Usexet eDag

For nylig sad jeg et par timer i biografmørket i selskab med Mark Zuckerberg og kumpaner i filmen The Social Network. En film, der på ingen måde er bange for at associere kiksede dataloginørder med de mest uopnåelige, smukke og veluddannede kvinder, L.A.’s ypperligste inden for clubscenen og milliarder af dollars. Umiddelbart et ret usandsynligt match, men tilsyneladende ikke i en tid med Facebook, digital revolution og web 2.0 på sit højeste. Bedre reklame for datalogi kan de næppe ønske sig på universiteterne, og jeg sad selv og fortrød bitterligt, at jeg aldrig har dyrket binære talsystemer, algoritmer, programmeringssprog og den slags. Det vil sige, indtil mandag d. 1 november, hvor en anden  langt mindre seksuelt appellerende  digital revolution skulle finde sted: eDag3

Når baglandet indtager scenen

I løbet af ugen bemærkede jeg, at Avisen.dk havde lavet en oversigt over fagforeninger på Facebook. Danmarks Lærerforening (DLF) topper listen over de mest populære fagforeninger målt på fans i forhold til medlemstal. Det får de ros for, men det fik mig også til at spekulere. For hvorfor er mange fans på Facebook et succeskriterie i sig selv? Jeg mener faktisk, at DLF gør det rigtigt godt på Facebook, men det er ikke antallet af fans der gør det i sig selv. Det er i lige så høj grad aktivitetsniveauet og den konkrete feedback, som foreningen modtager. Det er der en særlig grund til.

Facebook er kommunens spejl

Der er dem, der påstår, at ansigtet er sjælens spejl. Hvis det er tilfældet, burde Facebook give adgang til vores inderste væsner. Det er nok at give Facebook for meget credit, men på den anden side kan ingen vel heller sige sig fri fra, at deres Facebook-profil faktisk fortæller noget om deres person. Og nogle gange ting, som aldrig skulle være kommet frem. Når kommuner optræder på Facebook, fortæller de en historie om deres egen identitet. Men samtidig risikerer de at afsløre deres egne kommunikationstrategiske mangler.

Det gode, det onde og alt det i midten

Nu er det ikke så meget, jeg får kravlet rundt i blogossfæren for tiden, men for nyligt faldt jeg over et indlæg i Altingets nyhedsbrev, som jeg gemte i hukommelsen til en senere kommentar. Det var Ida Jeng, som på Politiken.dk havde skrevet et indlæg med den noget bombastiske titel “Facebooks ondskab gavner os alle“. Og jeg må sige, at jeg var helt paf. Facebook ond? Virkelig? Men det er godt? Virkelig?

Digital undergravning af partierne?

Stadigt flere politikere får personlige platforme  på nettet, hvorfra de profilerer sig selv, og kommunikerer direkte med vælgere. Men samtidig virker det som om, partierne er  resignerende, når det kommer til anvendelse af nye medieteknologier. Hører partierne til en gammel medievirkelighed, og tilhører fremtiden driftige politikere med forstand på moderne medier?

I søndagens udgave af Politiken kan man læse en analyse, der beskriver Facebook som politikernes nye ølkasse. Analysen virker intuitivt interessant, men jeg synes den fortjener at blive sat lidt i perspektiv. Det følgende er derfor min egen udlægning af de centrale pointer.

Personorienteret politisk kommunikation

Mere end halvdelen af Folketingets politikere er på Facebook, og selvom mange af dem ikke ved, hvad de laver dér, er der tilsyneladende en tendens til en ny form for politisk kommunikation. I denne nye politiske kommunikation kommunikerer politikerne mere personligt og mere intimt med deres publikum ved at fremvise sider af dem selv, som ikke levnes plads i traditionelle medier.

Via denne form for kommunikation kan politikerne ifølge forfatterne opbygge nye former for relationer til vælgere, der minder om venskabelige relationer. Eller de kan opbygge små netværk af personlige ambassadører. Det er i sig selv en interessant hypotese, men den peger også på en mere generel tendens.

Nye medier vs. traditionel partipolitik

Titlen på analysen i Politiken mindede mig om en akademisk artikel, jeg er stødt på tidligere, 21st Century Soap Boxes? MPs and their Blogs. Artiklen handler generelt om, hvorvidt blogs medvirker til at forandre kommunikationen mellem britiske og canadiske parlamentsmedlemmer og den bredere offentlighed.

En del af pointerne minder om analysen i Politiken, men den peger samtidig i retning af nogle mere generelle udviklingstræk indenfor politisk kommunikation. Et af disse træk er en tilsyneladende konflikt mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier.

Forfatterne peger på, at nogle politiske bloggere forsøger at underminere traditionel partipolitik. Og samtidig peger forfatterne på, at partierne arbejder hårdt for at holde en stram disciplin omkring kommunikationen på politikerblogs.

Der ser altså ud til at være et modsætningsforhold mellem traditionel partipolitik og potentialet i de nye medier, og artiklen ender med at konkludere:

“[…] the realities of institutionalised collective party politics limit [the blogs’] potential and vitality for political representatives.” (s. 16)

Det ville være interessant at se en mere kritisk og mindre beskrivende eller instrumentel tilgang til nye medier og politisk kommunikation i en dansk kontekst.

.

Videre læsning

.

“Politik på Facebook” – Benny Engelbrecht (MF)

“Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?” – Anna Ebbesen

“Politik & Twitter & Anders Samuelsens forhold til Facebook” – Kasper Bergholt

“Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter” – Mikkel Marius Winther (Wemind) (Kommentartråden er mere spændende end selve indlægget.)

“Politisk levebrød” – Peter Kurrild-Klitgaard (klumme i Berlingske, som ikke drejer sig om nye medier, men som alligevel bidrager med et interessant perspektiv)