor. Jeg overvejer at anvende indlægget som prolog i selve kandidatafhandlingen.
Mysteriet
”Hmm… Jeg tror egentlig aldrig, jeg har besøgt en partihjemmeside,” fortæller personen overfor mig, efter at jeg har fortalt om mit arbejde med denne kandidathandling. Og jeg kan dårligt huske alle de gange, jeg har hørt den kommentar. Sommetider fra personer, der slet ikke har begreb om Internettet. Andre gange fra personer, som ikke interesserer sig for politik. Men også fra unge politisk interesserede akademikere med fingeren på pulsen.
Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg heller ikke selv været en hyppig gæst før denne afhandling. Hvorfor skulle du eller jeg eller nogen anden egentlig også være det? Efter mange måneders arbejde med at undersøge partihjemmesider må jeg være dig svar skyldig, men netop dét, er mysteriet. Lad mig udfolde det.
Ansigter
Partihjemmesider er mystiske. Ved første øjekast virker de uskyldige og nærmest ligegyldige, og man kan let få lyst til at passere videre. Men på den anden side. De er tydeligvis udadvendte, og forsøger at fange et publikum. Det kan man se, ved de mange ansigter, som præger de fleste partihjemmesider.
Pæne ansigter i portrætformat, der smiler til publikum, og forsøger at fortælle os noget. Det ene eller det andet politiske budskab, som er formuleret i tekst i forbindelse med billedet. Hvis man surfer forbi de forskellige partihjemmesider er det et gennemgående træk. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Portrætbilleder og tekst. Men hvad vil de os, disse mange ansigter? Hvis vi stopper op, og lader dem tale til os, hvad fortæller de os så?
Sælgerne på markedspladsen
Man får let associationer til en markedsplads, hvor alle disse ansigter er sælgere. Partierne har hver deres bod, hvorfra de forsøger at sælge os noget. Smilene på deres læber er ikke langt fra smilene hos sælgeren i en vilkårlig butik. Og de har gode tilbud til os. De vil gerne løse vores problemer; ændre samfundet og verden.
”Kampen for ligestilling fortsætter i 2009” kan man læse på SF’s hjemmeside, og ”Børn og unge ud af bander” kan man læse på Venstres. Men ligesom sælgeren kommer ansigterne let til at virke påtrængende. Det, der fremstilles som et tilbud, kommer nærmere til at virke som et krav. Det virker som om, ansigterne siger, ”Bliv lidt længere i vores bod, og lad dig friste” eller ”Gå ikke over i de andres bod, for vores tilbud er meget bedre end deres.”
Et ansigt på Socialdemokraternes hjemmeside fortæller os, at regeringens sprogudspil ”er en slap omgang”, og på Venstres hjemmeside spørger et ansigt, ”Hvor er socialisterne henne?” Partierne slås mod hinanden, og hvorfor skulle vi blive en del af det?
Hvis man gerne vil have løst et problem, ændret samfundet eller verden, bliver man let skuffet. For tilsyneladende er konkurrencen med de andre boder mindst lige så vigtig som kvaliteten af det produkt, man efterspørger.
Og ens rolle i løsningen af konkrete problemer er reduceret til kundens rolle; man modtager en vare, efter man har betalt en pris. Og selvom prisen ikke er mærket på varen, findes den som en implicit, gensidig forståelse, ”Stem på os ved næste valg, og vi giver dig alt dette og meget mere.”
Butikken i sidegaden
Men alle disse associationer og metaforen om markedspladsen forudsætter, at man i første omgang er havnet på en partihjemmeside, og at man er stoppet op. Hvis ansigterne på partihjemmesiderne er sælgere, er de ikke dør-til-dør sælgere, men snarere sælgere i en butik, der er gemt væk i en sidegade. Du skal lede efter dem for at finde dem. Du skal opsøge dem. Men hvorfor skulle man egentlig gøre det?
Når man vælger at gå ind i en butik, er det som oftest fordi man mangler en bestemt vare eller, fordi man gerne vil fristes. Men politisk polemik er det svært at være i underskud af i det moderne mediebillede, og hvad har partihjemmesiderne så at tilbyde os?
Hvis man ser nærmere efter på partihjemmesiden, eller går ind i butikken, om du vil, mystificeres man yderligere, for der er underligt stille. Man kan læse tekst. Man kan se på billeder. Man kan se video-optagelser. Man kan passivt iagttage. Der tales til en, men man kan ikke tale med nogen. Sælgerne er ikke i butikken, men har sørget for at efterlade dig den information, du har brug for.
Visse steder har partihjemmesiderne en kommentarfunktion, og dermed kan du også efterlade en lille besked inden du selv forlader butikken. Men det ændrer ikke indtrykket af et forladt rum uden personlig interaktion. Du skal nemlig ikke forvente et svar på din kommentar, og du kan ikke få øje på andre kunder i butikken.
Ligesom de fraværende sælgere er de andre kunder kun tilstede i kraft af de spor, de har efterladt sig. Små, korte og diskret placerede kommentarer. Og når man bevæger sig videre rundt på partihjemmesiden, eller gennem det forladte butikslokale, øges mystificeringen.
Den skjulte dør i det forladte butikslokale
Bag alle de politiske meddelelser, gemmer sig partiprogrammer, organisationsbeskrivelser og personoplysninger, men abstaherer man fra bunken af dokumenter, dukker noget op. Der er en dør, og over døren lyder opfordringen, ”Bliv medlem!”. Der findes tilsyneladende et baglokale; et sted med liv, hvor der sker noget.
På enhedslistens hjemmeside kan man læse, at ”som medlem af Enhedslisten er du med i et levende partidemokrati. Enhedslistens største styrke er vores medlemmer. Et levende parti har hele tiden brug for at udvikle sig, og derfor er der også brug for dine ideer.”
Et levende partidemokrati. Medlemmerne er Enhedslistens største styrke. Der er brug for mine og dine idéer. Men hvor er så livet? Hvor er medlemmerne? Og hvor er medlemmernes idéer? Ikke på hjemmesiden. Enhedslistens hjemmeside er klinisk renset for interaktive funktioner, billeder af menige medlemmer og politiske indlæg, der ikke har et folketingsmedlem som afsender.
Tilsyneladende er partimedlemmer noget, der helst skal gemmes væk fra offentlighedens søgelys. Noget der ville forstyrre billedet af de mange ansigter, der vil sælge os politik. Men hvorfor skulle jeg eller du så vælge at gå gennem døren? Hvis vi tilsyneladende blot bliver stuvet bort i et skummelt baglokale uden vinduer? Og hvorfor er partierne overhovedet interesserede i os.
Partihjemmesidernes paradoks
Partihjemmesider er mystiske, og det er afsættet for afhandlingen. De siger et, men gør noget andet. Hvordan kan det tolkes, og hvad fortæller det om partierne?
Hvis partihjemmesider er passive og hengemte, rummer det et paradoks, for danske politiske partier er i sig selv en god historie. I de danske nyhedsmedier bringes hele tiden nye historier om partier med succes. Partier uden vælgeropbakning. Interne stridigheder i partierne. Oprettelse af nye partier. Positionering i forhold til andre partier. Partiernes politiske strategi. Og så selvfølgelig konkrete politiske emner.
Partierne er en fast del af den måde, hvorpå vi forstår og kommunikerer om dansk politik. Nærmest uomgængelige, når vi taler om politik, og derfor er deres mystiske tilstedeværelse på Internettet overraskende. Noget vi taler så meget om, giver pludselig ikke mening, når vi ser det nærmere efter i sømmene.
Hvis vi spørger partihjemmesider, hvad partier egentlig er, og hvilken politisk rolle de spiller, bliver svaret uundgåeligt flertydigt. Består de af en masse påtrængende ansigter, eller er de en gruppe hemmelige medlemmer? Og hvordan hænger de to ting sammen?
Hvad andre skriver om partihjemmesider
Der skrives ikke meget om partihjemmesider i den danske blogosfære, men her er et par interessante indlæg:
Så går Sosserne også til tv’et – Annas tanker
“Det er lidt latterligt opstyltet og ufrivilligt komisk, at man puster sig op på den måde” – Taletanken
“Men Lene stopper ikke dér” – Politik og Spin (sidst i indlægget)
Onsdag i sidste uge sad jeg hele formiddagen i et trangt grupperum på Københavns Universitet og diskuterede Internet og partier med min medstuderende Sara. Vi skulle holde oplæg om eftermiddagen i et kursus om Internet og politik, og ud af det kom blandt andet et spændende perspektiv på partiers kommunikation på Facebook.
På Facebook skal du have et fjæs
Der har været meget debat om mulighederne for at føre politiske kampagner via nye sociale medier, og indtil videre har det ikke set ud til, at medieudviklingen har været til fordel for partiernes medlemsorganisationer, men snarere for partiernes toppolitikere. Facebook er for personer med ansigter – det ligger i navnet – ikke for upersonlige partiorganisationer.
Min medstuderende, Sara, gjorde mig eksempelvis opmærksom på, at mens Anders Fogh Rasmussen har mere end 25.000 supporters på Facebook, så har partiet Venstre mindre end 200 fans: 1- 0 til personorienteret politik.
Det gjorde mig nysgerrig, så jeg undersøgte, hvordan forholdene er i USA. Her har Obama mere end 2.300.000 supporters, mens det demokratiske parti kun har lidt mere end 3.000 fans: 2 – 0 til personorienteret politik.
En god sag hjælper ikke
Nu er jeg, som så mange andre, medlem af flere grupper på Facebook, og en del af dem er politiske. Man kunne tro, det ville hjælpe partiorganisationerne på Facebook, fordi deres kerneydelse netop er politiske holdninger, men det gør det bare ikke. Hvis vi holder fast i partiet Venstre, så er mærkesager som skattestop eller stram udlændingepolitik stort set ikke at finde på Facebook.
Heller ikke Obama’s floskler om change eller Yes we can! er særligt stærkt repræsenteret på Facebook.
Man kommer altså ikke udenom, at partierne er afhængige af ansigter, hvis de vil gøre sig på Facebook.
Facebook giver partierne nye ansigter
Men det, som er rigtigt interessant, er, at partiernes ansigter på Facebook ikke behøver at være toppolitikernes. Jeg har eksempelvis flere Facebook-venner, der er medlemmer af Radikal Ungdom, og de bringer medlemsorganisationen direkte ind i min news feed.
De skriver status updates om aktuelle, interne forhold i partiorganisationen, og de uploader billeder fra sociale arrangementer, så det er muligt at få et indblik i den uformelle, personlige del af partiets aktiviteter. På den måde får jeg et helt andet billede af Det Radikale Venstre, end jeg ville gøre ved at besøge Margrethe Vestagers profil.
På den ene side bliver partierne altså mindre synlige, fordi toppolitikerne overtager billedet, men på den anden side bliver partierne mere synlige, fordi almindelige partimedlemmer gør sider af partierne synlige, som ikke tidligere har været det. Måske er det ikke partierne som sådan, der må vige for personerne, men derimod deres programmer, der forsvinder i det blå?
Jonas Erck 